Fra København til Korup

Vi havde to kusiner, som boede i København. Inge og Annette. Det var min fars søster, faster Magdas børn.

For min farmor var det at bo i København nogenlunde det fineste, man kunne drive det til her i verden. Virkeligheden for faster Magda var imidlertid langtfra hverken fin eller nem, men det er en anden historie. Når vi viste farmor en ny bluse eller kjole, min mor havde syet, slog hun hænderne sammen, og sagde begejstret: “Nej, hvem er da det, der kommer der? Det må da vist være lille Inge fra København, så fin du er!”

Inge og Annette holdt sommerferie hos os, hvert eneste år fra Annette var tre år gammel. Hun er syv måneder ældre end mig, hvilket selvfølgelig giver hende en vis status, men vi leger fantastisk sammen. Legene er dels inspireret af min læsning i kakkelovnskrogen og dels af Annettes erfaringer med indianere og cowboys fra Søndermarken i Købehavn, hvor Vesterbroungerne tilbragte det meste af deres tid, dejligt fri for voksen indblanding.

Om aftenen, når vi ligger i vores senge, lærer hun mig et og andet om livet på Vesterbro i almindelighed og i Istedgade i særdeleshed. “Der er en pige”, fortæller Annette, “hun er bare lidt ældre end os, som tager penge for det”. Jeg siger forundret: “Jamen, hvordan kan hun gøre det, så er hun jo ikke en pæn pige mere.” Annettes svar ryster mig: “Det kan være, hun slet ikke vil være en pæn pige,” og således belært om værdinormers relativitet forstår jeg, at verden udenfor Korup er stor.

Annette bærer også ansvaret for, at jeg helt bogstaveligt mister min barnetro, idet hun hævder, at det der med Gud og Jesus, bare er noget, man har fundet på ligesom den der med julemanden. Jeg henvender mig straks til den øverste autoritet på området, nemlig min mor for at få den kedelige påstand aflivet. Men min mor er et redeligt menneske, så hun forklarer troen for mig: “Vi tror, men vi ved ikke”.

Det var slet ikke det svar, jeg havde bedt om.

Jeg besøger engang Annette i København. En enkelt dag bare. Hun bor i en toværelses lejlighed på tredje sal. Der er deletoilet på trappen, og man vasker sig ved køkkenvasken. Annette og Inge har en køjeseng i det ene værelse, og faster Magda og onkel Christian har en sovesofa i stuen. Faster Magda undskylder:”Ja, det er jo ikke det, du er vant til”. Men hun behøver ikke bekymre sig. Det hele er meget spændende og meget eksotisk, og da både hun og onkel Christian ovenikøbet arbejder som henholdsvis slikmutter og kontrollør i Saga Bio, kommer vi gratis ind og ser “Den brændende prærie”, vist personligt på plads af onkel Christian i flot uniform og brilliantinehår.

Og jeg må ikke glemme at fortælle, at det var Annette, der lærte mig at synge “Rock around the Clock“, mens vi sad og spiste stikkelsbær fra farmors gode busk med de gule bær.

 

Skolen

Bzzzz siger det, når jeg med spyt skriver et flot svunget H på den varme kakkelovn.

Jeg sidder inderst på en bænk, som har plads til fem elever. En dejlig plads. Vi fem udgør hele første klasse. De fire andre er drenge, og de lugter af drenge, så jeg rykker lidt længere om bag kakkelovnen. Bzzzz

Vi små, det vil sige første til fjerde klasse, går i skole om eftermiddagen. De store, femte til syvende klasse, går om formiddagen. Lærer Jeppesen står for al undervisning bortset fra pigegymnastik og håndarbejde.

Lærer Jeppesen er langt fra nogen pædagogisk ildsjæl. Han misser med øjnene, smasker lidt med læberne og sætter os til at lave afskrivning efter danskbogen. Når han selv begynder at kede sig oppe på sit kateder, fortæller han et gammelt dansk sagn og lidt bibelshistorie og viser på det store atlas, hvor Jerusalem ligger.

Lærer Jeppesen er gift med Bertha, og engang imellem tager hun sig af gymnastikken, men for det meste gemmer hun sig inde i lejligheden, som har  dør lige ud til skolestuen. Når hun savner sin mand, pifter hun med fløjtekedelen. Så er der kaffe til ham og frikvarter til os. Hun  har dårlige nerver, så de holder sig for sig selv de to – oppe i skolen.  Nu og da ser vi ham hos købmanden, når de ugentlige indkøb skal klares. Altid i det samme jakkesæt.

Hver torsdag kl. to præcis kommer fru Majland cyklende fra Fogderup for at undervise pigerne i håndarbejde. Hun er lille og tynd, i sort kjole og med en menneskealders øvelse i at hækle mellemværk.

Mellemværk er en hæklet blonde, der mest bruges til at sy ind i pudebetræk. Konerne strikkede eller hæklede altid, så snart de sad ned. Man skulle have "flittige hænder". Min farmor efterlod sig i metervis af hæklet mellemværk.

Mit hvide mellemværk får hurtigt en kedelig gråsort farve, og det bliver så sært stramt i det. Mest af alt ligner det, det reb, vi binder køerne med.

Én gang om året er der eksamen. Forældrene kommer, præsten kommer og skolekommisionsformanden kommer helt fra Tønder.

Vi er nøje instrueret, hver elev har fået et spørgsmål, de skal svare på, når de bliver adspurgt, men alle skal række hånden op. Min opgave er at vise, at vi kan læse. Det er nemlig det, jeg kan. De store søstre har lært mig det, før jeg kom i skole. Så til allersidst siger lærer Jeppesen stolt: “Og nu til rosinen i pølseenden”. Rosinen, det er mig, den yngste elev, og jeg læser som en drøm.

Endnu et år er reddet.

Der gik imidlertid kun et par år, så satte min mor himmel og jord i bevægelse. Skolen blev lukket, lærer Jeppesen fik en tjenestemandspension og flyttede, og de elever, som ikke allerede havde skiftet skole på initiativ af  bekymrede forældre, blev sendt til centralskolen i Ravsted, hvor de fleste fik lært at læse. Men det er en anden historie.

Høstfest

Det er sjovt!

Det er rigtig sjovt

De tre største gårde, landsbyens aristokrati, slår sig sammen og holder fest for alle, der har hjulpet til med at få høsten i hus. Og det er mange. Vi fylder rask væk skolens gymnastiksal, som er pyntet med kornneg, georginer og dannebrogsflag. Alt er meget smukt.

Billede af en selvbinder
En selvbinder

Der er højtbelagt smørrebrød. Hjemmelavet selvfølgelig. Ål er det fineste, men flæskesteg og frikadeller er sandelig også godt. Til maden er der øl og vand og til ballet, kan man få øl og flyversjusser.

 

Bønderne konkurrerede om, hvem der først fik høsten i hus. Vinderen kørte gennem landsbyen med sit allersidste læs og hoverede fra toppen af læsset med et neg sat på fork som en sejrsfane. 

Vi piger sad også højt oppe på læsset. Vores opgave under høsten havde været "at lade" , det vil sige lægge negene stabilt til rette, så læssene kunne blive rigtig høje, jo højere jo bedre.

Der bliver holdt taler, folkene bliver takket og der bliver skålet og sunget fra højskolesangbogen. Christian Møller synger for med høj og malmfuld røst. Vokaler bliver trukket ud, så selv Axel Schiøtz måtte blive misundelig.

På et tidspunkt intonerer han kærlighedssangen ”Husker du i høst” og skæver hen til mor, mens vokalerne får en ekstra tand. Og var der ikke noget mellem de to engang? Mor bliver i hvert fald synligt irriteret og bemærker, at det jo slet ikke er en høstsang.

Ud på aftenen gør flyversjusserne deres virkning og sandheder kan siges. Både opsparet irritation og vrede, men også kærlighedserklæringer, kan undtagelsesvis ytres. Nøjagtig som ved vore dages julefrokoster.

Når værterne synes, festen har udviklet sig tilstrækkelig, bliver der serveret suppe og så er det slut. Sovende børn bliver samlet op fra gulv og bænke, og nogle af de mest ædruelige piger og koner tager det første oprydningsnap

“Høj cigarføring”

At ryge er meget forbudt.

Det mest forbudte, vi kan finde på.

Altså skal der ryges, når vi er alene hjemme. Vi forgriber os på gæstecigaretterne, hvis der ellers er nogen. Hvis ikke, må vi ty til fars cigarer.

Så snart de voksne er vel ude af døren, kommer rygetøjet frem. Cigaret, tændstikker og en hårklemme, som vi sætter cigaretten fast i. Fingrene kommer ikke til at lugte, og vi kan få det allersidste sug ud af et lille skod.

Så sidder vi der og ryger. Alle fem på stribe. Den samme cigaret går på omgang. Også til den lille Sanna, som dårligt kan holde på den.

Vi hoster og får tårer i øjnene, men det skal jo gøres.

Tante Karens mærke

Vi havde en tante Karen, som røg på den mest elegante facon. Hun pustede røgen ud af munden og sugede den op i næsen, før den igen, med en fuldendt røgring, blev sendt ud i atmosfæren. Det var sådan, det skulle gøres, og det gjorde vi. Den dag i dag ryger vi alle fem på samme måde: højre albue hviler i venstre hånd, røg pustes ud og suges op i næsen og ud igen, nøjagtig så elegant som tante Karen.

Rygeriet havde i det hele stor status som forbudt beskæftigelse. Således har jeg været med til at dele en stor cigar i skolen. De sanitære installationer bestod af et godt gammeldags stinkende lokum: en spand med en trækasse med hul i til at sidde på. Der blev den tændte cigar lagt, og så skiftedes vi til at gå ud og få et bab. Men der skulle jo være et vist flow, ellers gik skidtet jo ud.

En anden gang havde min gode veninde Jytte og jeg forsynet os fra min fars cigarkasse. Et par gode cigarer blev stukket op i buksebenet. Vi havde sådan nogen dejlige rummelige underbukser med lodden vrang og elastik i benene. Fremragende erstatningslommer. Der boede så tændstikker og cigarer, mens vi pilede ned til kanalen, fjernt fra voksne blikke. Og vi røg, og vi røg, og vi vaklede hjem, og vi brækkede os, og vi blev puttet i seng af bekymrede mødre, som var overbeviste om, at vi havde spist noget, vi ikke kunne tåle. Men det var da mærkeligt – begge to på samme tid?

Jytte og jeg siger ikke noget!

Birgitte

BirgitteJeg blev født med navlestrengen solidt viklet om halsen og var tæt på at blive kvalt, jeg kunne ikke åbne øjnene og var trykket og presset i kraniet og bestemt ikke noget kønt syn i følge min mor.

 

Birgitte Kathrine Beier er født den 16. maj 1943. Hun er uddannet sygeplejerske og gift med læge Johannes Gothen. De har tre børn.

Men da Birgitte på to år ser mig første gang, hopper hun begejstret op og ned og siger ”lille prasesse, lille prasesse”, og lige siden har hun betragtet mig som sin egen personlige prinsesse.

Jeg elsker hende – så det ind i mellem ligefrem gør ondt . Hun er så køn og god til alting, og vi hører sammen Birgitte og jeg.  Så selvfølgelig bliver jeg noget fortørnet, da hun får sin første kæreste! Det hører jo ingen steder hjemme!

Jeg ville gerne kunne male stemningen frem i vores lege, hvor jeg oplever en samhørighed en lethed og et ”flow,” som jeg kun sjældent har følt senere.

“Fine damer”

”Frøken Petersen”, og så lidt højere med affekteret stemme og på rigsdansk, ”Frøken Petersen! Kan De da slet ikke høre! Kaffen skal serveres i stuen, og det skal være nu!” og  den fine dame lægger hånden på panden, ser lidende ud og fortsætter samtalen med fru Hofenstein. ”Ja, jeg vil altså bare sige Dem, tjenestefolk er helt umulige nu om dage.” Fru Hofenstein kan ikke være mere enig og snakken går videre, om det store bal på slottet, og hvad de fine damer skal have på.

Desværre varer det ikke længe, før de er i et helt ufint skænderi på sønderjysk om, hvem der skal have lov til at have den flotteste kjole: Den brune, rundskårne med de små blomster. En donation fra min mor til udklædningskassen. Det er som regel Birgitte, der vinder med truslen om ellers at forlade legen. Vi falder hurtigt ind i rollerne igen, og vi kan fortsætte med at leve vores tyranniske sider helt ud.

Vi havde et lille fint sekskantet lysthus. Det lå lidt skjult nede i haven. Der var små stole og borde og et lille spritkomfur, hvor vi bagte pandekager. Sjovt nok optrådte de fine damer aldrig i lysthuset. Der øvede vi os i stedet på at blive helt almindelige husmødre. Vi gjorde rent, lavede mad og inviterede gæster og ind i mellem “boede” vi der i flere dage. Vi fik papirpenge af mor, så vi kunne købe mad af hende og holde regnskab. Det var frygtelig morsomt. Forstå det hvem der kan.

Radio og fjernsyn

”Danmarks radio, København Kalundborg, Pressens radioavis,” lød det kl. 12 fra det store chatol-agtige møbel, der indeholdt både radio og grammofon.

Så skulle der være ro. Far skulle høre ”æ Presse”.

Efter ”æ Presse” kom middagskoncerten med “Radioens Underholdningsorkester” dirigeret af Grethe Kolbe – og ro og tryghed bredte sig, mens far fik sin middagslur.

Det allerbedste var børnetimens hørespil. “Skatteøen”, med 15 mand på en død mands kiste, “Oliver Twist” og “Kaptajn Grants børn”. Jeg sad nede på gulvet bag ved mors lænestol med øret klistret til højtalerens fletværk.

De store måtte høre gyseren “Sivah skriget”. Hvert afsnit indledes med et frygteligt langtrukket skrig. Når det lød, blev vi små sendt i seng. Vores fantasi fejlede ikke noget, så skriget gav anledning til mørkesnak om alt det uhyggelige, vi kendte til. Se nu bare ”Keldernæs morderen”, som stadig var på fri fod. Vi troede, at der var tale om ”Kældernes morder”, og overbeviste hinanden om, at han garantrisse opholdt sig i vores kartoffelkælder, hvor far under krigen havde gemt nogle engelske geværer for tyskerne

Keldernæs morderen havde begået et rovmord på en købmand i Keldernæs på Lolland. Han blev fanget og sat i Nyborg Statsfængsel, hvor han flygtede fra.

Der var også den sindsyge mand, der var undsluppet fra Augustenborg Statshospital. En pige var vågnet, ved at han stod foran hendes toiletspejl og friserede det lange hår på et afhugget damehovede. Den historie, tror jeg ikke, havde bund i virkeligheden. Men uhyggelig, det var den.

Så kom fjernsynet til Korup. Det var Christan Møller og Misse, som boede i den anden ende af byen, der fik det første fjernsyn, og de åbnede beredvilligt deres stue for alle os unger, så vi kunne følge med i “Robin Hood” og grine af “Andy Pandy“.

Andy Pandy

Når det var “Andy Pandy” tid, kom Christian Møller ind fra stalden, placerede sig j den gode stol og grinede højt. Det var herligt, og jeg takker Misse og Christian i deres himmel.

Min mor mente ikke, at fjernsyn gjorde noget godt for menneskeheden, Vi skulle læse og lytte og skabe vores egne billeder. Så det varede en rum tid, før det første fjersyn blev stillet op på et meget ubekvemt sted med stive stole i spisestuen. Det skulle ikke være alt for attraktivt at sidde og glo ind i ”den dumme kasse”.

Det varede dog ikke længe, før hun indså, at slaget var tabt og fjernsynet listede sig ind i stuen. “Der bliver trods alt både sendt ballet og forestillinger fra ”Det Kongelige Teater,” forsvarede hun.

Kjoler

”Nej, er du virkelig vokset så meget.”, lyder det to gange om året, når vintertøj og sommertøj skal prøves og bringes i orden til den kommende årstid. Mor vurderer om kjole og person, som til lejligheden er placeret stående på en køkkentaburet, stadig kan passe sammen. Kan kjolen lægges ned eller lægges ud, og bruges endnu en sæson? Kan den gå videre til en mindre søster? Er den færdig med at se godt ud, eller kan fodermesterungerne eventuelt arve? Og hvor meget nyt, skal der sys? Modebladet BURDA med snitmønstre bliver studeret grundigt, og modeller bliver valgt.

Så går turen til manufakturhandler Peter Jessen i Åbenrå. At overveje andre butikker var utænkeligt. Der havde vi regning og kunne få tingene med hjem i udvalg. Når mor kom i butikken, blev Peter Jessen eller sønnen Erik Jessen tilkaldt, og de nye nye kjolestoffer præsenteres. Bomuldsstofferne skulle være Gredana. Det var det bedste.

De næste uger var spisestuen omdannet til systue. Mor elskede det, og hun var meget dygtig til at sy. Kjolerne sad godt på vores tynde kroppe og hun vidste, hvem der skulle gå i rødt, og hvem der var pænest i blåt.

Ind imellem faldt hun dog for fristelsen til at klæde os alle fem i ens kjoler. Det var ikke altid lige heldigt. De små var for små og de store for store til den valgte model. Jeg husker specielt en serie lyseblå taftkjoler med pufærmer og fiskeøjneknapper syet til et afdansningsbal. De var ikke lige gode til os alle sammen.