”Æ ska jo ha det hjært”, (Jeg skal jo have det her), hørte min farmor sin otteårige søn sige, mens han maskulint skrævende med tommelfingeren pegede bagud på den røde gård. Han stod med en gruppe kammerater og diskuterede, hvad de skulle være, når de blev store. De andre skulle være alt muligt fantasifuldt, men for Peter Beier var der ingen tvivl. ”Æ ska ha det hjært”.
Selvfølgelig skulle den eneste søn arve gården. Der havde været en ældre bror, men han døde af kighoste, før min far blev født. Han hed også Peter Nissen Beier, så far arvede både navn og gård efter ham.
Peter Beier blev født den 23. september 1913 i Korup og døde den 18. december 1996 i Korup. Hans far, Søren Beier, deltog i 1. verdenskrig på tysk side, da Sønderjylland fra 1864 - 1920 hørte til Tyskland. Peter Beier blev uddannet landmand på både efterskole, højskole og landbrugsskole og var desuden en periode landvæsenselev på en større gård på Sjælland. Han giftede sig i 1939 med Ingrid Fog-Petersen, der var lærerinde på Ravsted skole. Sammen fik de 5 børn.
Gården var en del af ham, en del af familien, gået i arv i flere generationer, ofte på spindesiden. Nu er det Sus, der bor der, og hun har skabt et lille paradis. Alt inde, ude og omkring den røde gård er smukt og frodigt. Men jorden er forpagtet ud, dyrerne er væk, karle og piger forsvundet, og det er højst usandsynligt, at et af fars tretten børnebørn vil overtage gården.
Dengang gav gården brød til mange munde. På ægte bondevis beklagede han sig ofte over faldende svine- og mælkepriser, for meget eller for lidt vand, hagl og utøj, flyvehavre, stigende benzinpriser og udgifter til smarte ruskindsjakker til de ældste, og hvad der ellers kan plage en mand og landmand. ”Vi kommer på fattiggården”, var hans stående udtryk.
Vi tog det nu ikke så tungt. For det første var der ingen fattiggård at komme på, for det andet var vi helt trygge ved, at far havde styr på det. Og det havde han. Der var altid de penge, der skulle bruges.
Da vi efterhånden begyndte at gå i skole i Ravsted, Tønder eller Åbenrå indebar det for os en cykletur på tre – fire kilometer til skole eller rutebil. Om vinteren, og når vejret var dårligt, forbarmede far sig meget tit over os, læssede cyklerne på bilen og kørte os. Men vi tøser havde svært ved at nosse os færdige om morgenen, der skulle både touperes hår og laves spytkrøller. Så sad han ude i bilen med motoren tændt og sagde:”Hvis I ikke kommer nu, så kører jeg”, så kom vi. Historien er god, fordi den viser hans kærlighed og blødhed, pakket ind i noget, han troede, var barskt.
