Køer lugter godt, og så er de rolige. Hvis de er vant til at gå ad bestemte stier, gør de det – uden svinkeærinder.
Det var mit arbejde, at hente køerne hjem fra marken til aftenmalkning. Nogle marker lå langt væk ad støvede markveje. En kilometers penge eller så var det vel. Men det var et godt job, især når kusine Annette var med. Så var jeg ikke længere en lille splejset 10 årig, men en tapper rødhud på bison jagt, eller Tarzan på nye eventyr i junglen, nåh nej, jeg var Tarzans datter, og den lille røde cykel forvandlede sig villigt til en trofast hest for både cowboy og indianer. Alt imens traskede køerne af sted med mælkespændte yvere, hjem mod stald og malkning, kun vejledt af et lille rap med kæppen i ny og næ.
Anderledes var det, når tyren var med. En periode havde vi en rigtig galsindet en af slagsen, som viste os, hvem der bestemte, ved at pruste og skrabe i jorden. Og , jo tak, vi blev bange. Så gjaldt det om, at få jaget køerne hen til den, så at sige inddæmme den med køer og på den måde, få hele flokken listet hjem.
Slut med Tarzan, væk med cowboy og indianer bare to små bange piger. Og en olm tyr.
Det galsindede asen endte med at angribe min far. Som konsekvens nedlagde mor forbud mod at vi hentede køer, når tyren var med.