At blive gift

”At blive gift er sandelig ikke nogen livsforsikring”, sagde min mor.

Hun mente:

  • Manden kunne dø, og så sad man som hjælpeløs enke.
  • Man kunne blive skilt. Det skete jo i de bedste familier.

Hun var derfor fast besluttet på, at hendes døtre skulle have en uddannelse.

Og tusind tak for det!

Men det skulle ikke være for lang en uddannelse, som ikke harmonerede med mand og børn. Så ”Hjørdis, det er helt umuligt at blive læge, hvis du vil have mand og børn”. Og det ville jeg jo sådan set godt.

I tresserne, da jeg blev student, havde alting ændret sig. Vi ville slet ikke giftes, højst flytte sammen med en ”ven”, som det hed, og kun havde vi foragt til overs for de gamle dyder. Så min mor skal bestemt ikke klandres for, at jeg ikke blev læge.

Det at blive gift og især at blive ”godt gift”, var naturligt nok et vigtigt og stående samtaleemne blandt konerne i byen.

Se nu Ulla, allerede 23 år, og uforlovet, selvom guderne skal vide, hun har prøvet ihærdigt. Ja, måske lidt for ihærdigt. Hendes storhedstid er forbi, og hun må sandelig tage til takke med, hvad hun kan få. Anita derimod er allerede forlovet med en god gård, og hun er kun 17. Hun bliver gift efter en kort forlovelse, der er jo ikke noget at vente efter. Manden banker hende gul og blå, men kommer hun hjem til mor og far, bliver hun straks sendt af sted igen til den gode gård, med besked om at opføre sig ordentlig.

– Og så var der Kristine. Hun kom hjem og afleverede syndens frugter, ikke én, men to gange, til sine stakkels forældre. Hvis der skulle være een og anden, der ikke ved, hvad syndens frugter er, kan jeg afsløre, at det er børn født udenfor ægteskab. Kristine havde oven i købet den dristighed at præsentere sig i højhælede sko, læbestift og pudder og så på ingen måde ud som om hun skammede sig .  Men rygterne lod vide, at hun inde bag pudderet var helt grå i hovedet, og der blev hvisket om en gift mand.

– Og så var der købmandens datter. Hun var lidt anderledes end de andre piger. Hun blev sygeplejerske, ja sågar oversygeplejerske, men selvfølgelig blev hun heller ikke gift.

Så giftermål var målet, alt andet var nødløsninger. Men det skal siges, at kvinder der af omstændighederne, blev tvunget til at klare sig selv, blev omfattet af meget respekt. Der var en enlig mor til fire, der havde taget en læreruddannelse og nu forsørgede sig og sine, der var sypigen i Klovtoft, med den uduelige mand, som klarede dagen og vejen, på trods af, at hendes 14 årige datter døde af strubekræft. Der var søster Anna, der tog sig af alle vores småskavanker – tænk jeg kan ikke komme i tanker om flere. De var sandelig ikke mange, de kvinder, der klarede sig selv.