Hjørdis

Vi var fem søstre. Kitte var den kønne, Nanna var den gode, Birgitte var den charmerende, jeg var den kloge og Sanna var den lille.

At jeg fik tildelt rollen som den kloge, skyldes  to ting. For det første var  rollen ledig, og  for det andet en oplevelse min mor havde,  da hun fik barselsfeber og blev indlagt sammen med mig på Tønder sygehus.

Hjørdis Beier er født den 15. august 1945. Hun er uddannet lærer og gift med arkitekt Jens Svendsen. De har tre børn: Mette, Anna Sofie og Nina.

Dengang- i 1945 – var sygehuset fyldt op med de mest syge af de 350.000 tyske flygtninge, der var kommet til Danmark efter krigen og nu opholdt sig spærret inde bag pigtråd i Oksbøl lejren. En tysk kvinde kom hen til min mors seng og beundrede mig. ”Ach wie schön sie ist.” Nåh, det ved min mor nu ikke rigtig, hendes andre børn havde været noget kønnere. ”Aber sie hat kluge Augen, kluge Augen, ” siger kvinden og græder. Min mor fandt senere ud af, at kvinden havde født et vanskabt og åndsvagt barn.

 

Opvask

Klokken tolv præcis skulle middagsmaden stå på bordet. Var den forsinket, skældte karlene ud på pigerne og viste deres mishag ved at slå med knivene på tallerknerne. Middagspausen varede kun til klokken et, så karlene skulle have tid til både mad og hvile før næste runde.

Der var altid to retter, for eksempel sødsuppe med globoller til forret for at lægge bund og derefter en eller anden kødret med sovs og kartofler. Altid sovs og kartofler.

Se, det genererede en masse opvask. Og hvem skulle klare den. Det skulle børnene.

Gad de det?

Nej, det gjorde de ikke!

Især ikke når pigerne havde ladet den brændte havregrødsgryde fra morgenmaden indgå i middagsopvasken.

Birgitte og jeg var ansvarlige den ene dag, Kitte og Nanna den næste. Birgitte og jeg gik i skole om eftermiddagen, så en dag så vi vores snit til at lade opvask være opvask og løbe op i skolen lige efter at have slugt den sidste mundfuld sovs og kartofler. Vi blev hentet hjem af en indigneret Nanna, som ikke ville spændes for opvaskevognen på vores dag. En hel flok unger fra skolen fulgte med  for at se, hvordan dramaet ville udvikle sig, og de blev ikke skuffede.. Bragt tilbage til den fædrene gård og opvask, stak vores mor os til vores store forundring sådan et par lussinger, at de små tilskuere forskrækket pilede tilbage til skolen.

Birgitte og jeg mulede noget over at have fået en offentlig afstraffelse. Svaret kom promte: ”Ja, om så kongen selv havde været til stede, havde I fået een på kassen”. Så forstod vi jo nok, at vores synd var stor og ikke skulle gentages.

Jeg husker episoden så tydeligt, fordi lussinger bestemt ikke var hverdagskost i vores familie, men bemærkningen var typisk for mor. Der var ikke noget der blev stukket under stolen eller fejet under gulvtæppet. Hun gjorde ikke noget, hun ikke kunne stå ved. “Om så kongen selv….

KitteNanna

KitteNanna: Tvillingerne i ét ord. De er så forskellige, at man skulle tro det var løgn, men de hænger sammen , gør de – KitteNanna.

Kitte elsker at hjælpe mor i huset. Jeg skulle nok snarere sige, at mor hjælper Kitte. For Kitte ved, hvordan alting skal gøres i hus og have og indenfor personlig pleje.

Hun lærer mig, at den bedste creme hedder “Tokalon”. Den kan købes hos købmanden, og med den er jeg sikker på ikke at få rynker i mit otteårige ansigt. Øjenbrynene skal have lidt creme og så skal de redes i facon. Men Kitte er sandelig ikke kun til pynt, hvis de store drenge driller mig henne i skolen, går hun lige i flæsket på dem, og så bliver der ro.

Nanna elsker at hjælpe far. Hun kører traktor med de store maskiner, hjælper til i stalden og ved noget om det hele. Så snart hun bliver gammel nok, får hun en knallert, som hun selv passer og holder ved lige.

Ellen Kirstine la Cour Beier, alias Kitte, og Nanna Fog-Petersen Beier blev født den 29. april 1940.
Kitte er uddannet sygeplejerske og gift med civilingeniør Verner Dahlerup har tre børn.
Nanna er uddannet lærer og var en periode gift med amerikaneren Michael Moser har et barn.

Ligesom Kitte lærer mig takt og tone og andre feminine dyder, sørger Nanna for min moralske habitus. Hun lader ikke slaphed og dovenskab passere, og græmmer sig tydeligt, hvis hun tager mig i en løgn eller i bare at pynte lidt på en historie.