Fra København til Korup

Vi havde to kusiner, som boede i København. Inge og Annette. Det var min fars søster, faster Magdas børn.

For min farmor var det at bo i København nogenlunde det fineste, man kunne drive det til her i verden. Virkeligheden for faster Magda var imidlertid langtfra hverken fin eller nem, men det er en anden historie. Når vi viste farmor en ny bluse eller kjole, min mor havde syet, slog hun hænderne sammen, og sagde begejstret: “Nej, hvem er da det, der kommer der? Det må da vist være lille Inge fra København, så fin du er!”

Inge og Annette holdt sommerferie hos os, hvert eneste år fra Annette var tre år gammel. Hun er syv måneder ældre end mig, hvilket selvfølgelig giver hende en vis status, men vi leger fantastisk sammen. Legene er dels inspireret af min læsning i kakkelovnskrogen og dels af Annettes erfaringer med indianere og cowboys fra Søndermarken i Købehavn, hvor Vesterbroungerne tilbragte det meste af deres tid, dejligt fri for voksen indblanding.

Om aftenen, når vi ligger i vores senge, lærer hun mig et og andet om livet på Vesterbro i almindelighed og i Istedgade i særdeleshed. “Der er en pige”, fortæller Annette, “hun er bare lidt ældre end os, som tager penge for det”. Jeg siger forundret: “Jamen, hvordan kan hun gøre det, så er hun jo ikke en pæn pige mere.” Annettes svar ryster mig: “Det kan være, hun slet ikke vil være en pæn pige,” og således belært om værdinormers relativitet forstår jeg, at verden udenfor Korup er stor.

Annette bærer også ansvaret for, at jeg helt bogstaveligt mister min barnetro, idet hun hævder, at det der med Gud og Jesus, bare er noget, man har fundet på ligesom den der med julemanden. Jeg henvender mig straks til den øverste autoritet på området, nemlig min mor for at få den kedelige påstand aflivet. Men min mor er et redeligt menneske, så hun forklarer troen for mig: “Vi tror, men vi ved ikke”.

Det var slet ikke det svar, jeg havde bedt om.

Jeg besøger engang Annette i København. En enkelt dag bare. Hun bor i en toværelses lejlighed på tredje sal. Der er deletoilet på trappen, og man vasker sig ved køkkenvasken. Annette og Inge har en køjeseng i det ene værelse, og faster Magda og onkel Christian har en sovesofa i stuen. Faster Magda undskylder:”Ja, det er jo ikke det, du er vant til”. Men hun behøver ikke bekymre sig. Det hele er meget spændende og meget eksotisk, og da både hun og onkel Christian ovenikøbet arbejder som henholdsvis slikmutter og kontrollør i Saga Bio, kommer vi gratis ind og ser “Den brændende prærie”, vist personligt på plads af onkel Christian i flot uniform og brilliantinehår.

Og jeg må ikke glemme at fortælle, at det var Annette, der lærte mig at synge “Rock around the Clock“, mens vi sad og spiste stikkelsbær fra farmors gode busk med de gule bær.

 

Farmor og farfar

Farmor var lille og rund og munter, farfar høj og knoklet og alvorlig. Det lyder som en kliche, men sådan var det. De boede i et aftægtshus, som blev bygget til dem, da min mor og far overtog gården i 1944.

Farmor sad i sin stol og hæklede, farfar lå på sin sofa med avisen. Når vi kom rejste han sig op og satte sig hen i den stol, der var hans. Vi kravlede op på hans knæ, og så læste han op med monoton rytmisk stemme fra “Den store Bastian”.

“På Vesterbro en neger gik. Fornam på issen solens stik”.

Så kommer der tre små lømler og gør nar af den sorte mand. Men den Store Bastian kommer til og formaner: “Gør ikke nar af negerens den sorte hud. Den fik han af den gode Gud”.

Og Bastianen tager lømlerne og dypper dem i blækhuset – så kan de lære det, kan de. Og bogen er fuld af andre gode vers om at spise op, klippe negle, være høflig og ikke sutte på tommelfinger, for så “springer døren op, og straks kommer skrædderen med sin saks”, og han klipper fingeren af, og sådan er det hele vejen igennem. Når læsningen er slut får vi et bolsje fra en bulet blikdåse, og alt er såre godt.

 

Om at være dansk i Sønderjyllands tyskertid

Farmor var enebarn og enearving til slægtsgården. Hun var køn, sjov og “rig”, så der var mange bejlere. Blandt dem var Søren Beier, som ikke selv havde nogen gård.  Farmor afviste dem alle. Men da hendes mor døde, fortæller hun,” skrev jeg til far (Søren Beier) og sagde, han skulle komme”. Det gjorde han, og sådan blev det.

Omkring ti år før farmor og farfar blev født, havde Danmark tabt Sønderjylland til Tyskland i krigen 1864. De danske sønderjyder fik efter nederlaget en hård tid. Som ung mand blev farfar på grund af sin højde udset til at være garder hos Kejser Wilhelm i Berlin. Hans opgave var at slå på en triangel i det kejserlige militærorkester, et job der trods alt var til at overskue. Rigtig slemt blev det imidlertid, da han flere år senere blev indkaldt til at kæmpe i første verdenskrig på tysk side. Da havde han både kone og gård og tre små børn at tage sig af.

Første verdenskrig var en vanvittig krig, hvor soldaterne lå beskidte og lusede i lange grøfter, såkaldte skyttegrave. Engang imellem blev de kommanderet op for at angribe eller forsvare. Så slog de hinanden ihjel i en dagstid eller to, hvorefter de trak sig tilbage til deres beskidte grøfter igen og ventede på næste kommando til at lade sig slå ihjel. Farfar slap mirakuløst fra det med livet, men det var der 6.000 andre sønderjyder, der ikke gjorde. Hans krigsoplevelse gjorde hverken ham eller farmor mildere stemt overfor det tyske regime.

Afstemningsplakat 1920

Tyskerne tabte krigen og måtte acceptere en folkeafstemning om Sønderjyllands fremtid.

Nordslesvig stemte sig til Danmark, Sydslesvig til Tyskland.

Min far

Peter Nissen Beier

”Æ ska jo ha det hjært”, (Jeg skal jo have det her), hørte min farmor sin otteårige søn sige, mens han maskulint skrævende med tommelfingeren pegede bagud på den røde gård. Han stod med en gruppe kammerater og diskuterede, hvad de skulle være, når de blev store. De andre skulle være alt muligt fantasifuldt, men for Peter Beier var der ingen tvivl. ”Æ ska ha det hjært”.

Selvfølgelig skulle den eneste søn arve gården. Der havde været en ældre bror, men han døde af kighoste, før min far blev født. Han hed også Peter Nissen Beier, så far arvede både navn og gård efter ham.

Peter Beier blev født den 23. september 1913 i Korup og døde den 18. december 1996 i Korup. Hans far, Søren Beier, deltog i 1. verdenskrig på tysk side, da Sønderjylland fra 1864 - 1920 hørte til Tyskland.

Peter Beier blev uddannet landmand på både efterskole, højskole og landbrugsskole og var desuden en periode landvæsenselev på en større gård på Sjælland. Han giftede sig i 1939 med Ingrid Fog-Petersen, der var lærerinde på Ravsted skole. Sammen fik de 5 børn.

Gården var en del af ham, en del af familien, gået i arv i flere generationer, ofte på spindesiden. Nu er det Sus, der bor der, og hun har skabt et lille paradis. Alt inde, ude og omkring den røde gård er smukt og frodigt. Men jorden er forpagtet ud, dyrerne er væk, karle og piger forsvundet, og det er højst usandsynligt, at et af fars tretten børnebørn vil overtage gården.

Dengang gav gården brød til mange munde. På ægte bondevis beklagede han sig ofte over faldende svine- og mælkepriser, for meget eller for lidt vand, hagl og utøj, flyvehavre, stigende benzinpriser og udgifter til smarte ruskindsjakker til de ældste, og hvad der ellers kan plage en mand og landmand. ”Vi kommer på fattiggården”, var hans stående udtryk.

Vi tog det nu ikke så tungt. For det første var der ingen fattiggård at komme på, for det andet var vi helt trygge ved, at far havde styr på det. Og det havde han. Der var altid de penge, der skulle bruges.

Da vi efterhånden begyndte at gå i skole i Ravsted, Tønder eller Åbenrå indebar det for os en cykletur på tre – fire kilometer til skole eller rutebil. Om vinteren, og når vejret var dårligt, forbarmede far sig meget tit over os, læssede cyklerne på bilen og kørte os. Men vi tøser havde svært ved at nosse os færdige om morgenen, der skulle både touperes hår og laves spytkrøller. Så sad han ude i bilen med motoren tændt og sagde:”Hvis I ikke kommer nu, så kører jeg”, så kom vi. Historien er god, fordi den viser hans kærlighed og blødhed, pakket ind i noget, han troede, var barskt.

 

 

 

 

Sanna

Dengang hed hun Sanna – nu hedder hun Sus. I virkeligheden hedder hun Anna Susanne.
 Da hun var lille, var hun meget lille, og hvor var hun dejlig!

Første gang jeg rørte ved hende, føltes hun helt silkeblød, som Didde og Antons nye hundehvalp.

Anna Susanne Beier født 18. juni 1950. Sus/Sanna er uddannet arkitekt, er gift med læge Henrik Ommen og har fire børn.

Hun er en stor gevinst for mine lege. Allerede før hun kan gå, er hun en glimrende statist, hun er vældig god til at lytte og siger mig aldrig imod.

Så snart hun kan stavre rundt og sige et par ord, får hun tildelt vigtige roller, for eksempel som den lille Rødhætte – jeg er ulven, eller som dronning Alexandrine – jeg er Christian den Tiende.

Jeg spiller julemand og kommer med gaver – og Sanna har den godhed at lade som om, hun tror på det.

Jeg lader som om, det er for hendes skyld, at jeg bliver ved med at lege med dukker – og Sanna dækker villigt over min barnlighed.

Hun var den perfekte lillesøster!

 

Min mor

Ingrid Fog-Petersen

Ingrid Fog-Petersen født i Skanderborg 1911. Uddannet lærerinde fra Århus Seminarium, lærerinde på Ravsted Skole fra 1936 – 39. Gift med Peter Beier 1939. Død i Korup 2008.

Min mor var den ukronede matriark og åndelige overhoved på gården. Hendes regime byggede på devisen ”Frihed for Loke såvel som for Thor”, Loke burde dog retledes, så han efterhånden kunne blive lidt mere Thor-agtig.

I den nordiske mytologi er Loke lidt af en skiderik, og Thor er en helt. Udtrykket stammer fra Grundtvigs rimbrev fra 1832: Frihed skal være vort løsen i Nord, frihed for Loke såvel som for Thor.

Så for ret at lede os i den rigtige retning, blev der satset på vores åndelige og intellektuelle udvikling. Der blev diskuteret og argumenteret, så en anden en blev ganske træt og ør i hovedet. Gennem det levende ord blev kulturarven formidlet, så gamle Grundtvig må have frydet sig i sin norrøne himmel.

Jeg labbede det hele i mig.

Mor kommer fra en gammel familie af grundtvigianske præster og højskolefolk, både på fars og mors side. Helt i slægtens ånd valgte hun at arbejde som lærer i Ravsted . Det var hendes ønske at være med til at udbrede dansk sprog og kultur i Sønderjylland, der først var blevet dansk efter en folkeafstemning i 1920.

Mon der er andre nulevende, der kan prale af, at ”Hjortens flugt” gav dem onde drømme som 10 årige? Eller som stadig har Gösta Berlings Saga som nummer et på hitlisten? og er der måske andre, der kan Højskolesangbogen udenad?

Fritz Helmuth og Githa Nørby i Ung Leg

Mor gjorde også sit bedste for at være fremsynet og følge med i, hvad der rørte sig i tiden. Kitte og Nanna blev som de ældste taget med i biografen for at se filmen ”Ung Leg”. Filmen havde vakt en del postyr og forargelse, fordi den fremstillede en ungdom, der spillede trompet og gik i seng med hinanden uden at være hverken gift eller forlovede.

Og hvad mor ikke bibragte os, kunne vi heldigvis selv finde frem til. Inderst i pengeskabet fandt vi ”Sangen om om den røde rubin”. En bog, om en ung nordmands seksuelle udvikling. Bogen blev i 1957 forbudt for sit usædelige indhold. Vi studerede de frække steder grundigt- flere gange, og listede så bogen tilbage på sin plads.

Bøger og fortællinger er ikke nok. Ting skal ses og opleves. Hver sommerferie blev der afsat tre dage til køretur i Danmark. Vi skulle kende vores land. Det var ren fryd! Hele familien pakket sammen, fire børn på bagsædet, far og mor og Sanna på forsædet. Telt, campingudstyr og diverse pik pak i bagagerum og på tag, og så af sted. Vi så kalkminer i Daubjerg, stenalder på Hjerl hede, den tilsanded kirke, Gåsetårnet i Vordinborg, Joakim Skovgaards billeder i Viborg domkirke og meget meget mere.

Vi købte kirsebær og ærter ved landevejen kogte dåsepølser og spiste havregryn og sov i telt. Det vil sige far og vi børn sov i telt. Mor sov på hotel. Campinglivet var ikke lige noget for hende. Det gav hende kløe og ondt i ryggen.

Det var tre magiske dage – far kunne ikke være længere væk fra gården – men det føltes som en evighed.

Mors kærlighed til os var uden grænser og hendes engagement i vores liv ufatteligt. Til sin død huskede hun for eksempel navnene på mine gymnasiekammerater bedre end jeg selv.

Kærligheden og indflydelse rakte også til de tretten børnebørn, godt illustreret af Nannas lille søn Sean. Da han for første gang i sit lille liv bemærkede at træerne var ved at springe ud, sagde han: “Se, det har mormor gjort!”

Hjørdis

Vi var fem søstre. Kitte var den kønne, Nanna var den gode, Birgitte var den charmerende, jeg var den kloge og Sanna var den lille.

At jeg fik tildelt rollen som den kloge, skyldes  to ting. For det første var  rollen ledig, og  for det andet en oplevelse min mor havde,  da hun fik barselsfeber og blev indlagt sammen med mig på Tønder sygehus.

Hjørdis Beier er født den 15. august 1945. Hun er uddannet lærer og gift med arkitekt Jens Svendsen. De har tre børn: Mette, Anna Sofie og Nina.

Dengang- i 1945 – var sygehuset fyldt op med de mest syge af de 350.000 tyske flygtninge, der var kommet til Danmark efter krigen og nu opholdt sig spærret inde bag pigtråd i Oksbøl lejren. En tysk kvinde kom hen til min mors seng og beundrede mig. ”Ach wie schön sie ist.” Nåh, det ved min mor nu ikke rigtig, hendes andre børn havde været noget kønnere. ”Aber sie hat kluge Augen, kluge Augen, ” siger kvinden og græder. Min mor fandt senere ud af, at kvinden havde født et vanskabt og åndsvagt barn.

 

Birgitte

BirgitteJeg blev født med navlestrengen solidt viklet om halsen og var tæt på at blive kvalt, jeg kunne ikke åbne øjnene og var trykket og presset i kraniet og bestemt ikke noget kønt syn i følge min mor.

 

Birgitte Kathrine Beier er født den 16. maj 1943. Hun er uddannet sygeplejerske og gift med læge Johannes Gothen. De har tre børn.

Men da Birgitte på to år ser mig første gang, hopper hun begejstret op og ned og siger ”lille prasesse, lille prasesse”, og lige siden har hun betragtet mig som sin egen personlige prinsesse.

Jeg elsker hende – så det ind i mellem ligefrem gør ondt . Hun er så køn og god til alting, og vi hører sammen Birgitte og jeg.  Så selvfølgelig bliver jeg noget fortørnet, da hun får sin første kæreste! Det hører jo ingen steder hjemme!

Jeg ville gerne kunne male stemningen frem i vores lege, hvor jeg oplever en samhørighed en lethed og et ”flow,” som jeg kun sjældent har følt senere.

“Fine damer”

”Frøken Petersen”, og så lidt højere med affekteret stemme og på rigsdansk, ”Frøken Petersen! Kan De da slet ikke høre! Kaffen skal serveres i stuen, og det skal være nu!” og  den fine dame lægger hånden på panden, ser lidende ud og fortsætter samtalen med fru Hofenstein. ”Ja, jeg vil altså bare sige Dem, tjenestefolk er helt umulige nu om dage.” Fru Hofenstein kan ikke være mere enig og snakken går videre, om det store bal på slottet, og hvad de fine damer skal have på.

Desværre varer det ikke længe, før de er i et helt ufint skænderi på sønderjysk om, hvem der skal have lov til at have den flotteste kjole: Den brune, rundskårne med de små blomster. En donation fra min mor til udklædningskassen. Det er som regel Birgitte, der vinder med truslen om ellers at forlade legen. Vi falder hurtigt ind i rollerne igen, og vi kan fortsætte med at leve vores tyranniske sider helt ud.

Vi havde et lille fint sekskantet lysthus. Det lå lidt skjult nede i haven. Der var små stole og borde og et lille spritkomfur, hvor vi bagte pandekager. Sjovt nok optrådte de fine damer aldrig i lysthuset. Der øvede vi os i stedet på at blive helt almindelige husmødre. Vi gjorde rent, lavede mad og inviterede gæster og ind i mellem “boede” vi der i flere dage. Vi fik papirpenge af mor, så vi kunne købe mad af hende og holde regnskab. Det var frygtelig morsomt. Forstå det hvem der kan.

KitteNanna

KitteNanna: Tvillingerne i ét ord. De er så forskellige, at man skulle tro det var løgn, men de hænger sammen , gør de – KitteNanna.

Kitte elsker at hjælpe mor i huset. Jeg skulle nok snarere sige, at mor hjælper Kitte. For Kitte ved, hvordan alting skal gøres i hus og have og indenfor personlig pleje.

Hun lærer mig, at den bedste creme hedder “Tokalon”. Den kan købes hos købmanden, og med den er jeg sikker på ikke at få rynker i mit otteårige ansigt. Øjenbrynene skal have lidt creme og så skal de redes i facon. Men Kitte er sandelig ikke kun til pynt, hvis de store drenge driller mig henne i skolen, går hun lige i flæsket på dem, og så bliver der ro.

Nanna elsker at hjælpe far. Hun kører traktor med de store maskiner, hjælper til i stalden og ved noget om det hele. Så snart hun bliver gammel nok, får hun en knallert, som hun selv passer og holder ved lige.

Ellen Kirstine la Cour Beier, alias Kitte, og Nanna Fog-Petersen Beier blev født den 29. april 1940.
Kitte er uddannet sygeplejerske og gift med civilingeniør Verner Dahlerup har tre børn.
Nanna er uddannet lærer og var en periode gift med amerikaneren Michael Moser har et barn.

Ligesom Kitte lærer mig takt og tone og andre feminine dyder, sørger Nanna for min moralske habitus. Hun lader ikke slaphed og dovenskab passere, og græmmer sig tydeligt, hvis hun tager mig i en løgn eller i bare at pynte lidt på en historie.