Tag: Kitte

Hjørdis

Vi var fem søstre. Kitte var den kønne, Nanna var den gode, Birgitte var den charmerende, jeg var den kloge og Sanna var den lille.

At jeg fik tildelt rollen som den kloge, skyldes  to ting. For det første var  rollen ledig, og  for det andet en oplevelse min mor havde,  da hun fik barselsfeber og blev indlagt sammen med mig på Tønder sygehus.

Hjørdis Beier er født den 15. august 1945. Hun er uddannet lærer og gift med arkitekt Jens Svendsen. De har tre børn: Mette, Anna Sofie og Nina.

Dengang- i 1945 – var sygehuset fyldt op med de mest syge af de 350.000 tyske flygtninge, der var kommet til Danmark efter krigen og nu opholdt sig spærret inde bag pigtråd i Oksbøl lejren. En tysk kvinde kom hen til min mors seng og beundrede mig. ”Ach wie schön sie ist.” Nåh, det ved min mor nu ikke rigtig, hendes andre børn havde været noget kønnere. ”Aber sie hat kluge Augen, kluge Augen, ” siger kvinden og græder. Min mor fandt senere ud af, at kvinden havde født et vanskabt og åndsvagt barn.

 

Opvask

Klokken tolv præcis skulle middagsmaden stå på bordet. Var den forsinket, skældte karlene ud på pigerne og viste deres mishag ved at slå med knivene på tallerknerne. Middagspausen varede kun til klokken et, så karlene skulle have tid til både mad og hvile før næste runde.

Der var altid to retter, for eksempel sødsuppe med globoller til forret for at lægge bund og derefter en eller anden kødret med sovs og kartofler. Altid sovs og kartofler.

Se, det genererede en masse opvask. Og hvem skulle klare den. Det skulle børnene.

Gad de det?

Nej, det gjorde de ikke!

Især ikke når pigerne havde ladet den brændte havregrødsgryde fra morgenmaden indgå i middagsopvasken.

Birgitte og jeg var ansvarlige den ene dag, Kitte og Nanna den næste. Birgitte og jeg gik i skole om eftermiddagen, så en dag så vi vores snit til at lade opvask være opvask og løbe op i skolen lige efter at have slugt den sidste mundfuld sovs og kartofler. Vi blev hentet hjem af en indigneret Nanna, som ikke ville spændes for opvaskevognen på vores dag. En hel flok unger fra skolen fulgte med  for at se, hvordan dramaet ville udvikle sig, og de blev ikke skuffede.. Bragt tilbage til den fædrene gård og opvask, stak vores mor os til vores store forundring sådan et par lussinger, at de små tilskuere forskrækket pilede tilbage til skolen.

Birgitte og jeg mulede noget over at have fået en offentlig afstraffelse. Svaret kom promte: ”Ja, om så kongen selv havde været til stede, havde I fået een på kassen”. Så forstod vi jo nok, at vores synd var stor og ikke skulle gentages.

Jeg husker episoden så tydeligt, fordi lussinger bestemt ikke var hverdagskost i vores familie, men bemærkningen var typisk for mor. Der var ikke noget der blev stukket under stolen eller fejet under gulvtæppet. Hun gjorde ikke noget, hun ikke kunne stå ved. “Om så kongen selv….

KitteNanna

KitteNanna: Tvillingerne i ét ord. De er så forskellige, at man skulle tro det var løgn, men de hænger sammen , gør de – KitteNanna.

Kitte elsker at hjælpe mor i huset. Jeg skulle nok snarere sige, at mor hjælper Kitte. For Kitte ved, hvordan alting skal gøres i hus og have og indenfor personlig pleje.

Hun lærer mig, at den bedste creme hedder “Tokalon”. Den kan købes hos købmanden, og med den er jeg sikker på ikke at få rynker i mit otteårige ansigt. Øjenbrynene skal have lidt creme og så skal de redes i facon. Men Kitte er sandelig ikke kun til pynt, hvis de store drenge driller mig henne i skolen, går hun lige i flæsket på dem, og så bliver der ro.

Nanna elsker at hjælpe far. Hun kører traktor med de store maskiner, hjælper til i stalden og ved noget om det hele. Så snart hun bliver gammel nok, får hun en knallert, som hun selv passer og holder ved lige.

Ellen Kirstine la Cour Beier, alias Kitte, og Nanna Fog-Petersen Beier blev født den 29. april 1940.
Kitte er uddannet sygeplejerske og gift med civilingeniør Verner Dahlerup har tre børn.
Nanna er uddannet lærer og var en periode gift med amerikaneren Michael Moser har et barn.

Ligesom Kitte lærer mig takt og tone og andre feminine dyder, sørger Nanna for min moralske habitus. Hun lader ikke slaphed og dovenskab passere, og græmmer sig tydeligt, hvis hun tager mig i en løgn eller i bare at pynte lidt på en historie.

Rengøring

Noget af det værste – det allerværste var forårsrengøring – værre end efterårsrengøring, der dog trods alt bar bud om kommende hygge med varme, stearinlysning og højtlæsning og helt for enden af forventningstunnellen – JUL.

Nej forårsrengøring. Koldt og uhyggeligt. Billeder bliver taget ned, møbler bliver flyttet, tæpper bliver slæbt ud og banket. Bøger væltes ud af reolen og støvsuges, mor og pigerne farer rundt og vrisser, og hvis man ikke får sig hummet i tide, kan man risikere at blive sat til at pudse kobbertøj. Men hvor pokker skal man humme sig hen, for de er jo over det hele. Det tager fulde tre dage før det hele er på plads og de nyvaskede gardiner hængt op foran de nypudsede vinduer.

”Er det ikke dejligt”, siger mor. ”Nej, det ved Gud det ikke er”, jeg kan bedst lide den smålumre halvbeskidte fortid.

Måske skal man selv have flyttet skidtet for ret at sætte pris på resultatet. Jeg husker i hvert fald en følelse af dyb tilfredshed, da jeg som 20 årig stod op kl. fire om morgenen for at gøre rent i nogle kontorlokaler i Århus. Jeg elskede duften af rengøringsmidler og kaffe som jeg kl. otte kunne møde de ansatte med, når de halvvågne og forsovede mødte på arbejde. Jeg husker derimod ikke, at de udtrykte nogen form for begejstring, endsige taknemmelighed.

Men jeg kan ikke snakke om rengøring uden at komme ind på fænomenet Kitte. Hun har ansvar for den smule kvindelig rengøringsdrift, jeg måtte have.

”Du må ikke larme med tallerknerne, når du vasker op, det er frygtelig ukvindeligt”, belærer hun, mens kluden lynhurtigt smutter fra komfuret til fliserne. Det hele sker med effektive og harmoniske bevægelser, som jeg forgæves forsøger at efterligne, hver gang – og jeg mener hver gang, jeg får en klud i hånden. Ligesom et hvert rengøringstiltag fra min side, har Kittes øjne på sig.

Hun kom engang på uanmeldt besøg, da jeg som ung mor boede i lejlighed i Sjællandsgade. Vi var midt i en af de utallige ombygninger, der har fyldt så meget af mit liv.

Kitte kommer. Kaster et blik rundt: ”Nej Hjørdis, sådan kan du ikke bo. Har du et par gummihandsker”? Handskerne bliver fundet frem og et par timer senere, mener hun godt jeg kan bo der.

Tilbage til barndommens rengøringsrutiner.
Udover de halvårlige hovedrengøringer var der naturligvis også den daglige rengøring på gården. Det foregik efter et nøje fastlagt ritual. Der var nogle ting, man gjorde hver dag, det hed at sysle, hvilket indebar, at man fejede og tørrede støv af møbler og nips. Så var der ”at gøre lørdagsrent”, hvor man vaskede gulv og bonede, pudsede komfur med ovnsværte, polerede messingbeslag og skurede bordplader. Alt nøje fastlagt i helt ufravigelige opgaver. Dertil kom, at alt rengøringsarbejde skulle ske om formiddagen. Om eftermiddagen kunne man pudse vinduer, lave havearbejde, stryge og reparere tøj. Tøjvask var derimod utænkeligt om eftermiddagen, det hørte formiddagen til. Og sådan havde alting sin rette tid og plads.