Jeg gider ikke samle kartofler, men vi skal. Fra klokken 1 om eftermiddagen til klokken 6 om aftenen. Vi børn går sammen med et hold kartoffelkoner, som i sæsonen går fra gård til gård og samler kartofler op. De er på akkord, så det skal gå tjept.
Kartoffelkonerne kom fra hele sognet og længere væk. Det var husmandskoner, landarbejderkoner og hvem som helst, der ville tjene en "skilling." De havde deres mænds bukser og trøjer på og et tørklæde bundet om håret. Pengene, de tjente, bestemte de selv over, og manden fik ikke at vide, hvor meget det var.
Det er bare om at holde næsen i sporet, fylde kurven og sørge for at få alle kartoflerne pillet op, ikke noget med at lade halvdelen ligge og rådne på marken. Det er koldt, det småregner og blæser, og først klokken tre kommer pigerne med eftermiddagsmad.
Hvor har jeg længtes efter klokken tre!
Der er to slags kartofler: Foderkartofler, som er vinterfoder til svinene og spisekartofler, som er menneskemad. Når vi er færdige med at samle, kommer et kæmpemonstrum af en kartoffelkoger og koger alle foderkartoflerne på én gang. De kogte kartofler bliver opbevaret i en nedgravet silo, så de kan holde sig hele vinteren.
Efterårsferien hed tidligere kartoffelferien. Den blev indført i 1899 for at have en fælles uge, hvor børnene kunne samle kartofler.
Spisekartoflerne bliver lagt i et særligt mørkt rum i stalden, så holder de sig også fint, indtil næste høst.
Birgitte og jeg syede massevis af dukketøj på farmors symaskine. Hvis noget blev rigtig mislykket trøstede vi os med, at “det kunne dukkerne bare bruge i kartoflerne”. Mine dukker var usædvanlig veludstyrede med kartoffeltøj.