Fra København til Korup

Vi havde to kusiner, som boede i København. Inge og Annette. Det var min fars søster, faster Magdas børn.

For min farmor var det at bo i København nogenlunde det fineste, man kunne drive det til her i verden. Virkeligheden for faster Magda var imidlertid langtfra hverken fin eller nem, men det er en anden historie. Når vi viste farmor en ny bluse eller kjole, min mor havde syet, slog hun hænderne sammen, og sagde begejstret: “Nej, hvem er da det, der kommer der? Det må da vist være lille Inge fra København, så fin du er!”

Inge og Annette holdt sommerferie hos os, hvert eneste år fra Annette var tre år gammel. Hun er syv måneder ældre end mig, hvilket selvfølgelig giver hende en vis status, men vi leger fantastisk sammen. Legene er dels inspireret af min læsning i kakkelovnskrogen og dels af Annettes erfaringer med indianere og cowboys fra Søndermarken i Købehavn, hvor Vesterbroungerne tilbragte det meste af deres tid, dejligt fri for voksen indblanding.

Om aftenen, når vi ligger i vores senge, lærer hun mig et og andet om livet på Vesterbro i almindelighed og i Istedgade i særdeleshed. “Der er en pige”, fortæller Annette, “hun er bare lidt ældre end os, som tager penge for det”. Jeg siger forundret: “Jamen, hvordan kan hun gøre det, så er hun jo ikke en pæn pige mere.” Annettes svar ryster mig: “Det kan være, hun slet ikke vil være en pæn pige,” og således belært om værdinormers relativitet forstår jeg, at verden udenfor Korup er stor.

Annette bærer også ansvaret for, at jeg helt bogstaveligt mister min barnetro, idet hun hævder, at det der med Gud og Jesus, bare er noget, man har fundet på ligesom den der med julemanden. Jeg henvender mig straks til den øverste autoritet på området, nemlig min mor for at få den kedelige påstand aflivet. Men min mor er et redeligt menneske, så hun forklarer troen for mig: “Vi tror, men vi ved ikke”.

Det var slet ikke det svar, jeg havde bedt om.

Jeg besøger engang Annette i København. En enkelt dag bare. Hun bor i en toværelses lejlighed på tredje sal. Der er deletoilet på trappen, og man vasker sig ved køkkenvasken. Annette og Inge har en køjeseng i det ene værelse, og faster Magda og onkel Christian har en sovesofa i stuen. Faster Magda undskylder:”Ja, det er jo ikke det, du er vant til”. Men hun behøver ikke bekymre sig. Det hele er meget spændende og meget eksotisk, og da både hun og onkel Christian ovenikøbet arbejder som henholdsvis slikmutter og kontrollør i Saga Bio, kommer vi gratis ind og ser “Den brændende prærie”, vist personligt på plads af onkel Christian i flot uniform og brilliantinehår.

Og jeg må ikke glemme at fortælle, at det var Annette, der lærte mig at synge “Rock around the Clock“, mens vi sad og spiste stikkelsbær fra farmors gode busk med de gule bær.

 

Farmor og farfar

Farmor var lille og rund og munter, farfar høj og knoklet og alvorlig. Det lyder som en kliche, men sådan var det. De boede i et aftægtshus, som blev bygget til dem, da min mor og far overtog gården i 1944.

Farmor sad i sin stol og hæklede, farfar lå på sin sofa med avisen. Når vi kom rejste han sig op og satte sig hen i den stol, der var hans. Vi kravlede op på hans knæ, og så læste han op med monoton rytmisk stemme fra “Den store Bastian”.

“På Vesterbro en neger gik. Fornam på issen solens stik”.

Så kommer der tre små lømler og gør nar af den sorte mand. Men den Store Bastian kommer til og formaner: “Gør ikke nar af negerens den sorte hud. Den fik han af den gode Gud”.

Og Bastianen tager lømlerne og dypper dem i blækhuset – så kan de lære det, kan de. Og bogen er fuld af andre gode vers om at spise op, klippe negle, være høflig og ikke sutte på tommelfinger, for så “springer døren op, og straks kommer skrædderen med sin saks”, og han klipper fingeren af, og sådan er det hele vejen igennem. Når læsningen er slut får vi et bolsje fra en bulet blikdåse, og alt er såre godt.

 

Om at være dansk i Sønderjyllands tyskertid

Farmor var enebarn og enearving til slægtsgården. Hun var køn, sjov og “rig”, så der var mange bejlere. Blandt dem var Søren Beier, som ikke selv havde nogen gård.  Farmor afviste dem alle. Men da hendes mor døde, fortæller hun,” skrev jeg til far (Søren Beier) og sagde, han skulle komme”. Det gjorde han, og sådan blev det.

Omkring ti år før farmor og farfar blev født, havde Danmark tabt Sønderjylland til Tyskland i krigen 1864. De danske sønderjyder fik efter nederlaget en hård tid. Som ung mand blev farfar på grund af sin højde udset til at være garder hos Kejser Wilhelm i Berlin. Hans opgave var at slå på en triangel i det kejserlige militærorkester, et job der trods alt var til at overskue. Rigtig slemt blev det imidlertid, da han flere år senere blev indkaldt til at kæmpe i første verdenskrig på tysk side. Da havde han både kone og gård og tre små børn at tage sig af.

Første verdenskrig var en vanvittig krig, hvor soldaterne lå beskidte og lusede i lange grøfter, såkaldte skyttegrave. Engang imellem blev de kommanderet op for at angribe eller forsvare. Så slog de hinanden ihjel i en dagstid eller to, hvorefter de trak sig tilbage til deres beskidte grøfter igen og ventede på næste kommando til at lade sig slå ihjel. Farfar slap mirakuløst fra det med livet, men det var der 6.000 andre sønderjyder, der ikke gjorde. Hans krigsoplevelse gjorde hverken ham eller farmor mildere stemt overfor det tyske regime.

Afstemningsplakat 1920

Tyskerne tabte krigen og måtte acceptere en folkeafstemning om Sønderjyllands fremtid.

Nordslesvig stemte sig til Danmark, Sydslesvig til Tyskland.