At ryge er meget forbudt.
Det mest forbudte, vi kan finde på.
Altså skal der ryges, når vi er alene hjemme. Vi forgriber os på gæstecigaretterne, hvis der ellers er nogen. Hvis ikke, må vi ty til fars cigarer.
Så snart de voksne er vel ude af døren, kommer rygetøjet frem. Cigaret, tændstikker og en hårklemme, som vi sætter cigaretten fast i. Fingrene kommer ikke til at lugte, og vi kan få det allersidste sug ud af et lille skod.
Så sidder vi der og ryger. Alle fem på stribe. Den samme cigaret går på omgang. Også til den lille Sanna, som dårligt kan holde på den.
Vi hoster og får tårer i øjnene, men det skal jo gøres.
Vi havde en tante Karen, som røg på den mest elegante facon. Hun pustede røgen ud af munden og sugede den op i næsen, før den igen, med en fuldendt røgring, blev sendt ud i atmosfæren. Det var sådan, det skulle gøres, og det gjorde vi. Den dag i dag ryger vi alle fem på samme måde: højre albue hviler i venstre hånd, røg pustes ud og suges op i næsen og ud igen, nøjagtig så elegant som tante Karen.
Rygeriet havde i det hele stor status som forbudt beskæftigelse. Således har jeg været med til at dele en stor cigar i skolen. De sanitære installationer bestod af et godt gammeldags stinkende lokum: en spand med en trækasse med hul i til at sidde på. Der blev den tændte cigar lagt, og så skiftedes vi til at gå ud og få et bab. Men der skulle jo være et vist flow, ellers gik skidtet jo ud.
En anden gang havde min gode veninde Jytte og jeg forsynet os fra min fars cigarkasse. Et par gode cigarer blev stukket op i buksebenet. Vi havde sådan nogen dejlige rummelige underbukser med lodden vrang og elastik i benene. Fremragende erstatningslommer. Der boede så tændstikker og cigarer, mens vi pilede ned til kanalen, fjernt fra voksne blikke. Og vi røg, og vi røg, og vi vaklede hjem, og vi brækkede os, og vi blev puttet i seng af bekymrede mødre, som var overbeviste om, at vi havde spist noget, vi ikke kunne tåle. Men det var da mærkeligt – begge to på samme tid?
Jytte og jeg siger ikke noget!