Jeg ville så gruelig gerne have et par cowboybukser, sorte med gule stikninger. Jeg fik dem. Og Birgitte fik også et par. Oh fryd at stå op om morgenen og tage de nye bukser på, de var bare så ”vakse”.
Nye tider er på vej: Rebellen James Dean levede stærkt og døde ung i 1955. Rock around the clock kunne høres i radioen fra 1953, samme år som Elvis Presley indspillede sin første plade.
Men de måtte kun bruges om dagen, for ”pæne piger går ikke i byen om aftenen iført bukser,” sagde mor.
Så sådan var det. Ikke til diskussion.
Derfor måtte jeg tage de fine bukser af og den uldne kradse kjole på, da hele familien pakkede sig sammen i den røde høje Chevrolet for at køre til Tinglev og se ”Verdens rigeste pige”, i farver med Nina og Frederik.
- Nina gik ikke i lange bukser, hun havde de mest aristokratiske strutskørter, men en mere løssluppen veninde, spillet af Birgitte Bruun, optrådte i ”slacks”, dog med røven godt skjult af en “busseronne“. ”Der kan I bare se”, sagde mor, bagefter, da filmen skulle evalueres ”det bliver aldrig pænt med lange bukser til kvinder, deres bagdele er nu engang for store til det. Kvinder er simpelthen ikke skabt til bukser”. Derfor busseronnen til at dække det værste.
På trods af den definitive dom over kvinders bagdele forsøgte jeg ikke desto mindre at få min egen radmagre af slagsen til at syne lidt større med op til flere lag trusser. Og kun få år senere gik også min mor næsten udelukkende i lange bukser. Tiderne skifter, og vi skifter med dem.