Birgitte

Hjørdis

Vi var fem søstre. Kitte var den kønne, Nanna var den gode, Birgitte var den charmerende, jeg var den kloge og Sanna var den lille.

At jeg fik tildelt rollen som den kloge, skyldes to ting. For det første var rollen ledig, og for det andet en oplevelse min mor havde, da hun fik barselsfeber og blev indlagt sammen med mig på Tønder sygehus.

Hjørdis Beier er født den 15. august 1945. Hun er uddannet lærer og gift med arkitekt Jens Svendsen. De har tre børn: Mette, Anna Sofie og Nina.

Dengang- i 1945 – var sygehuset fyldt op med de mest syge af de 350.000 tyske flygtninge, der var kommet til Danmark efter krigen og nu opholdt sig spærret inde bag pigtråd i Oksbøl lejren. En tysk kvinde kom hen til min mors seng og beundrede mig. ”Ach wie schön sie ist.” Nåh, det ved min mor nu ikke rigtig, hendes andre børn havde været noget kønnere. ”Aber sie hat kluge Augen, kluge Augen, ” siger kvinden og græder. Min mor fandt senere ud af, at kvinden havde født et vanskabt barn.

Jeg blev født med navlestrengen solidt viklet om halsen og var tæt på at blive kvalt, jeg kunne ikke åbne øjnene og var trykket og presset i kraniet og bestemt ikke noget kønt syn i følge min mor.

Birgitte Kathrine Beier er født den 16. maj 1943. Hun er uddannet sygeplejerske og gift med læge Johannes Gothen. De har tre børn.

Men da Birgitte på to år ser mig første gang, hopper hun begejstret op og ned og siger ”lille prasesse, lille prasesse”, og lige siden har hun betragtet mig som sin egen personlige prinsesse.

Jeg elsker hende – så det ind i mellem ligefrem gør ondt . Hun er så køn og god til alting, og vi hører sammen Birgitte og jeg. Så selvfølgelig bliver jeg noget fortørnet, da hun får sin første kæreste! Det hører jo ingen steder hjemme!

Jeg ville gerne kunne male stemningen frem i vores lege, hvor jeg oplever en samhørighed en lethed og et ”flow,” som jeg kun sjældent har følt senere.

“Fine damer”

”Frøken Petersen”, og så lidt højere med affekteret stemme og på rigsdansk, ”Frøken Petersen! Kan De da slet ikke høre! Kaffen skal serveres i stuen, og det skal være nu!” og den fine dame lægger hånden på panden, ser lidende ud og fortsætter samtalen med fru Hofenstein. ”Ja, jeg vil altså bare sige Dem, tjenestefolk er helt umulige nu om dage.” Fru Hofenstein kan ikke være mere enig og snakken går videre, om det store bal på slottet, og hvad de fine damer skal have på.

Desværre varer det ikke længe, før de er i et helt ufint skænderi på sønderjysk om, hvem der skal have lov til at have den flotteste kjole: Den brune, rundskårne med de små blomster. En donation fra min mor til udklædningskassen. Det er som regel Birgitte, der vinder med truslen om ellers at forlade legen. Vi falder hurtigt ind i rollerne igen, og vi kan fortsætte med at leve vores tyranniske sider helt ud.

Vi havde et lille fint sekskantet lysthus. Det lå lidt skjult nede i haven. Der var små stole og borde og et lille spritkomfur, hvor vi bagte pandekager. Sjovt nok optrådte de fine damer aldrig i lysthuset. Der øvede vi os i stedet på at blive helt almindelige husmødre. Vi gjorde rent, lavede mad og inviterede gæster og ind i mellem “boede” vi der i flere dage. Vi fik papirpenge af mor, så vi kunne købe mad af hende og holde regnskab. Det var frygtelig morsomt. Forstå det hvem der kan.

Opvask

Klokken tolv præcis skulle middagsmaden stå på bordet. Var den forsinket, skældte karlene ud på pigerne og viste deres mishag ved at slå med knivene på tallerknerne. Middagspausen varede kun til klokken et, så karlene skulle have tid til både mad og hvile før næste runde.

Der var altid to retter, for eksempel sødsuppe med globoller til forret for at lægge bund og derefter en eller anden kødret med sovs og kartofler. Altid sovs og kartofler.

Se, det genererede en masse opvask. Og hvem skulle klare den. Det skulle børnene.

Gad de det?

Nej, det gjorde de ikke!

Især ikke når pigerne havde ladet den brændte havregrødsgryde fra morgenmaden indgå i middagsopvasken.

Birgitte og jeg var ansvarlige den ene dag, Kitte og Nanna den næste. Birgitte og jeg gik i skole om eftermiddagen, så en dag så vi vores snit til at lade opvask være opvask og løbe op i skolen lige efter at have slugt den sidste mundfuld sovs og kartofler. Vi blev hentet hjem af en indigneret Nanna, som ikke ville spændes for opvaskevognen på vores dag. En hel flok unger fra skolen fulgte med for at se, hvordan dramaet ville udvikle sig, og de blev ikke skuffede.. Bragt tilbage til den fædrene gård og opvask, stak vores mor os til vores store forundring sådan et par lussinger, at de små tilskuere forskrækket pilede tilbage til skolen.

Birgitte og jeg mulede noget over at have fået en offentlig afstraffelse. Svaret kom promte: ”Ja, om så kongen selv havde været til stede, havde I fået een på kassen”. Så forstod vi jo nok, at vores synd var stor og ikke skulle gentages.

Jeg husker episoden så tydeligt, fordi lussinger bestemt ikke var hverdagskost i vores familie, men bemærkningen var typisk for mor. Der var ikke noget der blev stukket under stolen eller fejet under gulvtæppet. Hun gjorde ikke noget, hun ikke kunne stå ved. “Om så kongen selv….