“Gok gok gok gok” Jeg bryder mig hverken om høns – eller rotter.
Det var mit arbejde at passe hønsene. I hvert fald om sommeren. De skulle have korn og vand, og der skulle samles æg.
Hønsene skræpper og flagrer, ja nøjagtig som forvirrede høns. Rotter er bare ekstremt ulækre, og der var mange af dem i hønsehuset i almindelighed og i foderkassen i særdeleshed. Foderkassen var høj, og jeg var lille. Så jeg måtte nærmest stå på hovedet i den med fødderne frit svævende, for at hentet korn op.
Rotterne holdt altid fest på hønsefoderet i kassen, så når jeg forstyrrede dem i festlighederne, ved at stikke mit hoved og tynde arme derned for at fylde mit kar med korn, sprang de fleste op af kassen, lige op i hovedet på mig. Men der var altid en eller anden stædig rad, som ikke sådan lige ville slutte festmåltidet, så den måtte lige have et ekstra rap med kornskovlen. Er der noget at sige til, at jeg først bankede kraftigt på døren til hønsehuset og derefter slog nogen gevaldige slag på foderkassen, for at fortælle rotterne, at jeg var på vej?