Noget af det værste – det allerværste var forårsrengøring – værre end efterårsrengøring, der dog trods alt bar bud om kommende hygge med varme, stearinlysning og højtlæsning og helt for enden af forventningstunnellen – JUL.
Nej forårsrengøring. Koldt og uhyggeligt. Billeder bliver taget ned, møbler bliver flyttet, tæpper bliver slæbt ud og banket. Bøger væltes ud af reolen og støvsuges, mor og pigerne farer rundt og vrisser, og hvis man ikke får sig hummet i tide, kan man risikere at blive sat til at pudse kobbertøj. Men hvor pokker skal man humme sig hen, for de er jo over det hele. Det tager fulde tre dage før det hele er på plads og de nyvaskede gardiner hængt op foran de nypudsede vinduer.
”Er det ikke dejligt”, siger mor. ”Nej, det ved Gud det ikke er”, jeg kan bedst lide den smålumre halvbeskidte fortid.
Måske skal man selv have flyttet skidtet for ret at sætte pris på resultatet. Jeg husker i hvert fald en følelse af dyb tilfredshed, da jeg som 20 årig stod op kl. fire om morgenen for at gøre rent i nogle kontorlokaler i Århus. Jeg elskede duften af rengøringsmidler og kaffe som jeg kl. otte kunne møde de ansatte med, når de halvvågne og forsovede mødte på arbejde. Jeg husker derimod ikke, at de udtrykte nogen form for begejstring, endsige taknemmelighed.
Men jeg kan ikke snakke om rengøring uden at komme ind på fænomenet Kitte. Hun har ansvar for den smule kvindelig rengøringsdrift, jeg måtte have.
”Du må ikke larme med tallerknerne, når du vasker op, det er frygtelig ukvindeligt”, belærer hun, mens kluden lynhurtigt smutter fra komfuret til fliserne. Det hele sker med effektive og harmoniske bevægelser, som jeg forgæves forsøger at efterligne, hver gang – og jeg mener hver gang, jeg får en klud i hånden. Ligesom et hvert rengøringstiltag fra min side, har Kittes øjne på sig.
Hun kom engang på uanmeldt besøg, da jeg som ung mor boede i lejlighed i Sjællandsgade. Vi var midt i en af de utallige ombygninger, der har fyldt så meget af mit liv.
Kitte kommer. Kaster et blik rundt: ”Nej Hjørdis, sådan kan du ikke bo. Har du et par gummihandsker”? Handskerne bliver fundet frem og et par timer senere, mener hun godt jeg kan bo der.
Tilbage til barndommens rengøringsrutiner.
Udover de halvårlige hovedrengøringer var der naturligvis også den daglige rengøring på gården. Det foregik efter et nøje fastlagt ritual. Der var nogle ting, man gjorde hver dag, det hed at sysle, hvilket indebar, at man fejede og tørrede støv af møbler og nips. Så var der ”at gøre lørdagsrent”, hvor man vaskede gulv og bonede, pudsede komfur med ovnsværte, polerede messingbeslag og skurede bordplader. Alt nøje fastlagt i helt ufravigelige opgaver. Dertil kom, at alt rengøringsarbejde skulle ske om formiddagen. Om eftermiddagen kunne man pudse vinduer, lave havearbejde, stryge og reparere tøj. Tøjvask var derimod utænkeligt om eftermiddagen, det hørte formiddagen til. Og sådan havde alting sin rette tid og plads.