Farmor og farfar

Farmor var lille og rund og munter, farfar høj og knoklet og alvorlig. Det lyder som en kliche, men sådan var det. De boede i et aftægtshus, som blev bygget til dem, da min mor og far overtog gården i 1944.

Farmor sad i sin stol og hæklede, farfar lå på sin sofa med avisen. Når vi kom rejste han sig op og satte sig hen i den stol, der var hans. Vi kravlede op på hans knæ, og så læste han op med monoton rytmisk stemme fra “Den store Bastian”.

“På Vesterbro en neger gik. Fornam på issen solens stik”.

Så kommer der tre små lømler og gør nar af den sorte mand. Men den Store Bastian kommer til og formaner: “Gør ikke nar af negerens den sorte hud. Den fik han af den gode Gud”.

Og Bastianen tager lømlerne og dypper dem i blækhuset – så kan de lære det, kan de. Og bogen er fuld af andre gode vers om at spise op, klippe negle, være høflig og ikke sutte på tommelfinger, for så “springer døren op, og straks kommer skrædderen med sin saks”, og han klipper fingeren af, og sådan er det hele vejen igennem. Når læsningen er slut får vi et bolsje fra en bulet blikdåse, og alt er såre godt.

 

Om at være dansk i Sønderjyllands tyskertid

Farmor var enebarn og enearving til slægtsgården. Hun var køn, sjov og “rig”, så der var mange bejlere. Blandt dem var Søren Beier, som ikke selv havde nogen gård.  Farmor afviste dem alle. Men da hendes mor døde, fortæller hun,” skrev jeg til far (Søren Beier) og sagde, han skulle komme”. Det gjorde han, og sådan blev det.

Omkring ti år før farmor og farfar blev født, havde Danmark tabt Sønderjylland til Tyskland i krigen 1864. De danske sønderjyder fik efter nederlaget en hård tid. Som ung mand blev farfar på grund af sin højde udset til at være garder hos Kejser Wilhelm i Berlin. Hans opgave var at slå på en triangel i det kejserlige militærorkester, et job der trods alt var til at overskue. Rigtig slemt blev det imidlertid, da han flere år senere blev indkaldt til at kæmpe i første verdenskrig på tysk side. Da havde han både kone og gård og tre små børn at tage sig af.

Første verdenskrig var en vanvittig krig, hvor soldaterne lå beskidte og lusede i lange grøfter, såkaldte skyttegrave. Engang imellem blev de kommanderet op for at angribe eller forsvare. Så slog de hinanden ihjel i en dagstid eller to, hvorefter de trak sig tilbage til deres beskidte grøfter igen og ventede på næste kommando til at lade sig slå ihjel. Farfar slap mirakuløst fra det med livet, men det var der 6.000 andre sønderjyder, der ikke gjorde. Hans krigsoplevelse gjorde hverken ham eller farmor mildere stemt overfor det tyske regime.

Afstemningsplakat 1920

Tyskerne tabte krigen og måtte acceptere en folkeafstemning om Sønderjyllands fremtid.

Nordslesvig stemte sig til Danmark, Sydslesvig til Tyskland.

Min far

Peter Nissen Beier

”Æ ska jo ha det hjært”, (Jeg skal jo have det her), hørte min farmor sin otteårige søn sige, mens han maskulint skrævende med tommelfingeren pegede bagud på den røde gård. Han stod med en gruppe kammerater og diskuterede, hvad de skulle være, når de blev store. De andre skulle være alt muligt fantasifuldt, men for Peter Beier var der ingen tvivl. ”Æ ska ha det hjært”.

Selvfølgelig skulle den eneste søn arve gården. Der havde været en ældre bror, men han døde af kighoste, før min far blev født. Han hed også Peter Nissen Beier, så far arvede både navn og gård efter ham.

Peter Beier blev født den 23. september 1913 i Korup og døde den 18. december 1996 i Korup. Hans far, Søren Beier, deltog i 1. verdenskrig på tysk side, da Sønderjylland fra 1864 - 1920 hørte til Tyskland.

Peter Beier blev uddannet landmand på både efterskole, højskole og landbrugsskole og var desuden en periode landvæsenselev på en større gård på Sjælland. Han giftede sig i 1939 med Ingrid Fog-Petersen, der var lærerinde på Ravsted skole. Sammen fik de 5 børn.

Gården var en del af ham, en del af familien, gået i arv i flere generationer, ofte på spindesiden. Nu er det Sus, der bor der, og hun har skabt et lille paradis. Alt inde, ude og omkring den røde gård er smukt og frodigt. Men jorden er forpagtet ud, dyrerne er væk, karle og piger forsvundet, og det er højst usandsynligt, at et af fars tretten børnebørn vil overtage gården.

Dengang gav gården brød til mange munde. På ægte bondevis beklagede han sig ofte over faldende svine- og mælkepriser, for meget eller for lidt vand, hagl og utøj, flyvehavre, stigende benzinpriser og udgifter til smarte ruskindsjakker til de ældste, og hvad der ellers kan plage en mand og landmand. ”Vi kommer på fattiggården”, var hans stående udtryk.

Vi tog det nu ikke så tungt. For det første var der ingen fattiggård at komme på, for det andet var vi helt trygge ved, at far havde styr på det. Og det havde han. Der var altid de penge, der skulle bruges.

Da vi efterhånden begyndte at gå i skole i Ravsted, Tønder eller Åbenrå indebar det for os en cykletur på tre – fire kilometer til skole eller rutebil. Om vinteren, og når vejret var dårligt, forbarmede far sig meget tit over os, læssede cyklerne på bilen og kørte os. Men vi tøser havde svært ved at nosse os færdige om morgenen, der skulle både touperes hår og laves spytkrøller. Så sad han ude i bilen med motoren tændt og sagde:”Hvis I ikke kommer nu, så kører jeg”, så kom vi. Historien er god, fordi den viser hans kærlighed og blødhed, pakket ind i noget, han troede, var barskt.