Opvask

Klokken tolv præcis skulle middagsmaden stå på bordet. Var den forsinket, skældte karlene ud på pigerne og viste deres mishag ved at slå med knivene på tallerknerne. Middagspausen varede kun til klokken et, så karlene skulle have tid til både mad og hvile før næste runde.

Der var altid to retter, for eksempel sødsuppe med globoller til forret for at lægge bund og derefter en eller anden kødret med sovs og kartofler. Altid sovs og kartofler.

Se, det genererede en masse opvask. Og hvem skulle klare den. Det skulle børnene.

Gad de det?

Nej, det gjorde de ikke!

Især ikke når pigerne havde ladet den brændte havregrødsgryde fra morgenmaden indgå i middagsopvasken.

Birgitte og jeg var ansvarlige den ene dag, Kitte og Nanna den næste. Birgitte og jeg gik i skole om eftermiddagen, så en dag så vi vores snit til at lade opvask være opvask og løbe op i skolen lige efter at have slugt den sidste mundfuld sovs og kartofler. Vi blev hentet hjem af en indigneret Nanna, som ikke ville spændes for opvaskevognen på vores dag. En hel flok unger fra skolen fulgte med  for at se, hvordan dramaet ville udvikle sig, og de blev ikke skuffede.. Bragt tilbage til den fædrene gård og opvask, stak vores mor os til vores store forundring sådan et par lussinger, at de små tilskuere forskrækket pilede tilbage til skolen.

Birgitte og jeg mulede noget over at have fået en offentlig afstraffelse. Svaret kom promte: ”Ja, om så kongen selv havde været til stede, havde I fået een på kassen”. Så forstod vi jo nok, at vores synd var stor og ikke skulle gentages.

Jeg husker episoden så tydeligt, fordi lussinger bestemt ikke var hverdagskost i vores familie, men bemærkningen var typisk for mor. Der var ikke noget der blev stukket under stolen eller fejet under gulvtæppet. Hun gjorde ikke noget, hun ikke kunne stå ved. “Om så kongen selv….

Skriv et svar