Fra København til Korup

Vi havde to kusiner, som boede i København. Inge og Annette. Det var min fars søster, faster Magdas børn.

For min farmor var det at bo i København nogenlunde det fineste, man kunne drive det til her i verden. Virkeligheden for faster Magda var imidlertid langtfra hverken fin eller nem, men det er en anden historie. Når vi viste farmor en ny bluse eller kjole, min mor havde syet, slog hun hænderne sammen, og sagde begejstret: “Nej, hvem er da det, der kommer der? Det må da vist være lille Inge fra København, så fin du er!”

Inge og Annette holdt sommerferie hos os, hvert eneste år fra Annette var tre år gammel. Hun er syv måneder ældre end mig, hvilket selvfølgelig giver hende en vis status, men vi leger fantastisk sammen. Legene er dels inspireret af min læsning i kakkelovnskrogen og dels af Annettes erfaringer med indianere og cowboys fra Søndermarken i Købehavn, hvor Vesterbroungerne tilbragte det meste af deres tid, dejligt fri for voksen indblanding.

Om aftenen, når vi ligger i vores senge, lærer hun mig et og andet om livet på Vesterbro i almindelighed og i Istedgade i særdeleshed. “Der er en pige”, fortæller Annette, “hun er bare lidt ældre end os, som tager penge for det”. Jeg siger forundret: “Jamen, hvordan kan hun gøre det, så er hun jo ikke en pæn pige mere.” Annettes svar ryster mig: “Det kan være, hun slet ikke vil være en pæn pige,” og således belært om værdinormers relativitet forstår jeg, at verden udenfor Korup er stor.

Annette bærer også ansvaret for, at jeg helt bogstaveligt mister min barnetro, idet hun hævder, at det der med Gud og Jesus, bare er noget, man har fundet på ligesom den der med julemanden. Jeg henvender mig straks til den øverste autoritet på området, nemlig min mor for at få den kedelige påstand aflivet. Men min mor er et redeligt menneske, så hun forklarer troen for mig: “Vi tror, men vi ved ikke”.

Det var slet ikke det svar, jeg havde bedt om.

Jeg besøger engang Annette i København. En enkelt dag bare. Hun bor i en toværelses lejlighed på tredje sal. Der er deletoilet på trappen, og man vasker sig ved køkkenvasken. Annette og Inge har en køjeseng i det ene værelse, og faster Magda og onkel Christian har en sovesofa i stuen. Faster Magda undskylder:”Ja, det er jo ikke det, du er vant til”. Men hun behøver ikke bekymre sig. Det hele er meget spændende og meget eksotisk, og da både hun og onkel Christian ovenikøbet arbejder som henholdsvis slikmutter og kontrollør i Saga Bio, kommer vi gratis ind og ser “Den brændende prærie”, vist personligt på plads af onkel Christian i flot uniform og brilliantinehår.

Og jeg må ikke glemme at fortælle, at det var Annette, der lærte mig at synge “Rock around the Clock“, mens vi sad og spiste stikkelsbær fra farmors gode busk med de gule bær.

 

Skolen

Bzzzz siger det, når jeg med spyt skriver et flot svunget H på den varme kakkelovn.

Jeg sidder inderst på en bænk, som har plads til fem elever. En dejlig plads. Vi fem udgør hele første klasse. De fire andre er drenge, og de lugter af drenge, så jeg rykker lidt længere om bag kakkelovnen. Bzzzz

Vi små, det vil sige første til fjerde klasse, går i skole om eftermiddagen. De store, femte til syvende klasse, går om formiddagen. Lærer Jeppesen står for al undervisning bortset fra pigegymnastik og håndarbejde.

Lærer Jeppesen er langt fra nogen pædagogisk ildsjæl. Han misser med øjnene, smasker lidt med læberne og sætter os til at lave afskrivning efter danskbogen. Når han selv begynder at kede sig oppe på sit kateder, fortæller han et gammelt dansk sagn og lidt bibelshistorie og viser på det store atlas, hvor Jerusalem ligger.

Lærer Jeppesen er gift med Bertha, og engang imellem tager hun sig af gymnastikken, men for det meste gemmer hun sig inde i lejligheden, som har  dør lige ud til skolestuen. Når hun savner sin mand, pifter hun med fløjtekedelen. Så er der kaffe til ham og frikvarter til os. Hun  har dårlige nerver, så de holder sig for sig selv de to – oppe i skolen.  Nu og da ser vi ham hos købmanden, når de ugentlige indkøb skal klares. Altid i det samme jakkesæt.

Hver torsdag kl. to præcis kommer fru Majland cyklende fra Fogderup for at undervise pigerne i håndarbejde. Hun er lille og tynd, i sort kjole og med en menneskealders øvelse i at hækle mellemværk.

Mellemværk er en hæklet blonde, der mest bruges til at sy ind i pudebetræk. Konerne strikkede eller hæklede altid, så snart de sad ned. Man skulle have "flittige hænder". Min farmor efterlod sig i metervis af hæklet mellemværk.

Mit hvide mellemværk får hurtigt en kedelig gråsort farve, og det bliver så sært stramt i det. Mest af alt ligner det, det reb, vi binder køerne med.

Én gang om året er der eksamen. Forældrene kommer, præsten kommer og skolekommisionsformanden kommer helt fra Tønder.

Vi er nøje instrueret, hver elev har fået et spørgsmål, de skal svare på, når de bliver adspurgt, men alle skal række hånden op. Min opgave er at vise, at vi kan læse. Det er nemlig det, jeg kan. De store søstre har lært mig det, før jeg kom i skole. Så til allersidst siger lærer Jeppesen stolt: “Og nu til rosinen i pølseenden”. Rosinen, det er mig, den yngste elev, og jeg læser som en drøm.

Endnu et år er reddet.

Der gik imidlertid kun et par år, så satte min mor himmel og jord i bevægelse. Skolen blev lukket, lærer Jeppesen fik en tjenestemandspension og flyttede, og de elever, som ikke allerede havde skiftet skole på initiativ af  bekymrede forældre, blev sendt til centralskolen i Ravsted, hvor de fleste fik lært at læse. Men det er en anden historie.

Høstfest

Det er sjovt!

Det er rigtig sjovt

De tre største gårde, landsbyens aristokrati, slår sig sammen og holder fest for alle, der har hjulpet til med at få høsten i hus. Og det er mange. Vi fylder rask væk skolens gymnastiksal, som er pyntet med kornneg, georginer og dannebrogsflag. Alt er meget smukt.

Billede af en selvbinder
En selvbinder

Der er højtbelagt smørrebrød. Hjemmelavet selvfølgelig. Ål er det fineste, men flæskesteg og frikadeller er sandelig også godt. Til maden er der øl og vand og til ballet, kan man få øl og flyversjusser.

 

Bønderne konkurrerede om, hvem der først fik høsten i hus. Vinderen kørte gennem landsbyen med sit allersidste læs og hoverede fra toppen af læsset med et neg sat på fork som en sejrsfane. 

Vi piger sad også højt oppe på læsset. Vores opgave under høsten havde været "at lade" , det vil sige lægge negene stabilt til rette, så læssene kunne blive rigtig høje, jo højere jo bedre.

Der bliver holdt taler, folkene bliver takket og der bliver skålet og sunget fra højskolesangbogen. Christian Møller synger for med høj og malmfuld røst. Vokaler bliver trukket ud, så selv Axel Schiøtz måtte blive misundelig.

På et tidspunkt intonerer han kærlighedssangen ”Husker du i høst” og skæver hen til mor, mens vokalerne får en ekstra tand. Og var der ikke noget mellem de to engang? Mor bliver i hvert fald synligt irriteret og bemærker, at det jo slet ikke er en høstsang.

Ud på aftenen gør flyversjusserne deres virkning og sandheder kan siges. Både opsparet irritation og vrede, men også kærlighedserklæringer, kan undtagelsesvis ytres. Nøjagtig som ved vore dages julefrokoster.

Når værterne synes, festen har udviklet sig tilstrækkelig, bliver der serveret suppe og så er det slut. Sovende børn bliver samlet op fra gulv og bænke, og nogle af de mest ædruelige piger og koner tager det første oprydningsnap

Om “at gøre det”

”Han er vist kommet lidt for tæt på køerne”,  hviskede de voksne om en karl. Jeg anede ikke, hvad de mente. Men var ikke i tvivl om, at det havde noget at gøre med det ”frække”. Det vil sige, at det havde noget at gøre med ”at gøre det”, som det hed. Men hvor køerne kom ind henne, fattede jeg ikke.

Det der med ”at gøre det” var pirrende og farligt og ikke mindst ulækkert. At acceptere, at ens forældre havde ”gjort det” fire gange, var lige svært nok. Men de kunne heldigvis nøjes med de fire gange, da der jo var et hold tvillinger. Så var det da værre med Peter A og Lenne: De havde ni børn!

”De piger, der ”gjorde det” før de blev gift, eller i det mindste før de var ringforlovede, var ikke meget værd at regne. En af dem, blev der hvisket om, havde efterladt en spand med blod på yderloftet, da hun rejste for at få arbejde på en ny gård. Da hun ”skiftede plads”, som det hed. Men spanden skiftede ikke plads, den stod der som et vidnesbyrd om det unævnelige. At det formodentlig drejede sig om en provokeret abort, havde jeg ingen idé om, kun at det havde noget at gøre med ”at gøre det”. Så hvis en spand blod var det umiddelbare resultat, så var det altså ikke noget for mig.

 

 

“Høj cigarføring”

At ryge er meget forbudt.

Det mest forbudte, vi kan finde på.

Altså skal der ryges, når vi er alene hjemme. Vi forgriber os på gæstecigaretterne, hvis der ellers er nogen. Hvis ikke, må vi ty til fars cigarer.

Så snart de voksne er vel ude af døren, kommer rygetøjet frem. Cigaret, tændstikker og en hårklemme, som vi sætter cigaretten fast i. Fingrene kommer ikke til at lugte, og vi kan få det allersidste sug ud af et lille skod.

Så sidder vi der og ryger. Alle fem på stribe. Den samme cigaret går på omgang. Også til den lille Sanna, som dårligt kan holde på den.

Vi hoster og får tårer i øjnene, men det skal jo gøres.

Tante Karens mærke

Vi havde en tante Karen, som røg på den mest elegante facon. Hun pustede røgen ud af munden og sugede den op i næsen, før den igen, med en fuldendt røgring, blev sendt ud i atmosfæren. Det var sådan, det skulle gøres, og det gjorde vi. Den dag i dag ryger vi alle fem på samme måde: højre albue hviler i venstre hånd, røg pustes ud og suges op i næsen og ud igen, nøjagtig så elegant som tante Karen.

Rygeriet havde i det hele stor status som forbudt beskæftigelse. Således har jeg været med til at dele en stor cigar i skolen. De sanitære installationer bestod af et godt gammeldags stinkende lokum: en spand med en trækasse med hul i til at sidde på. Der blev den tændte cigar lagt, og så skiftedes vi til at gå ud og få et bab. Men der skulle jo være et vist flow, ellers gik skidtet jo ud.

En anden gang havde min gode veninde Jytte og jeg forsynet os fra min fars cigarkasse. Et par gode cigarer blev stukket op i buksebenet. Vi havde sådan nogen dejlige rummelige underbukser med lodden vrang og elastik i benene. Fremragende erstatningslommer. Der boede så tændstikker og cigarer, mens vi pilede ned til kanalen, fjernt fra voksne blikke. Og vi røg, og vi røg, og vi vaklede hjem, og vi brækkede os, og vi blev puttet i seng af bekymrede mødre, som var overbeviste om, at vi havde spist noget, vi ikke kunne tåle. Men det var da mærkeligt – begge to på samme tid?

Jytte og jeg siger ikke noget!

Roer

Lange, lange rækker. Det tager timevis at hakke en række roer på å-ageren. De er 100 kilometer lange og giver 50 øre pr styk. Vi er som regel nogen stykker, søstre og kusiner på ferie, som langsomt arbejder os ned gennem rækkerne. Arbejdet består i at hakke ukrudt op og tynde ud i roerne, så der kun står én plante tilbage med ca 20 centimeters mellemrum. Meget tit kommer jeg til at hakke hele skidtet op, så planter jeg en af de små roer igen og håber det bedste. Det bedste er sjældent godt nok. De små svæklinge dør i den tørre jord, før jeg er færdig med rækken.

Roedyrkning var meget arbejdsintensivt. Roerne blev sået tæt i lige rækker med en radsåmaskine, når de og ukrudtet begyndte at vokse, blev der fjernet ukrudt mellem rækkerne med en radrenser. Så kom det manuelle lugearbejde: Roehakningen. Et arbejde, der  for en stor del blev udført af børn. Roerne skulle hakkes to gange med tre ugers mellemrum.  Derefter formodedes roeplanterne at være stærke nok til kunne tage kampen op mod ukrudtet alene.

For enden af marken er der en å, hvor vi bader efter det hårde slid. Men åen er farlig. I en krumning er der en strømhvirvel, og der kan man blive suget ned og drukne. Og ikke bare en strømhvirvel truer på det farlige sted, nej å-trolden bor der også, og hans livret er små blege og magre piger. Jeg har selv mærket, hvordan han trak i mine ben. Heldigvis fik jeg mig gispet op til overfladen, men det var i sidste øjeblik. “Og det passer”, slutter jeg historien med al den dramatik, jeg kan opbyde.

Jeg er tilbøjelig til selv at tro på mine historier, som hjælper til at underholde på de lange rækker. Og hvis de andre børn udtrykker tvivl om min vederhæftighed, har jeg svar på rede hånd, ”Æ har sjal løjst et i æ blad!” (jeg har selv læst det i avisen).

Se, det kan nok lukke munden på dem.

Roearbejdet er ikke overstået med hakningen. Om efteråret, før frosten går i jorden, skal roerne tages op, men først skal toppen “stikkes af” med et topjern. Mit arbejde er at sidde på traktoren og køre vognen frem i takt med, at en karl stikker toppen af og smider dem på vognen. Hvis jeg står op, kan mine ben godt nå ned til pedalerne samtidig med, at jeg holder i rattet.

Derefter bliver selve roerne taget op efter samme model og kørt sammen i bunker, såkaldte roekuler, som bliver dækket med halm og jord for at holde frosten ude.

Roerne er vintermad til kvæget, men først skal roerne vaskes og raspes. Det vil sige, de skal skæres i mindre stykker i en roerasper, som er en slags tromle med skarpe knive. Mere end én karl har mistet en finger ved at stikke hånden i maskinen for at fjerne en sten eller løsne en roe, der har sat sig fast.

Farmor og farfar

Farmor var lille og rund og munter, farfar høj og knoklet og alvorlig. Det lyder som en kliche, men sådan var det. De boede i et aftægtshus, som blev bygget til dem, da min mor og far overtog gården i 1944.

Farmor sad i sin stol og hæklede, farfar lå på sin sofa med avisen. Når vi kom rejste han sig op og satte sig hen i den stol, der var hans. Vi kravlede op på hans knæ, og så læste han op med monoton rytmisk stemme fra “Den store Bastian”.

“På Vesterbro en neger gik. Fornam på issen solens stik”.

Så kommer der tre små lømler og gør nar af den sorte mand. Men den Store Bastian kommer til og formaner: “Gør ikke nar af negerens den sorte hud. Den fik han af den gode Gud”.

Og Bastianen tager lømlerne og dypper dem i blækhuset – så kan de lære det, kan de. Og bogen er fuld af andre gode vers om at spise op, klippe negle, være høflig og ikke sutte på tommelfinger, for så “springer døren op, og straks kommer skrædderen med sin saks”, og han klipper fingeren af, og sådan er det hele vejen igennem. Når læsningen er slut får vi et bolsje fra en bulet blikdåse, og alt er såre godt.

 

Om at være dansk i Sønderjyllands tyskertid

Farmor var enebarn og enearving til slægtsgården. Hun var køn, sjov og “rig”, så der var mange bejlere. Blandt dem var Søren Beier, som ikke selv havde nogen gård.  Farmor afviste dem alle. Men da hendes mor døde, fortæller hun,” skrev jeg til far (Søren Beier) og sagde, han skulle komme”. Det gjorde han, og sådan blev det.

Omkring ti år før farmor og farfar blev født, havde Danmark tabt Sønderjylland til Tyskland i krigen 1864. De danske sønderjyder fik efter nederlaget en hård tid. Som ung mand blev farfar på grund af sin højde udset til at være garder hos Kejser Wilhelm i Berlin. Hans opgave var at slå på en triangel i det kejserlige militærorkester, et job der trods alt var til at overskue. Rigtig slemt blev det imidlertid, da han flere år senere blev indkaldt til at kæmpe i første verdenskrig på tysk side. Da havde han både kone og gård og tre små børn at tage sig af.

Første verdenskrig var en vanvittig krig, hvor soldaterne lå beskidte og lusede i lange grøfter, såkaldte skyttegrave. Engang imellem blev de kommanderet op for at angribe eller forsvare. Så slog de hinanden ihjel i en dagstid eller to, hvorefter de trak sig tilbage til deres beskidte grøfter igen og ventede på næste kommando til at lade sig slå ihjel. Farfar slap mirakuløst fra det med livet, men det var der 6.000 andre sønderjyder, der ikke gjorde. Hans krigsoplevelse gjorde hverken ham eller farmor mildere stemt overfor det tyske regime.

Afstemningsplakat 1920

Tyskerne tabte krigen og måtte acceptere en folkeafstemning om Sønderjyllands fremtid.

Nordslesvig stemte sig til Danmark, Sydslesvig til Tyskland.

Min far

Peter Nissen Beier

”Æ ska jo ha det hjært”, (Jeg skal jo have det her), hørte min farmor sin otteårige søn sige, mens han maskulint skrævende med tommelfingeren pegede bagud på den røde gård. Han stod med en gruppe kammerater og diskuterede, hvad de skulle være, når de blev store. De andre skulle være alt muligt fantasifuldt, men for Peter Beier var der ingen tvivl. ”Æ ska ha det hjært”.

Selvfølgelig skulle den eneste søn arve gården. Der havde været en ældre bror, men han døde af kighoste, før min far blev født. Han hed også Peter Nissen Beier, så far arvede både navn og gård efter ham.

Peter Beier blev født den 23. september 1913 i Korup og døde den 18. december 1996 i Korup. Hans far, Søren Beier, deltog i 1. verdenskrig på tysk side, da Sønderjylland fra 1864 - 1920 hørte til Tyskland.

Peter Beier blev uddannet landmand på både efterskole, højskole og landbrugsskole og var desuden en periode landvæsenselev på en større gård på Sjælland. Han giftede sig i 1939 med Ingrid Fog-Petersen, der var lærerinde på Ravsted skole. Sammen fik de 5 børn.

Gården var en del af ham, en del af familien, gået i arv i flere generationer, ofte på spindesiden. Nu er det Sus, der bor der, og hun har skabt et lille paradis. Alt inde, ude og omkring den røde gård er smukt og frodigt. Men jorden er forpagtet ud, dyrerne er væk, karle og piger forsvundet, og det er højst usandsynligt, at et af fars tretten børnebørn vil overtage gården.

Dengang gav gården brød til mange munde. På ægte bondevis beklagede han sig ofte over faldende svine- og mælkepriser, for meget eller for lidt vand, hagl og utøj, flyvehavre, stigende benzinpriser og udgifter til smarte ruskindsjakker til de ældste, og hvad der ellers kan plage en mand og landmand. ”Vi kommer på fattiggården”, var hans stående udtryk.

Vi tog det nu ikke så tungt. For det første var der ingen fattiggård at komme på, for det andet var vi helt trygge ved, at far havde styr på det. Og det havde han. Der var altid de penge, der skulle bruges.

Da vi efterhånden begyndte at gå i skole i Ravsted, Tønder eller Åbenrå indebar det for os en cykletur på tre – fire kilometer til skole eller rutebil. Om vinteren, og når vejret var dårligt, forbarmede far sig meget tit over os, læssede cyklerne på bilen og kørte os. Men vi tøser havde svært ved at nosse os færdige om morgenen, der skulle både touperes hår og laves spytkrøller. Så sad han ude i bilen med motoren tændt og sagde:”Hvis I ikke kommer nu, så kører jeg”, så kom vi. Historien er god, fordi den viser hans kærlighed og blødhed, pakket ind i noget, han troede, var barskt.

 

 

 

 

Kartofler

Jeg gider ikke samle kartofler, men vi skal. Fra klokken 1 om eftermiddagen til klokken 6 om aftenen. Vi børn går sammen med et hold kartoffelkoner, som i sæsonen går fra gård til gård og samler kartofler op. De er på akkord, så det skal gå tjept.

 

 

Kartoffelkonerne kom fra hele sognet og længere væk. Det var husmandskoner, landarbejderkoner og hvem som helst, der ville tjene en "skilling." De havde deres mænds bukser og trøjer på og et tørklæde bundet om håret.  Pengene, de tjente, bestemte de selv over, og manden fik ikke at vide, hvor meget det var.

Det er bare om at holde næsen i sporet, fylde kurven  og sørge for at få alle kartoflerne pillet op, ikke noget med at lade halvdelen ligge og rådne på marken. Det er koldt, det småregner og blæser, og først klokken tre kommer pigerne med eftermiddagsmad.

Hvor har  jeg længtes efter klokken tre!

Der er to slags kartofler: Foderkartofler, som er vinterfoder til svinene og spisekartofler, som er menneskemad. Når vi er færdige med at samle, kommer et kæmpemonstrum af en kartoffelkoger og koger alle foderkartoflerne på én gang. De kogte kartofler bliver opbevaret i en nedgravet silo, så de kan holde sig hele vinteren.

Efterårsferien hed tidligere kartoffelferien. Den  blev indført i 1899  for at have en fælles uge, hvor børnene kunne samle kartofler.

Spisekartoflerne bliver lagt i et særligt mørkt rum i stalden, så holder de sig også fint, indtil næste høst.

 

 

 

Birgitte og jeg syede massevis af dukketøj på farmors symaskine. Hvis noget blev rigtig mislykket trøstede vi os med, at “det kunne dukkerne bare bruge i kartoflerne”. Mine dukker var usædvanlig veludstyrede med kartoffeltøj.

 

Sanna

Dengang hed hun Sanna – nu hedder hun Sus. I virkeligheden hedder hun Anna Susanne.
 Da hun var lille, var hun meget lille, og hvor var hun dejlig!

Første gang jeg rørte ved hende, føltes hun helt silkeblød, som Didde og Antons nye hundehvalp.

Anna Susanne Beier født 18. juni 1950. Sus/Sanna er uddannet arkitekt, er gift med læge Henrik Ommen og har fire børn.

Hun er en stor gevinst for mine lege. Allerede før hun kan gå, er hun en glimrende statist, hun er vældig god til at lytte og siger mig aldrig imod.

Så snart hun kan stavre rundt og sige et par ord, får hun tildelt vigtige roller, for eksempel som den lille Rødhætte – jeg er ulven, eller som dronning Alexandrine – jeg er Christian den Tiende.

Jeg spiller julemand og kommer med gaver – og Sanna har den godhed at lade som om, hun tror på det.

Jeg lader som om, det er for hendes skyld, at jeg bliver ved med at lege med dukker – og Sanna dækker villigt over min barnlighed.

Hun var den perfekte lillesøster!