”Danmarks radio, København Kalundborg, Pressens radioavis,” lød det kl. 12 fra det store chatol-agtige møbel, der indeholdt både radio og grammofon.
Så skulle der være ro. Far skulle høre ”æ Presse”.
Efter ”æ Presse” kom middagskoncerten med “Radioens Underholdningsorkester” dirigeret af Grethe Kolbe – og ro og tryghed bredte sig, mens far fik sin middagslur.
Det allerbedste var børnetimens hørespil. “Skatteøen”, med 15 mand på en død mands kiste, “Oliver Twist” og “Kaptajn Grants børn”. Jeg sad nede på gulvet bag ved mors lænestol med øret klistret til højtalerens fletværk.
De store måtte høre gyseren “Sivah skriget”. Hvert afsnit indledes med et frygteligt langtrukket skrig. Når det lød, blev vi små sendt i seng. Vores fantasi fejlede ikke noget, så skriget gav anledning til mørkesnak om alt det uhyggelige, vi kendte til. Se nu bare ”Keldernæs morderen”, som stadig var på fri fod. Vi troede, at der var tale om ”Kældernes morder”, og overbeviste hinanden om, at han garantrisse opholdt sig i vores kartoffelkælder, hvor far under krigen havde gemt nogle engelske geværer for tyskerne
Keldernæs morderen havde begået et rovmord på en købmand i Keldernæs på Lolland. Han blev fanget og sat i Nyborg Statsfængsel, hvor han flygtede fra. Der var også den sindsyge mand, der var undsluppet fra Augustenborg Statshospital. En pige var vågnet, ved at han stod foran hendes toiletspejl og friserede det lange hår på et afhugget damehovede. Den historie, tror jeg ikke, havde bund i virkeligheden. Men uhyggelig, det var den.
Så kom fjernsynet til Korup. Det var Christan Møller og Misse, som boede i den anden ende af byen, der fik det første fjernsyn, og de åbnede beredvilligt deres stue for alle os unger, så vi kunne følge med i “Robin Hood” og grine af “Andy Pandy“.
Når det var “Andy Pandy” tid, kom Christian Møller ind fra stalden, placerede sig j den gode stol og grinede højt. Det var herligt, og jeg takker Misse og Christian i deres himmel.
Min mor mente ikke, at fjernsyn gjorde noget godt for menneskeheden, Vi skulle læse og lytte og skabe vores egne billeder. Så det varede en rum tid, før det første fjersyn blev stillet op på et meget ubekvemt sted med stive stole i spisestuen. Det skulle ikke være alt for attraktivt at sidde og glo ind i ”den dumme kasse”.
Det varede dog ikke længe, før hun indså, at slaget var tabt og fjernsynet listede sig ind i stuen. “Der bliver trods alt både sendt ballet og forestillinger fra ”Det Kongelige Teater,” forsvarede hun.