Tag: kønsliv

Fra København til Korup

Vi havde to kusiner, som boede i København. Inge og Annette. Det var min fars søster, faster Magdas børn.

For min farmor var det at bo i København nogenlunde det fineste, man kunne drive det til her i verden. Virkeligheden for faster Magda var imidlertid langtfra hverken fin eller nem, men det er en anden historie. Når vi viste farmor en ny bluse eller kjole, min mor havde syet, slog hun hænderne sammen, og sagde begejstret: “Nej, hvem er da det, der kommer der? Det må da vist være lille Inge fra København, så fin du er!”

Inge og Annette holdt sommerferie hos os, hvert eneste år fra Annette var tre år gammel. Hun er syv måneder ældre end mig, hvilket selvfølgelig giver hende en vis status, men vi leger fantastisk sammen. Legene er dels inspireret af min læsning i kakkelovnskrogen og dels af Annettes erfaringer med indianere og cowboys fra Søndermarken i Købehavn, hvor Vesterbroungerne tilbragte det meste af deres tid, dejligt fri for voksen indblanding.

Om aftenen, når vi ligger i vores senge, lærer hun mig et og andet om livet på Vesterbro i almindelighed og i Istedgade i særdeleshed. “Der er en pige”, fortæller Annette, “hun er bare lidt ældre end os, som tager penge for det”. Jeg siger forundret: “Jamen, hvordan kan hun gøre det, så er hun jo ikke en pæn pige mere.” Annettes svar ryster mig: “Det kan være, hun slet ikke vil være en pæn pige,” og således belært om værdinormers relativitet forstår jeg, at verden udenfor Korup er stor.

Annette bærer også ansvaret for, at jeg helt bogstaveligt mister min barnetro, idet hun hævder, at det der med Gud og Jesus, bare er noget, man har fundet på ligesom den der med julemanden. Jeg henvender mig straks til den øverste autoritet på området, nemlig min mor for at få den kedelige påstand aflivet. Men min mor er et redeligt menneske, så hun forklarer troen for mig: “Vi tror, men vi ved ikke”.

Det var slet ikke det svar, jeg havde bedt om.

Jeg besøger engang Annette i København. En enkelt dag bare. Hun bor i en toværelses lejlighed på tredje sal. Der er deletoilet på trappen, og man vasker sig ved køkkenvasken. Annette og Inge har en køjeseng i det ene værelse, og faster Magda og onkel Christian har en sovesofa i stuen. Faster Magda undskylder:”Ja, det er jo ikke det, du er vant til”. Men hun behøver ikke bekymre sig. Det hele er meget spændende og meget eksotisk, og da både hun og onkel Christian ovenikøbet arbejder som henholdsvis slikmutter og kontrollør i Saga Bio, kommer vi gratis ind og ser “Den brændende prærie”, vist personligt på plads af onkel Christian i flot uniform og brilliantinehår.

Og jeg må ikke glemme at fortælle, at det var Annette, der lærte mig at synge “Rock around the Clock“, mens vi sad og spiste stikkelsbær fra farmors gode busk med de gule bær.

 

At blive gift

”At blive gift er sandelig ikke nogen livsforsikring”, sagde min mor.

Hun mente:

  • Manden kunne dø, og så sad man som hjælpeløs enke.
  • Man kunne blive skilt. Det skete jo i de bedste familier.

Hun var derfor fast besluttet på, at hendes døtre skulle have en uddannelse.

Og tusind tak for det!

Men det skulle ikke være for lang en uddannelse, som ikke harmonerede med mand og børn. Så ”Hjørdis, det er helt umuligt at blive læge, hvis du vil have mand og børn”. Og det ville jeg jo sådan set godt.

I tresserne, da jeg blev student, havde alting ændret sig. Vi ville slet ikke giftes, højst flytte sammen med en ”ven”, som det hed, og kun havde vi foragt til overs for de gamle dyder. Så min mor skal bestemt ikke klandres for, at jeg ikke blev læge.

Det at blive gift og især at blive ”godt gift”, var naturligt nok et vigtigt og stående samtaleemne blandt konerne i byen.

Se nu Ulla, allerede 23 år, og uforlovet, selvom guderne skal vide, hun har prøvet ihærdigt. Ja, måske lidt for ihærdigt. Hendes storhedstid er forbi, og hun må sandelig tage til takke med, hvad hun kan få. Anita derimod er allerede forlovet med en god gård, og hun er kun 17. Hun bliver gift efter en kort forlovelse, der er jo ikke noget at vente efter. Manden banker hende gul og blå, men kommer hun hjem til mor og far, bliver hun straks sendt af sted igen til den gode gård, med besked om at opføre sig ordentligt.

– Og så var der Kristine. Hun kom hjem og afleverede syndens frugter, ikke én, men to gange, til sine stakkels forældre. Hvis der skulle være een og anden, der ikke ved, hvad syndens frugter er, kan jeg afsløre, at det er børn født udenfor ægteskab. Kristine havde oven i købet den dristighed at præsentere sig i højhælede sko, læbestift og pudder og så på ingen måde ud som om hun skammede sig .  Men rygterne lod vide, at hun inde bag pudderet var helt grå i hovedet, og der blev hvisket om en gift mand.

– Og så var der købmandens datter. Hun var lidt anderledes end de andre piger. Hun blev sygeplejerske, ja sågar oversygeplejerske, men selvfølgelig blev hun heller ikke gift.

Så giftermål var målet, alt andet var nødløsninger. Men det skal siges, at kvinder der af omstændighederne, blev tvunget til at klare sig selv, blev omfattet af meget respekt. Der var en enlig mor til fire, der havde taget en læreruddannelse og nu forsørgede sig og sine, der var sypigen i Klovtoft, med den uduelige mand, som klarede dagen og vejen, på trods af, at hendes 14 årige datter døde af strubekræft. Der var søster Anna, der tog sig af alle vores småskavanker – tænk jeg kan ikke komme i tanker om flere. De var sandelig ikke mange, de kvinder, der klarede sig selv.

Karle og piger

Karle og piger var der mange af på gårdene, og børn kom i bundter. Alene på vores gård var der to piger, tre karle, en fodermester og en fordermesterkone, plus diverse sæsonarbejdere, og så var der far og mor og fem børn.

 

Karle og piger: lønarbejdere i landbruget. De blev ansat for et halvt år ad gangen til maj eller november. De fik løn plus kost og logi. Der var ingen faste arbejdstider. Normalt startede arbejdsdagen kl. 6 eller 7 afhængig af årstiden og sluttede for karlenes vedkommende kl. 6 om aftenen. Pigerne havde først fri, når der var ryddet op efter aftensmaden og serveret aftenkaffe ca. kl. halv ni. Både karle og piger havde fri hver anden søndag.

Efter fyraften var der skæg og ballade. Der blev fjantet og gantet og slåsset med vand og spillet bold, og næsten alle lørdage, var der bal i det ene eller det andet forsamlingshus. Her gjaldt det for karlene om, at få lov til at følge en pige hjem. Noget en ordentlig pige selvfølgelig ikke tillod, med mindre der lå absolut reelle hensigter bag. Men mange piger endte jo alligevel sørgeligt nok med at ”lade sig lokke”, og så var der ikke andet at gøre end at blive gift i en fart.

Målet for de fleste var naturligvis at blive gift, men helst skulle man have sparet op til udbetaling på et lille sted, så man kunne blive selvstændig.

At ende som gift lønarbejder, det der så smukt blev kaldt fodermester, var langt fra en attraktiv skæbne.

Vi havde altid en fodermester familie boende i fordermesterhuset, en ussel klam og fugtig bolig, hvor der altid lugtede af kakkelovn og halvrådne kartofler. Der var som regel en masse beskidte dårligt ernærede unger, der blev flyttet med fra sted til sted hvert halve eller hele år. Så skolegang blev der ikke meget af, og kom de i skole, interesserede læreren sig ikke særligt for dem. De flyttede jo snart igen og var desuden helt sikkert  småtbegavede.