Sådan var det – Hjørdis' barndom

Skolen

Bzzzz siger det, når jeg med spyt skriver et flot svunget H på den varme kakkelovn.

Jeg sidder inderst på en bænk, som har plads til fem elever. En dejlig plads. Vi fem udgør hele første klasse. De fire andre er drenge, og de lugter af drenge, så jeg rykker lidt længere om bag kakkelovnen. Bzzzz

Vi små, det vil sige første til fjerde klasse, går i skole om eftermiddagen. De store, femte til syvende klasse, går om formiddagen. Lærer Jeppesen står for al undervisning bortset fra pigegymnastik og håndarbejde.

Lærer Jeppesen er langt fra nogen pædagogisk ildsjæl. Han misser med øjnene, smasker lidt med læberne og sætter os til at lave afskrivning efter danskbogen. Når han selv begynder at kede sig oppe på sit kateder, fortæller han et gammelt dansk sagn og lidt bibelshistorie og viser på det store atlas, hvor Jerusalem ligger.

Lærer Jeppesen er gift med Bertha, og engang imellem tager hun sig af gymnastikken, men for det meste gemmer hun sig inde i lejligheden, som har dør lige ud til skolestuen. Når hun savner sin mand, pifter hun med fløjtekedelen. Så er der kaffe til ham og frikvarter til os. Hun har dårlige nerver, så de holder sig for sig selv de to – oppe i skolen. Nu og da ser vi ham hos købmanden, når de ugentlige indkøb skal klares. Altid i det samme jakkesæt.

Hver torsdag kl. to præcis kommer fru Majland cyklende fra Fogderup for at undervise pigerne i håndarbejde. Hun er lille og tynd, i sort kjole og med en menneskealders øvelse i at hækle mellemværk.

Mellemværk er en hæklet blonde, der mest bruges til at sy ind i pudebetræk. Konerne strikkede eller hæklede altid, så snart de sad ned. Man skulle have "flittige hænder". Min farmor efterlod sig i metervis af hæklet mellemværk.

Mit hvide mellemværk får hurtigt en kedelig gråsort farve, og det bliver så sært stramt i det. Mest af alt ligner det, det reb, vi binder køerne med.

Én gang om året er der eksamen. Forældrene kommer, præsten kommer og skolekommisionsformanden kommer helt fra Tønder.

Vi er nøje instrueret, hver elev har fået et spørgsmål, de skal svare på, når de bliver adspurgt, men alle skal række hånden op. Min opgave er at vise, at vi kan læse. Det er nemlig det, jeg kan. De store søstre har lært mig det, før jeg kom i skole. Så til allersidst siger lærer Jeppesen stolt: “Og nu til rosinen i pølseenden”. Rosinen, det er mig, den yngste elev, og jeg læser som en drøm.

Endnu et år er reddet.

Der gik imidlertid kun et par år, så satte min mor himmel og jord i bevægelse. Skolen blev lukket, lærer Jeppesen fik en tjenestemandspension og flyttede, og de elever, som ikke allerede havde skiftet skole på initiativ af bekymrede forældre, blev sendt til centralskolen i Ravsted, hvor de fleste fik lært at læse. Men det er en anden historie.

Høstfest

Det er sjovt!

Det er rigtig sjovt

De tre største gårde, landsbyens aristokrati, slår sig sammen og holder fest for alle, der har hjulpet til med at få høsten i hus. Og det er mange. Vi fylder rask væk skolens gymnastiksal, som er pyntet med kornneg, georginer og dannebrogsflag. Alt er meget smukt.

Billede af en selvbinder — En selvbinder

Der er højtbelagt smørrebrød. Hjemmelavet selvfølgelig. Ål er det fineste, men flæskesteg og frikadeller er sandelig også godt. Til maden er der øl og vand og til ballet, kan man få øl og flyversjusser.

Bønderne konkurrerede om, hvem der først fik høsten i hus. Vinderen kørte gennem landsbyen med sit allersidste læs og hoverede fra toppen af læsset med et neg sat på fork som en sejrsfane. 

Vi piger sad også højt oppe på læsset. Vores opgave under høsten havde været "at lade" , det vil sige lægge negene stabilt til rette, så læssene kunne blive rigtig høje, jo højere jo bedre.

Der bliver holdt taler, folkene bliver takket og der bliver skålet og sunget fra højskolesangbogen. Christian Møller synger for med høj og malmfuld røst. Vokaler bliver trukket ud, så selv Axel Schiøtz måtte blive misundelig.

På et tidspunkt intonerer han kærlighedssangen ”Husker du i høst” og skæver hen til mor, mens vokalerne får en ekstra tand. Og var der ikke noget mellem de to engang? Mor bliver i hvert fald synligt irriteret og bemærker, at det jo slet ikke er en høstsang.

Ud på aftenen gør flyversjusserne deres virkning og sandheder kan siges. Både opsparet irritation og vrede, men også kærlighedserklæringer, kan undtagelsesvis ytres. Nøjagtig som ved vore dages julefrokoster.

Når værterne synes, festen har udviklet sig tilstrækkelig, bliver der serveret suppe og så er det slut. Sovende børn bliver samlet op fra gulv og bænke, og nogle af de mest ædruelige piger og koner tager det første oprydningsnap

Bagdele

Jeg ville så gruelig gerne have et par cowboybukser, sorte med gule stikninger. Jeg fik dem. Og Birgitte fik også et par. Oh fryd at stå op om morgenen og tage de nye bukser på, de var bare så ”vakse”.

Nye tider er på vej: Rebellen James Dean levede stærkt og døde ung i 1955. Rock around the clock kunne høres i radioen fra 1953, samme år som Elvis Presley indspillede sin første plade.

Men de måtte kun bruges om dagen, for ”pæne piger går ikke i byen om aftenen iført bukser,” sagde mor.

Så sådan var det. Ikke til diskussion.

Derfor måtte jeg tage de fine bukser af og den uldne kradse kjole på, da hele familien pakkede sig sammen i den røde høje Chevrolet for at køre til Tinglev og se ”Verdens rigeste pige”, i farver med Nina og Frederik.

: Nina gik ikke i lange bukser, hun havde de mest aristokratiske strutskørter, men en mere løssluppen veninde, spillet af Birgitte Bruun, optrådte i ”slacks”, dog med røven godt skjult af en “busseronne“. ”Der kan I bare se”, sagde mor, bagefter, da filmen skulle evalueres ”det bliver aldrig pænt med lange bukser til kvinder, deres bagdele er nu engang for store til det. Kvinder er simpelthen ikke skabt til bukser”. Derfor busseronnen til at dække det værste.

På trods af den definitive dom over kvinders bagdele forsøgte jeg ikke desto mindre at få min egen radmagre af slagsen til at syne lidt større med op til flere lag trusser. Og kun få år senere gik også min mor næsten udelukkende i lange bukser. Tiderne skifter, og vi skifter med dem.

Radio og fjernsyn

”Danmarks radio, København Kalundborg, Pressens radioavis,” lød det kl. 12 fra det store chatol-agtige møbel, der indeholdt både radio og grammofon.

Så skulle der være ro. Far skulle høre ”æ Presse”.

Efter ”æ Presse” kom middagskoncerten med “Radioens Underholdningsorkester” dirigeret af Grethe Kolbe – og ro og tryghed bredte sig, mens far fik sin middagslur.

Det allerbedste var børnetimens hørespil. “Skatteøen”, med 15 mand på en død mands kiste, “Oliver Twist” og “Kaptajn Grants børn”. Jeg sad nede på gulvet bag ved mors lænestol med øret klistret til højtalerens fletværk.

De store måtte høre gyseren “Sivah skriget”. Hvert afsnit indledes med et frygteligt langtrukket skrig. Når det lød, blev vi små sendt i seng. Vores fantasi fejlede ikke noget, så skriget gav anledning til mørkesnak om alt det uhyggelige, vi kendte til. Se nu bare ”Keldernæs morderen”, som stadig var på fri fod. Vi troede, at der var tale om ”Kældernes morder”, og overbeviste hinanden om, at han garantrisse opholdt sig i vores kartoffelkælder, hvor far under krigen havde gemt nogle engelske geværer for tyskerne

Keldernæs morderen havde begået et rovmord på en købmand i Keldernæs på Lolland. Han blev fanget og sat i Nyborg Statsfængsel, hvor han flygtede fra.

Der var også den sindsyge mand, der var undsluppet fra Augustenborg Statshospital. En pige var vågnet, ved at han stod foran hendes toiletspejl og friserede det lange hår på et afhugget damehovede. Den historie, tror jeg ikke, havde bund i virkeligheden. Men uhyggelig, det var den.

Så kom fjernsynet til Korup. Det var Christan Møller og Misse, som boede i den anden ende af byen, der fik det første fjernsyn, og de åbnede beredvilligt deres stue for alle os unger, så vi kunne følge med i “Robin Hood” og grine af “Andy Pandy“.

Når det var “Andy Pandy” tid, kom Christian Møller ind fra stalden, placerede sig j den gode stol og grinede højt. Det var herligt, og jeg takker Misse og Christian i deres himmel.

Min mor mente ikke, at fjernsyn gjorde noget godt for menneskeheden, Vi skulle læse og lytte og skabe vores egne billeder. Så det varede en rum tid, før det første fjersyn blev stillet op på et meget ubekvemt sted med stive stole i spisestuen. Det skulle ikke være alt for attraktivt at sidde og glo ind i ”den dumme kasse”.

Det varede dog ikke længe, før hun indså, at slaget var tabt og fjernsynet listede sig ind i stuen. “Der bliver trods alt både sendt ballet og forestillinger fra ”Det Kongelige Teater,” forsvarede hun.

At blive gift

”At blive gift er sandelig ikke nogen livsforsikring”, sagde min mor.

Hun mente:

Manden kunne dø, og så sad man som hjælpeløs enke.
Man kunne blive skilt. Det skete jo i de bedste familier.

Hun var derfor fast besluttet på, at hendes døtre skulle have en uddannelse.

Og tusind tak for det!

Men det skulle ikke være for lang en uddannelse, som ikke harmonerede med mand og børn. Så ”Hjørdis, det er helt umuligt at blive læge, hvis du vil have mand og børn”. Og det ville jeg jo sådan set godt.

I tresserne, da jeg blev student, havde alting ændret sig. Vi ville slet ikke giftes, højst flytte sammen med en ”ven”, som det hed, og kun havde vi foragt til overs for de gamle dyder. Så min mor skal bestemt ikke klandres for, at jeg ikke blev læge.

Det at blive gift og især at blive ”godt gift”, var naturligt nok et vigtigt og stående samtaleemne blandt konerne i byen.

Se nu Ulla, allerede 23 år, og uforlovet, selvom guderne skal vide, hun har prøvet ihærdigt. Ja, måske lidt for ihærdigt. Hendes storhedstid er forbi, og hun må sandelig tage til takke med, hvad hun kan få. Anita derimod er allerede forlovet med en god gård, og hun er kun 17. Hun bliver gift efter en kort forlovelse, der er jo ikke noget at vente efter. Manden banker hende gul og blå, men kommer hun hjem til mor og far, bliver hun straks sendt af sted igen til den gode gård, med besked om at opføre sig ordentligt.

– Og så var der Kristine. Hun kom hjem og afleverede syndens frugter, ikke én, men to gange, til sine stakkels forældre. Hvis der skulle være een og anden, der ikke ved, hvad syndens frugter er, kan jeg afsløre, at det er børn født udenfor ægteskab. Kristine havde oven i købet den dristighed at præsentere sig i højhælede sko, læbestift og pudder og så på ingen måde ud som om hun skammede sig . Men rygterne lod vide, at hun inde bag pudderet var helt grå i hovedet, og der blev hvisket om en gift mand.

– Og så var der købmandens datter. Hun var lidt anderledes end de andre piger. Hun blev sygeplejerske, ja sågar oversygeplejerske, men selvfølgelig blev hun heller ikke gift.

Så giftermål var målet, alt andet var nødløsninger. Men det skal siges, at kvinder der af omstændighederne, blev tvunget til at klare sig selv, blev omfattet af meget respekt. Der var en enlig mor til fire, der havde taget en læreruddannelse og nu forsørgede sig og sine, der var sypigen i Klovtoft, med den uduelige mand, som klarede dagen og vejen, på trods af, at hendes 14 årige datter døde af strubekræft. Der var søster Anna, der tog sig af alle vores småskavanker – tænk jeg kan ikke komme i tanker om flere. De var sandelig ikke mange, de kvinder, der klarede sig selv.

Karle og piger

Karle og piger var der mange af på gårdene, og børn kom i bundter. Alene på vores gård var der to piger, tre karle, en fodermester og en fordermesterkone, plus diverse sæsonarbejdere, og så var der far og mor og fem børn.

Karle og piger: lønarbejdere i landbruget. De blev ansat for et halvt år ad gangen til maj eller november. De fik løn plus kost og logi. Der var ingen faste arbejdstider. Normalt startede arbejdsdagen kl. 6 eller 7 afhængig af årstiden og sluttede for karlenes vedkommende kl. 6 om aftenen. Pigerne havde først fri, når der var ryddet op efter aftensmaden og serveret aftenkaffe ca. kl. halv ni. Både karle og piger havde fri hver anden søndag.

Efter fyraften var der skæg og ballade. Der blev fjantet og gantet og slåsset med vand og spillet bold, og næsten alle lørdage, var der bal i det ene eller det andet forsamlingshus. Her gjaldt det for karlene om, at få lov til at følge en pige hjem. Noget en ordentlig pige selvfølgelig ikke tillod, med mindre der lå absolut reelle hensigter bag. Men mange piger endte jo alligevel sørgeligt nok med at ”lade sig lokke”, og så var der ikke andet at gøre end at blive gift i en fart.

Målet for de fleste var naturligvis at blive gift, men helst skulle man have sparet op til udbetaling på et lille sted, så man kunne blive selvstændig.

At ende som gift lønarbejder, det der så smukt blev kaldt fodermester, var langt fra en attraktiv skæbne.

Vi havde altid en fodermester familie boende i fordermesterhuset, en ussel klam og fugtig bolig, hvor der altid lugtede af kakkelovn og halvrådne kartofler. Der var som regel en masse beskidte dårligt ernærede unger, der blev flyttet med fra sted til sted hvert halve eller hele år. Så skolegang blev der ikke meget af, og kom de i skole, interesserede læreren sig ikke særligt for dem. De flyttede jo snart igen og var desuden helt sikkert småtbegavede.

Rengøring

Noget af det værste – det allerværste var forårsrengøring – værre end efterårsrengøring, der dog trods alt bar bud om kommende hygge med varme, stearinlysning og højtlæsning og helt for enden af forventningstunnellen – JUL.

Nej forårsrengøring. Koldt og uhyggeligt. Billeder bliver taget ned, møbler bliver flyttet, tæpper bliver slæbt ud og banket. Bøger væltes ud af reolen og støvsuges, mor og pigerne farer rundt og vrisser, og hvis man ikke får sig hummet i tide, kan man risikere at blive sat til at pudse kobbertøj. Men hvor pokker skal man humme sig hen, for de er jo over det hele. Det tager fulde tre dage før det hele er på plads og de nyvaskede gardiner hængt op foran de nypudsede vinduer.

”Er det ikke dejligt”, siger mor. ”Nej, det ved Gud det ikke er”, jeg kan bedst lide den smålumre halvbeskidte fortid.

Måske skal man selv have flyttet skidtet for ret at sætte pris på resultatet. Jeg husker i hvert fald en følelse af dyb tilfredshed, da jeg som 20 årig stod op kl. fire om morgenen for at gøre rent i nogle kontorlokaler i Århus. Jeg elskede duften af rengøringsmidler og kaffe som jeg kl. otte kunne møde de ansatte med, når de halvvågne og forsovede mødte på arbejde. Jeg husker derimod ikke, at de udtrykte nogen form for begejstring, endsige taknemmelighed.

Men jeg kan ikke snakke om rengøring uden at komme ind på fænomenet Kitte. Hun har ansvar for den smule kvindelig rengøringsdrift, jeg måtte have.

”Du må ikke larme med tallerknerne, når du vasker op, det er frygtelig ukvindeligt”, belærer hun, mens kluden lynhurtigt smutter fra komfuret til fliserne. Det hele sker med effektive og harmoniske bevægelser, som jeg forgæves forsøger at efterligne, hver gang – og jeg mener hver gang, jeg får en klud i hånden. Ligesom et hvert rengøringstiltag fra min side, har Kittes øjne på sig.

Hun kom engang på uanmeldt besøg, da jeg som ung mor boede i lejlighed i Sjællandsgade. Vi var midt i en af de utallige ombygninger, der har fyldt så meget af mit liv.

Kitte kommer. Kaster et blik rundt: ”Nej Hjørdis, sådan kan du ikke bo. Har du et par gummihandsker”? Handskerne bliver fundet frem og et par timer senere, mener hun godt jeg kan bo der.

Tilbage til barndommens rengøringsrutiner.
Udover de halvårlige hovedrengøringer var der naturligvis også den daglige rengøring på gården. Det foregik efter et nøje fastlagt ritual. Der var nogle ting, man gjorde hver dag, det hed at sysle, hvilket indebar, at man fejede og tørrede støv af møbler og nips. Så var der ”at gøre lørdagsrent”, hvor man vaskede gulv og bonede, pudsede komfur med ovnsværte, polerede messingbeslag og skurede bordplader. Alt nøje fastlagt i helt ufravigelige opgaver. Dertil kom, at alt rengøringsarbejde skulle ske om formiddagen. Om eftermiddagen kunne man pudse vinduer, lave havearbejde, stryge og reparere tøj. Tøjvask var derimod utænkeligt om eftermiddagen, det hørte formiddagen til. Og sådan havde alting sin rette tid og plads.

Kjoler

”Nej, er du virkelig vokset så meget.”, lyder det to gange om året, når vintertøj og sommertøj skal prøves og bringes i orden til den kommende årstid. Mor vurderer om kjole og person, som til lejligheden er placeret stående på en køkkentaburet, stadig kan passe sammen. Kan kjolen lægges ned eller lægges ud, og bruges endnu en sæson? Kan den gå videre til en mindre søster? Er den færdig med at se godt ud, eller kan fodermesterungerne eventuelt arve? Og hvor meget nyt, skal der sys? Modebladet BURDA med snitmønstre bliver studeret grundigt, og modeller bliver valgt.

Så går turen til manufakturhandler Peter Jessen i Åbenrå. At overveje andre butikker var utænkeligt. Der havde vi regning og kunne få tingene med hjem i udvalg. Når mor kom i butikken, blev Peter Jessen eller sønnen Erik Jessen tilkaldt, og de nye nye kjolestoffer præsenteres. Bomuldsstofferne skulle være Gredana. Det var det bedste.

De næste uger var spisestuen omdannet til systue. Mor elskede det, og hun var meget dygtig til at sy. Kjolerne sad godt på vores magre kroppe og hun vidste, hvem der skulle gå i rødt, og hvem der var pænest i blåt.

Ind imellem faldt hun dog for fristelsen til at klæde os alle fem i ens kjoler. Det var ikke altid lige heldigt. De små var for små og de store for store til den valgte model. Jeg husker specielt en serie lyseblå taftkjoler med pufærmer og fiskeøjneknapper syet til et afdansningsbal. De var ikke lige gode til os alle sammen.