mor – Hjørdis' barndom

Høstfest

Det er sjovt!

Det er rigtig sjovt

De tre største gårde, landsbyens aristokrati, slår sig sammen og holder fest for alle, der har hjulpet til med at få høsten i hus. Og det er mange. Vi fylder rask væk skolens gymnastiksal, som er pyntet med kornneg, georginer og dannebrogsflag. Alt er meget smukt.

Billede af en selvbinder — En selvbinder

Der er højtbelagt smørrebrød. Hjemmelavet selvfølgelig. Ål er det fineste, men flæskesteg og frikadeller er sandelig også godt. Til maden er der øl og vand og til ballet, kan man få øl og flyversjusser.

Bønderne konkurrerede om, hvem der først fik høsten i hus. Vinderen kørte gennem landsbyen med sit allersidste læs og hoverede fra toppen af læsset med et neg sat på fork som en sejrsfane. 

Vi piger sad også højt oppe på læsset. Vores opgave under høsten havde været "at lade" , det vil sige lægge negene stabilt til rette, så læssene kunne blive rigtig høje, jo højere jo bedre.

Der bliver holdt taler, folkene bliver takket og der bliver skålet og sunget fra højskolesangbogen. Christian Møller synger for med høj og malmfuld røst. Vokaler bliver trukket ud, så selv Axel Schiøtz måtte blive misundelig.

På et tidspunkt intonerer han kærlighedssangen ”Husker du i høst” og skæver hen til mor, mens vokalerne får en ekstra tand. Og var der ikke noget mellem de to engang? Mor bliver i hvert fald synligt irriteret og bemærker, at det jo slet ikke er en høstsang.

Ud på aftenen gør flyversjusserne deres virkning og sandheder kan siges. Både opsparet irritation og vrede, men også kærlighedserklæringer, kan undtagelsesvis ytres. Nøjagtig som ved vore dages julefrokoster.

Når værterne synes, festen har udviklet sig tilstrækkelig, bliver der serveret suppe og så er det slut. Sovende børn bliver samlet op fra gulv og bænke, og nogle af de mest ædruelige piger og koner tager det første oprydningsnap

Min mor

Ingrid Fog-Petersen født i Skanderborg 1911. Uddannet lærerinde fra Århus Seminarium, lærerinde på Ravsted Skole fra 1936 – 39. Gift med Peter Beier 1939. Død i Korup 2008.

Min mor var den ukronede matriark og åndelige overhoved på gården. Hendes regime byggede på devisen ”Frihed for Loke såvel som for Thor”, Loke burde dog retledes, så han efterhånden kunne blive lidt mere Thor-agtig.

I den nordiske mytologi er Loke lidt af en skiderik, og Thor er en helt. Udtrykket stammer fra Grundtvigs rimbrev fra 1832: Frihed skal være vort løsen i Nord, frihed for Loke såvel som for Thor.

Så for ret at lede os i den rigtige retning, blev der satset på vores åndelige og intellektuelle udvikling. Der blev diskuteret og argumenteret, så en anden en blev ganske træt og ør i hovedet. Gennem det levende ord blev kulturarven formidlet, så gamle Grundtvig må have frydet sig i sin norrøne himmel.

Jeg labbede det hele i mig.

Mor kommer fra en gammel familie af grundtvigianske præster og højskolefolk, både på fars og mors side. Helt i slægtens ånd valgte hun at arbejde som lærer i Ravsted . Det var hendes ønske at være med til at udbrede dansk sprog og kultur i Sønderjylland, der først var blevet dansk efter en folkeafstemning i 1920.

Mon der er andre nulevende, der kan prale af, at ”Hjortens flugt” gav dem onde drømme som 10 årige? Eller som stadig har Gösta Berlings Saga som nummer et på hitlisten? og er der måske andre, der kan Højskolesangbogen udenad?

Mor gjorde også sit bedste for at være fremsynet og følge med i, hvad der rørte sig i tiden. Kitte og Nanna blev som de ældste taget med i biografen for at se filmen ”Ung Leg”. Filmen havde vakt en del postyr og forargelse, fordi den fremstillede en ungdom, der spillede trompet og gik i seng med hinanden uden at være hverken gift eller forlovede.

Og hvad mor ikke bibragte os, kunne vi heldigvis selv finde frem til. Inderst i pengeskabet fandt vi ”Sangen om om den røde rubin”. En bog, om en ung nordmands seksuelle udvikling. Bogen blev i 1957 forbudt for sit usædelige indhold. Vi studerede de frække steder grundigt- flere gange, og listede så bogen tilbage på sin plads.

Bøger og fortællinger er ikke nok. Ting skal ses og opleves. Hver sommerferie blev der afsat tre dage til køretur i Danmark. Vi skulle kende vores land. Det var ren fryd! Hele familien pakket sammen, fire børn på bagsædet, far og mor og Sanna på forsædet. Telt, campingudstyr og diverse pik pak i bagagerum og på tag, og så af sted. Vi så kalkminer i Daubjerg, stenalder på Hjerl hede, den tilsanded kirke, Gåsetårnet i Vordinborg, Joakim Skovgaards billeder i Viborg domkirke og meget meget mere.

Vi købte kirsebær og ærter ved landevejen kogte dåsepølser og spiste havregryn og sov i telt. Det vil sige far og vi børn sov i telt. Mor sov på hotel. Campinglivet var ikke lige noget for hende. Det gav hende kløe og ondt i ryggen.

Det var tre magiske dage – far kunne ikke være længere væk fra gården – men det føltes som en evighed.

Mors kærlighed til os var uden grænser og hendes engagement i vores liv ufatteligt. Til sin død huskede hun for eksempel navnene på mine gymnasiekammerater bedre end jeg selv.

Kærligheden og indflydelse rakte også til de tretten børnebørn, godt illustreret af Nannas lille søn Sean. Da han for første gang i sit lille liv bemærkede at træerne var ved at springe ud, sagde han: “Se, det har mormor gjort!”

Kjoler

”Nej, er du virkelig vokset så meget.”, lyder det to gange om året, når vintertøj og sommertøj skal prøves og bringes i orden til den kommende årstid. Mor vurderer om kjole og person, som til lejligheden er placeret stående på en køkkentaburet, stadig kan passe sammen. Kan kjolen lægges ned eller lægges ud, og bruges endnu en sæson? Kan den gå videre til en mindre søster? Er den færdig med at se godt ud, eller kan fodermesterungerne eventuelt arve? Og hvor meget nyt, skal der sys? Modebladet BURDA med snitmønstre bliver studeret grundigt, og modeller bliver valgt.

Så går turen til manufakturhandler Peter Jessen i Åbenrå. At overveje andre butikker var utænkeligt. Der havde vi regning og kunne få tingene med hjem i udvalg. Når mor kom i butikken, blev Peter Jessen eller sønnen Erik Jessen tilkaldt, og de nye nye kjolestoffer præsenteres. Bomuldsstofferne skulle være Gredana. Det var det bedste.

De næste uger var spisestuen omdannet til systue. Mor elskede det, og hun var meget dygtig til at sy. Kjolerne sad godt på vores magre kroppe og hun vidste, hvem der skulle gå i rødt, og hvem der var pænest i blåt.

Ind imellem faldt hun dog for fristelsen til at klæde os alle fem i ens kjoler. Det var ikke altid lige heldigt. De små var for små og de store for store til den valgte model. Jeg husker specielt en serie lyseblå taftkjoler med pufærmer og fiskeøjneknapper syet til et afdansningsbal. De var ikke lige gode til os alle sammen.