Kjoler

”Nej, er du virkelig vokset så meget.”, lyder det to gange om året, når vintertøj og sommertøj skal prøves og bringes i orden til den kommende årstid. Mor vurderer om kjole og person, som til lejligheden er placeret stående på en køkkentaburet, stadig kan passe sammen. Kan kjolen lægges ned eller lægges ud, og bruges endnu en sæson? Kan den gå videre til en mindre søster? Er den færdig med at se godt ud, eller kan fodermesterungerne eventuelt arve? Og hvor meget nyt, skal der sys? Modebladet BURDA med snitmønstre bliver studeret grundigt, og modeller bliver valgt.

Så går turen til manufakturhandler Peter Jessen i Åbenrå. At overveje andre butikker var utænkeligt. Der havde vi regning og kunne få tingene med hjem i udvalg. Når mor kom i butikken, blev Peter Jessen eller sønnen Erik Jessen tilkaldt, og de nye nye kjolestoffer præsenteres. Bomuldsstofferne skulle være Gredana. Det var det bedste.

De næste uger var spisestuen omdannet til systue. Mor elskede det, og hun var meget dygtig til at sy. Kjolerne sad godt på vores tynde kroppe og hun vidste, hvem der skulle gå i rødt, og hvem der var pænest i blåt.

Ind imellem faldt hun dog for fristelsen til at klæde os alle fem i ens kjoler. Det var ikke altid lige heldigt. De små var for små og de store for store til den valgte model. Jeg husker specielt en serie lyseblå taftkjoler med pufærmer og fiskeøjneknapper syet til et afdansningsbal. De var ikke lige gode til os alle sammen.

 

Skriv et svar