Arbejde – Hjørdis' barndom

Roer

Lange, lange rækker. Det tager timevis at hakke en række roer på å-ageren. De er 100 kilometer lange og giver 50 øre pr styk. Vi er som regel nogen stykker, søstre og kusiner på ferie, som langsomt arbejder os ned gennem rækkerne. Arbejdet består i at hakke ukrudt op og tynde ud i roerne, så der kun står én plante tilbage med ca 20 centimeters mellemrum. Meget tit kommer jeg til at hakke hele skidtet op, så planter jeg en af de små roer igen og håber det bedste. Det bedste er sjældent godt nok. De små svæklinge dør i den tørre jord, før jeg er færdig med rækken.

Roedyrkning var meget arbejdsintensivt. Roerne blev sået tæt i lige rækker med en radsåmaskine, når de og ukrudtet begyndte at vokse, blev der fjernet ukrudt mellem rækkerne med en radrenser. Så kom det manuelle lugearbejde: Roehakningen. Et arbejde, der  for en stor del blev udført af børn. Roerne skulle hakkes to gange med tre ugers mellemrum.  Derefter formodedes roeplanterne at være stærke nok til kunne tage kampen op mod ukrudtet alene.

For enden af marken er der en å, hvor vi bader efter det hårde slid. Men åen er farlig. I en krumning er der en strømhvirvel, og der kan man blive suget ned og drukne. Og ikke bare en strømhvirvel truer på det farlige sted, nej å-trolden bor der også, og hans livret er små blege og magre piger. Jeg har selv mærket, hvordan han trak i mine ben. Heldigvis fik jeg mig gispet op til overfladen, men det var i sidste øjeblik. “Og det passer”, slutter jeg historien med al den dramatik, jeg kan opbyde.

Jeg er tilbøjelig til selv at tro på mine historier, som hjælper til at underholde på de lange rækker. Og hvis de andre børn udtrykker tvivl om min vederhæftighed, har jeg svar på rede hånd, ”Æ har sjal løjst et i æ blad!” (jeg har selv læst det i avisen).

Se, det kan nok lukke munden på dem.

Roearbejdet er ikke overstået med hakningen. Om efteråret, før frosten går i jorden, skal roerne tages op, men først skal toppen “stikkes af” med et topjern. Mit arbejde er at sidde på traktoren og køre vognen frem i takt med, at en karl stikker toppen af og smider dem på vognen. Hvis jeg står op, kan mine ben godt nå ned til pedalerne samtidig med, at jeg holder i rattet.

Derefter bliver selve roerne taget op efter samme model og kørt sammen i bunker, såkaldte roekuler, som bliver dækket med halm og jord for at holde frosten ude.

Roerne er vintermad til kvæget, men først skal roerne vaskes og raspes. Det vil sige, de skal skæres i mindre stykker i en roerasper, som er en slags tromle med skarpe knive. Mere end én karl har mistet en finger ved at stikke hånden i maskinen for at fjerne en sten eller løsne en roe, der har sat sig fast.

Kartofler

Jeg gider ikke samle kartofler, men vi skal. Fra klokken 1 om eftermiddagen til klokken 6 om aftenen. Vi børn går sammen med et hold kartoffelkoner, som i sæsonen går fra gård til gård og samler kartofler op. De er på akkord, så det skal gå tjept.

Kartoffelkonerne kom fra hele sognet og længere væk. Det var husmandskoner, landarbejderkoner og hvem som helst, der ville tjene en "skilling." De havde deres mænds bukser og trøjer på og et tørklæde bundet om håret.  Pengene, de tjente, bestemte de selv over, og manden fik ikke at vide, hvor meget det var.

Det er bare om at holde næsen i sporet, fylde kurven og sørge for at få alle kartoflerne pillet op, ikke noget med at lade halvdelen ligge og rådne på marken. Det er koldt, det småregner og blæser, og først klokken tre kommer pigerne med eftermiddagsmad.

Hvor har jeg længtes efter klokken tre!

Der er to slags kartofler: Foderkartofler, som er vinterfoder til svinene og spisekartofler, som er menneskemad. Når vi er færdige med at samle, kommer et kæmpemonstrum af en kartoffelkoger og koger alle foderkartoflerne på én gang. De kogte kartofler bliver opbevaret i en nedgravet silo, så de kan holde sig hele vinteren.

Efterårsferien hed tidligere kartoffelferien. Den  blev indført i 1899  for at have en fælles uge, hvor børnene kunne samle kartofler.

Spisekartoflerne bliver lagt i et særligt mørkt rum i stalden, så holder de sig også fint, indtil næste høst.

Birgitte og jeg syede massevis af dukketøj på farmors symaskine. Hvis noget blev rigtig mislykket trøstede vi os med, at “det kunne dukkerne bare bruge i kartoflerne”. Mine dukker var usædvanlig veludstyrede med kartoffeltøj.

Opvask

Klokken tolv præcis skulle middagsmaden stå på bordet. Var den forsinket, skældte karlene ud på pigerne og viste deres mishag ved at slå med knivene på tallerknerne. Middagspausen varede kun til klokken et, så karlene skulle have tid til både mad og hvile før næste runde.

Der var altid to retter, for eksempel sødsuppe med globoller til forret for at lægge bund og derefter en eller anden kødret med sovs og kartofler. Altid sovs og kartofler.

Se, det genererede en masse opvask. Og hvem skulle klare den. Det skulle børnene.

Gad de det?

Nej, det gjorde de ikke!

Især ikke når pigerne havde ladet den brændte havregrødsgryde fra morgenmaden indgå i middagsopvasken.

Birgitte og jeg var ansvarlige den ene dag, Kitte og Nanna den næste. Birgitte og jeg gik i skole om eftermiddagen, så en dag så vi vores snit til at lade opvask være opvask og løbe op i skolen lige efter at have slugt den sidste mundfuld sovs og kartofler. Vi blev hentet hjem af en indigneret Nanna, som ikke ville spændes for opvaskevognen på vores dag. En hel flok unger fra skolen fulgte med for at se, hvordan dramaet ville udvikle sig, og de blev ikke skuffede.. Bragt tilbage til den fædrene gård og opvask, stak vores mor os til vores store forundring sådan et par lussinger, at de små tilskuere forskrækket pilede tilbage til skolen.

Birgitte og jeg mulede noget over at have fået en offentlig afstraffelse. Svaret kom promte: ”Ja, om så kongen selv havde været til stede, havde I fået een på kassen”. Så forstod vi jo nok, at vores synd var stor og ikke skulle gentages.

Jeg husker episoden så tydeligt, fordi lussinger bestemt ikke var hverdagskost i vores familie, men bemærkningen var typisk for mor. Der var ikke noget der blev stukket under stolen eller fejet under gulvtæppet. Hun gjorde ikke noget, hun ikke kunne stå ved. “Om så kongen selv….

Karle og piger

Karle og piger var der mange af på gårdene, og børn kom i bundter. Alene på vores gård var der to piger, tre karle, en fodermester og en fordermesterkone, plus diverse sæsonarbejdere, og så var der far og mor og fem børn.

Karle og piger: lønarbejdere i landbruget. De blev ansat for et halvt år ad gangen til maj eller november. De fik løn plus kost og logi. Der var ingen faste arbejdstider. Normalt startede arbejdsdagen kl. 6 eller 7 afhængig af årstiden og sluttede for karlenes vedkommende kl. 6 om aftenen. Pigerne havde først fri, når der var ryddet op efter aftensmaden og serveret aftenkaffe ca. kl. halv ni. Både karle og piger havde fri hver anden søndag.

Efter fyraften var der skæg og ballade. Der blev fjantet og gantet og slåsset med vand og spillet bold, og næsten alle lørdage, var der bal i det ene eller det andet forsamlingshus. Her gjaldt det for karlene om, at få lov til at følge en pige hjem. Noget en ordentlig pige selvfølgelig ikke tillod, med mindre der lå absolut reelle hensigter bag. Men mange piger endte jo alligevel sørgeligt nok med at ”lade sig lokke”, og så var der ikke andet at gøre end at blive gift i en fart.

Målet for de fleste var naturligvis at blive gift, men helst skulle man have sparet op til udbetaling på et lille sted, så man kunne blive selvstændig.

At ende som gift lønarbejder, det der så smukt blev kaldt fodermester, var langt fra en attraktiv skæbne.

Vi havde altid en fodermester familie boende i fordermesterhuset, en ussel klam og fugtig bolig, hvor der altid lugtede af kakkelovn og halvrådne kartofler. Der var som regel en masse beskidte dårligt ernærede unger, der blev flyttet med fra sted til sted hvert halve eller hele år. Så skolegang blev der ikke meget af, og kom de i skole, interesserede læreren sig ikke særligt for dem. De flyttede jo snart igen og var desuden helt sikkert småtbegavede.

Rengøring

Noget af det værste – det allerværste var forårsrengøring – værre end efterårsrengøring, der dog trods alt bar bud om kommende hygge med varme, stearinlysning og højtlæsning og helt for enden af forventningstunnellen – JUL.

Nej forårsrengøring. Koldt og uhyggeligt. Billeder bliver taget ned, møbler bliver flyttet, tæpper bliver slæbt ud og banket. Bøger væltes ud af reolen og støvsuges, mor og pigerne farer rundt og vrisser, og hvis man ikke får sig hummet i tide, kan man risikere at blive sat til at pudse kobbertøj. Men hvor pokker skal man humme sig hen, for de er jo over det hele. Det tager fulde tre dage før det hele er på plads og de nyvaskede gardiner hængt op foran de nypudsede vinduer.

”Er det ikke dejligt”, siger mor. ”Nej, det ved Gud det ikke er”, jeg kan bedst lide den smålumre halvbeskidte fortid.

Måske skal man selv have flyttet skidtet for ret at sætte pris på resultatet. Jeg husker i hvert fald en følelse af dyb tilfredshed, da jeg som 20 årig stod op kl. fire om morgenen for at gøre rent i nogle kontorlokaler i Århus. Jeg elskede duften af rengøringsmidler og kaffe som jeg kl. otte kunne møde de ansatte med, når de halvvågne og forsovede mødte på arbejde. Jeg husker derimod ikke, at de udtrykte nogen form for begejstring, endsige taknemmelighed.

Men jeg kan ikke snakke om rengøring uden at komme ind på fænomenet Kitte. Hun har ansvar for den smule kvindelig rengøringsdrift, jeg måtte have.

”Du må ikke larme med tallerknerne, når du vasker op, det er frygtelig ukvindeligt”, belærer hun, mens kluden lynhurtigt smutter fra komfuret til fliserne. Det hele sker med effektive og harmoniske bevægelser, som jeg forgæves forsøger at efterligne, hver gang – og jeg mener hver gang, jeg får en klud i hånden. Ligesom et hvert rengøringstiltag fra min side, har Kittes øjne på sig.

Hun kom engang på uanmeldt besøg, da jeg som ung mor boede i lejlighed i Sjællandsgade. Vi var midt i en af de utallige ombygninger, der har fyldt så meget af mit liv.

Kitte kommer. Kaster et blik rundt: ”Nej Hjørdis, sådan kan du ikke bo. Har du et par gummihandsker”? Handskerne bliver fundet frem og et par timer senere, mener hun godt jeg kan bo der.

Tilbage til barndommens rengøringsrutiner.
Udover de halvårlige hovedrengøringer var der naturligvis også den daglige rengøring på gården. Det foregik efter et nøje fastlagt ritual. Der var nogle ting, man gjorde hver dag, det hed at sysle, hvilket indebar, at man fejede og tørrede støv af møbler og nips. Så var der ”at gøre lørdagsrent”, hvor man vaskede gulv og bonede, pudsede komfur med ovnsværte, polerede messingbeslag og skurede bordplader. Alt nøje fastlagt i helt ufravigelige opgaver. Dertil kom, at alt rengøringsarbejde skulle ske om formiddagen. Om eftermiddagen kunne man pudse vinduer, lave havearbejde, stryge og reparere tøj. Tøjvask var derimod utænkeligt om eftermiddagen, det hørte formiddagen til. Og sådan havde alting sin rette tid og plads.

Høns og rotter

“Gok gok gok gok” Jeg bryder mig hverken om høns – eller rotter.

Det var mit arbejde at passe hønsene. I hvert fald om sommeren. De skulle have korn og vand, og der skulle samles æg.

Hønsene skræpper og flagrer, ja nøjagtig som forvirrede høns. Rotter er bare ekstremt ulækre, og der var mange af dem i hønsehuset i almindelighed og i foderkassen i særdeleshed. Foderkassen var høj, og jeg var lille. Så jeg måtte nærmest stå på hovedet i den med fødderne frit svævende, for at hentet korn op.

Rotterne holdt altid fest på hønsefoderet i kassen, så når jeg forstyrrede dem i festlighederne, ved at stikke mit hoved og tynde arme derned for at fylde mit kar med korn, sprang de fleste op af kassen, lige op i hovedet på mig. Men der var altid en eller anden stædig rad, som ikke sådan lige ville slutte festmåltidet, så den måtte lige have et ekstra rap med kornskovlen. Er der noget at sige til, at jeg først bankede kraftigt på døren til hønsehuset og derefter slog nogen gevaldige slag på foderkassen, for at fortælle rotterne, at jeg var på vej?

Køer

Køer lugter godt, og så er de rolige. Hvis de er vant til at gå ad bestemte stier, gør de det – uden svinkeærinder.
Det var mit arbejde, at hente køerne hjem fra marken til aftenmalkning. Nogle marker lå langt væk ad støvede markveje. En kilometers penge eller så var det vel. Men det var et godt job, især når kusine Annette var med. Så var jeg ikke længere en lille splejset 10 årig, men en tapper rødhud på bison jagt, eller Tarzan på nye eventyr i junglen, nåh nej, jeg var Tarzans datter, og den lille røde cykel forvandlede sig villigt til en trofast hest for både cowboy og indianer. Alt imens traskede køerne af sted med mælkespændte yvere, hjem mod stald og malkning, kun vejledt af et lille rap med kæppen i ny og næ.

Anderledes var det, når tyren var med. En periode havde vi en rigtig galsindet en af slagsen, som viste os, hvem der bestemte, ved at pruste og skrabe i jorden. Og , jo tak, vi blev bange. Så gjaldt det om, at få jaget køerne hen til den, så at sige inddæmme den med køer og på den måde, få hele flokken listet hjem.

Slut med Tarzan, væk med cowboy og indianer bare to små bange piger. Og en olm tyr.

Det galsindede asen endte med at angribe min far. Som konsekvens nedlagde mor forbud mod at vi hentede køer, når tyren var med.