Hjørdis' barndom

Hjørdis

Vi var fem søstre. Kitte var den kønne, Nanna var den gode, Birgitte var den charmerende, jeg var den kloge og Sanna var den lille.

At jeg fik tildelt rollen som den kloge, skyldes to ting. For det første var rollen ledig, og for det andet en oplevelse min mor havde, da hun fik barselsfeber og blev indlagt sammen med mig på Tønder sygehus.

Hjørdis Beier er født den 15. august 1945. Hun er uddannet lærer og gift med arkitekt Jens Svendsen. De har tre børn: Mette, Anna Sofie og Nina.

Dengang- i 1945 – var sygehuset fyldt op med de mest syge af de 350.000 tyske flygtninge, der var kommet til Danmark efter krigen og nu opholdt sig spærret inde bag pigtråd i Oksbøl lejren. En tysk kvinde kom hen til min mors seng og beundrede mig. ”Ach wie schön sie ist.” Nåh, det ved min mor nu ikke rigtig, hendes andre børn havde været noget kønnere. ”Aber sie hat kluge Augen, kluge Augen, ” siger kvinden og græder. Min mor fandt senere ud af, at kvinden havde født et vanskabt barn.

Birgitte

Jeg blev født med navlestrengen solidt viklet om halsen og var tæt på at blive kvalt, jeg kunne ikke åbne øjnene og var trykket og presset i kraniet og bestemt ikke noget kønt syn i følge min mor.

Birgitte Kathrine Beier er født den 16. maj 1943. Hun er uddannet sygeplejerske og gift med læge Johannes Gothen. De har tre børn.

Men da Birgitte på to år ser mig første gang, hopper hun begejstret op og ned og siger ”lille prasesse, lille prasesse”, og lige siden har hun betragtet mig som sin egen personlige prinsesse.

Jeg elsker hende – så det ind i mellem ligefrem gør ondt . Hun er så køn og god til alting, og vi hører sammen Birgitte og jeg. Så selvfølgelig bliver jeg noget fortørnet, da hun får sin første kæreste! Det hører jo ingen steder hjemme!

Jeg ville gerne kunne male stemningen frem i vores lege, hvor jeg oplever en samhørighed en lethed og et ”flow,” som jeg kun sjældent har følt senere.

Bagdele

Jeg ville så gruelig gerne have et par cowboybukser, sorte med gule stikninger. Jeg fik dem. Og Birgitte fik også et par. Oh fryd at stå op om morgenen og tage de nye bukser på, de var bare så ”vakse”.

Nye tider er på vej: Rebellen James Dean levede stærkt og døde ung i 1955. Rock around the clock kunne høres i radioen fra 1953, samme år som Elvis Presley indspillede sin første plade.

Men de måtte kun bruges om dagen, for ”pæne piger går ikke i byen om aftenen iført bukser,” sagde mor.

Så sådan var det. Ikke til diskussion.

Derfor måtte jeg tage de fine bukser af og den uldne kradse kjole på, da hele familien pakkede sig sammen i den røde høje Chevrolet for at køre til Tinglev og se ”Verdens rigeste pige”, i farver med Nina og Frederik.

: Nina gik ikke i lange bukser, hun havde de mest aristokratiske strutskørter, men en mere løssluppen veninde, spillet af Birgitte Bruun, optrådte i ”slacks”, dog med røven godt skjult af en “busseronne“. ”Der kan I bare se”, sagde mor, bagefter, da filmen skulle evalueres ”det bliver aldrig pænt med lange bukser til kvinder, deres bagdele er nu engang for store til det. Kvinder er simpelthen ikke skabt til bukser”. Derfor busseronnen til at dække det værste.

På trods af den definitive dom over kvinders bagdele forsøgte jeg ikke desto mindre at få min egen radmagre af slagsen til at syne lidt større med op til flere lag trusser. Og kun få år senere gik også min mor næsten udelukkende i lange bukser. Tiderne skifter, og vi skifter med dem.

“Fine damer”

”Frøken Petersen”, og så lidt højere med affekteret stemme og på rigsdansk, ”Frøken Petersen! Kan De da slet ikke høre! Kaffen skal serveres i stuen, og det skal være nu!” og den fine dame lægger hånden på panden, ser lidende ud og fortsætter samtalen med fru Hofenstein. ”Ja, jeg vil altså bare sige Dem, tjenestefolk er helt umulige nu om dage.” Fru Hofenstein kan ikke være mere enig og snakken går videre, om det store bal på slottet, og hvad de fine damer skal have på.

Desværre varer det ikke længe, før de er i et helt ufint skænderi på sønderjysk om, hvem der skal have lov til at have den flotteste kjole: Den brune, rundskårne med de små blomster. En donation fra min mor til udklædningskassen. Det er som regel Birgitte, der vinder med truslen om ellers at forlade legen. Vi falder hurtigt ind i rollerne igen, og vi kan fortsætte med at leve vores tyranniske sider helt ud.

Vi havde et lille fint sekskantet lysthus. Det lå lidt skjult nede i haven. Der var små stole og borde og et lille spritkomfur, hvor vi bagte pandekager. Sjovt nok optrådte de fine damer aldrig i lysthuset. Der øvede vi os i stedet på at blive helt almindelige husmødre. Vi gjorde rent, lavede mad og inviterede gæster og ind i mellem “boede” vi der i flere dage. Vi fik papirpenge af mor, så vi kunne købe mad af hende og holde regnskab. Det var frygtelig morsomt. Forstå det hvem der kan.

Opvask

Klokken tolv præcis skulle middagsmaden stå på bordet. Var den forsinket, skældte karlene ud på pigerne og viste deres mishag ved at slå med knivene på tallerknerne. Middagspausen varede kun til klokken et, så karlene skulle have tid til både mad og hvile før næste runde.

Der var altid to retter, for eksempel sødsuppe med globoller til forret for at lægge bund og derefter en eller anden kødret med sovs og kartofler. Altid sovs og kartofler.

Se, det genererede en masse opvask. Og hvem skulle klare den. Det skulle børnene.

Gad de det?

Nej, det gjorde de ikke!

Især ikke når pigerne havde ladet den brændte havregrødsgryde fra morgenmaden indgå i middagsopvasken.

Birgitte og jeg var ansvarlige den ene dag, Kitte og Nanna den næste. Birgitte og jeg gik i skole om eftermiddagen, så en dag så vi vores snit til at lade opvask være opvask og løbe op i skolen lige efter at have slugt den sidste mundfuld sovs og kartofler. Vi blev hentet hjem af en indigneret Nanna, som ikke ville spændes for opvaskevognen på vores dag. En hel flok unger fra skolen fulgte med for at se, hvordan dramaet ville udvikle sig, og de blev ikke skuffede.. Bragt tilbage til den fædrene gård og opvask, stak vores mor os til vores store forundring sådan et par lussinger, at de små tilskuere forskrækket pilede tilbage til skolen.

Birgitte og jeg mulede noget over at have fået en offentlig afstraffelse. Svaret kom promte: ”Ja, om så kongen selv havde været til stede, havde I fået een på kassen”. Så forstod vi jo nok, at vores synd var stor og ikke skulle gentages.

Jeg husker episoden så tydeligt, fordi lussinger bestemt ikke var hverdagskost i vores familie, men bemærkningen var typisk for mor. Der var ikke noget der blev stukket under stolen eller fejet under gulvtæppet. Hun gjorde ikke noget, hun ikke kunne stå ved. “Om så kongen selv….

Radio og fjernsyn

”Danmarks radio, København Kalundborg, Pressens radioavis,” lød det kl. 12 fra det store chatol-agtige møbel, der indeholdt både radio og grammofon.

Så skulle der være ro. Far skulle høre ”æ Presse”.

Efter ”æ Presse” kom middagskoncerten med “Radioens Underholdningsorkester” dirigeret af Grethe Kolbe – og ro og tryghed bredte sig, mens far fik sin middagslur.

Det allerbedste var børnetimens hørespil. “Skatteøen”, med 15 mand på en død mands kiste, “Oliver Twist” og “Kaptajn Grants børn”. Jeg sad nede på gulvet bag ved mors lænestol med øret klistret til højtalerens fletværk.

De store måtte høre gyseren “Sivah skriget”. Hvert afsnit indledes med et frygteligt langtrukket skrig. Når det lød, blev vi små sendt i seng. Vores fantasi fejlede ikke noget, så skriget gav anledning til mørkesnak om alt det uhyggelige, vi kendte til. Se nu bare ”Keldernæs morderen”, som stadig var på fri fod. Vi troede, at der var tale om ”Kældernes morder”, og overbeviste hinanden om, at han garantrisse opholdt sig i vores kartoffelkælder, hvor far under krigen havde gemt nogle engelske geværer for tyskerne

Keldernæs morderen havde begået et rovmord på en købmand i Keldernæs på Lolland. Han blev fanget og sat i Nyborg Statsfængsel, hvor han flygtede fra.

Der var også den sindsyge mand, der var undsluppet fra Augustenborg Statshospital. En pige var vågnet, ved at han stod foran hendes toiletspejl og friserede det lange hår på et afhugget damehovede. Den historie, tror jeg ikke, havde bund i virkeligheden. Men uhyggelig, det var den.

Så kom fjernsynet til Korup. Det var Christan Møller og Misse, som boede i den anden ende af byen, der fik det første fjernsyn, og de åbnede beredvilligt deres stue for alle os unger, så vi kunne følge med i “Robin Hood” og grine af “Andy Pandy“.

Når det var “Andy Pandy” tid, kom Christian Møller ind fra stalden, placerede sig j den gode stol og grinede højt. Det var herligt, og jeg takker Misse og Christian i deres himmel.

Min mor mente ikke, at fjernsyn gjorde noget godt for menneskeheden, Vi skulle læse og lytte og skabe vores egne billeder. Så det varede en rum tid, før det første fjersyn blev stillet op på et meget ubekvemt sted med stive stole i spisestuen. Det skulle ikke være alt for attraktivt at sidde og glo ind i ”den dumme kasse”.

Det varede dog ikke længe, før hun indså, at slaget var tabt og fjernsynet listede sig ind i stuen. “Der bliver trods alt både sendt ballet og forestillinger fra ”Det Kongelige Teater,” forsvarede hun.

KitteNanna

KitteNanna: Tvillingerne i ét ord. De er så forskellige, at man skulle tro det var løgn, men de hænger sammen , gør de – KitteNanna.

Kitte elsker at hjælpe mor i huset. Jeg skulle nok snarere sige, at mor hjælper Kitte. For Kitte ved, hvordan alting skal gøres i hus og have og indenfor personlig pleje.

Hun lærer mig, at den bedste creme hedder “Tokalon”. Den kan købes hos købmanden, og med den er jeg sikker på ikke at få rynker i mit otteårige ansigt. Øjenbrynene skal have lidt creme og så skal de redes i facon. Men Kitte er sandelig ikke kun til pynt, hvis de store drenge driller mig henne i skolen, går hun lige i flæsket på dem, og så bliver der ro.

Nanna elsker at hjælpe far. Hun kører traktor med de store maskiner, hjælper til i stalden og ved noget om det hele. Så snart hun bliver gammel nok, får hun en knallert, som hun selv passer og holder ved lige.

Ellen Kirstine la Cour Beier, alias Kitte, og Nanna Fog-Petersen Beier blev født den 29. april 1940.
Kitte er uddannet sygeplejerske og gift med civilingeniør Verner Dahlerup har tre børn.
Nanna er uddannet lærer og var en periode gift med amerikaneren Michael Moser har et barn.

Ligesom Kitte lærer mig takt og tone og andre feminine dyder, sørger Nanna for min moralske habitus. Hun lader ikke slaphed og dovenskab passere, og græmmer sig tydeligt, hvis hun tager mig i en løgn eller i bare at pynte lidt på en historie.

At blive gift

”At blive gift er sandelig ikke nogen livsforsikring”, sagde min mor.

Hun mente:

Manden kunne dø, og så sad man som hjælpeløs enke.
Man kunne blive skilt. Det skete jo i de bedste familier.

Hun var derfor fast besluttet på, at hendes døtre skulle have en uddannelse.

Og tusind tak for det!

Men det skulle ikke være for lang en uddannelse, som ikke harmonerede med mand og børn. Så ”Hjørdis, det er helt umuligt at blive læge, hvis du vil have mand og børn”. Og det ville jeg jo sådan set godt.

I tresserne, da jeg blev student, havde alting ændret sig. Vi ville slet ikke giftes, højst flytte sammen med en ”ven”, som det hed, og kun havde vi foragt til overs for de gamle dyder. Så min mor skal bestemt ikke klandres for, at jeg ikke blev læge.

Det at blive gift og især at blive ”godt gift”, var naturligt nok et vigtigt og stående samtaleemne blandt konerne i byen.

Se nu Ulla, allerede 23 år, og uforlovet, selvom guderne skal vide, hun har prøvet ihærdigt. Ja, måske lidt for ihærdigt. Hendes storhedstid er forbi, og hun må sandelig tage til takke med, hvad hun kan få. Anita derimod er allerede forlovet med en god gård, og hun er kun 17. Hun bliver gift efter en kort forlovelse, der er jo ikke noget at vente efter. Manden banker hende gul og blå, men kommer hun hjem til mor og far, bliver hun straks sendt af sted igen til den gode gård, med besked om at opføre sig ordentligt.

– Og så var der Kristine. Hun kom hjem og afleverede syndens frugter, ikke én, men to gange, til sine stakkels forældre. Hvis der skulle være een og anden, der ikke ved, hvad syndens frugter er, kan jeg afsløre, at det er børn født udenfor ægteskab. Kristine havde oven i købet den dristighed at præsentere sig i højhælede sko, læbestift og pudder og så på ingen måde ud som om hun skammede sig . Men rygterne lod vide, at hun inde bag pudderet var helt grå i hovedet, og der blev hvisket om en gift mand.

– Og så var der købmandens datter. Hun var lidt anderledes end de andre piger. Hun blev sygeplejerske, ja sågar oversygeplejerske, men selvfølgelig blev hun heller ikke gift.

Så giftermål var målet, alt andet var nødløsninger. Men det skal siges, at kvinder der af omstændighederne, blev tvunget til at klare sig selv, blev omfattet af meget respekt. Der var en enlig mor til fire, der havde taget en læreruddannelse og nu forsørgede sig og sine, der var sypigen i Klovtoft, med den uduelige mand, som klarede dagen og vejen, på trods af, at hendes 14 årige datter døde af strubekræft. Der var søster Anna, der tog sig af alle vores småskavanker – tænk jeg kan ikke komme i tanker om flere. De var sandelig ikke mange, de kvinder, der klarede sig selv.

Karle og piger

Karle og piger var der mange af på gårdene, og børn kom i bundter. Alene på vores gård var der to piger, tre karle, en fodermester og en fordermesterkone, plus diverse sæsonarbejdere, og så var der far og mor og fem børn.

Karle og piger: lønarbejdere i landbruget. De blev ansat for et halvt år ad gangen til maj eller november. De fik løn plus kost og logi. Der var ingen faste arbejdstider. Normalt startede arbejdsdagen kl. 6 eller 7 afhængig af årstiden og sluttede for karlenes vedkommende kl. 6 om aftenen. Pigerne havde først fri, når der var ryddet op efter aftensmaden og serveret aftenkaffe ca. kl. halv ni. Både karle og piger havde fri hver anden søndag.

Efter fyraften var der skæg og ballade. Der blev fjantet og gantet og slåsset med vand og spillet bold, og næsten alle lørdage, var der bal i det ene eller det andet forsamlingshus. Her gjaldt det for karlene om, at få lov til at følge en pige hjem. Noget en ordentlig pige selvfølgelig ikke tillod, med mindre der lå absolut reelle hensigter bag. Men mange piger endte jo alligevel sørgeligt nok med at ”lade sig lokke”, og så var der ikke andet at gøre end at blive gift i en fart.

Målet for de fleste var naturligvis at blive gift, men helst skulle man have sparet op til udbetaling på et lille sted, så man kunne blive selvstændig.

At ende som gift lønarbejder, det der så smukt blev kaldt fodermester, var langt fra en attraktiv skæbne.

Vi havde altid en fodermester familie boende i fordermesterhuset, en ussel klam og fugtig bolig, hvor der altid lugtede af kakkelovn og halvrådne kartofler. Der var som regel en masse beskidte dårligt ernærede unger, der blev flyttet med fra sted til sted hvert halve eller hele år. Så skolegang blev der ikke meget af, og kom de i skole, interesserede læreren sig ikke særligt for dem. De flyttede jo snart igen og var desuden helt sikkert småtbegavede.

Rengøring

Noget af det værste – det allerværste var forårsrengøring – værre end efterårsrengøring, der dog trods alt bar bud om kommende hygge med varme, stearinlysning og højtlæsning og helt for enden af forventningstunnellen – JUL.

Nej forårsrengøring. Koldt og uhyggeligt. Billeder bliver taget ned, møbler bliver flyttet, tæpper bliver slæbt ud og banket. Bøger væltes ud af reolen og støvsuges, mor og pigerne farer rundt og vrisser, og hvis man ikke får sig hummet i tide, kan man risikere at blive sat til at pudse kobbertøj. Men hvor pokker skal man humme sig hen, for de er jo over det hele. Det tager fulde tre dage før det hele er på plads og de nyvaskede gardiner hængt op foran de nypudsede vinduer.

”Er det ikke dejligt”, siger mor. ”Nej, det ved Gud det ikke er”, jeg kan bedst lide den smålumre halvbeskidte fortid.

Måske skal man selv have flyttet skidtet for ret at sætte pris på resultatet. Jeg husker i hvert fald en følelse af dyb tilfredshed, da jeg som 20 årig stod op kl. fire om morgenen for at gøre rent i nogle kontorlokaler i Århus. Jeg elskede duften af rengøringsmidler og kaffe som jeg kl. otte kunne møde de ansatte med, når de halvvågne og forsovede mødte på arbejde. Jeg husker derimod ikke, at de udtrykte nogen form for begejstring, endsige taknemmelighed.

Men jeg kan ikke snakke om rengøring uden at komme ind på fænomenet Kitte. Hun har ansvar for den smule kvindelig rengøringsdrift, jeg måtte have.

”Du må ikke larme med tallerknerne, når du vasker op, det er frygtelig ukvindeligt”, belærer hun, mens kluden lynhurtigt smutter fra komfuret til fliserne. Det hele sker med effektive og harmoniske bevægelser, som jeg forgæves forsøger at efterligne, hver gang – og jeg mener hver gang, jeg får en klud i hånden. Ligesom et hvert rengøringstiltag fra min side, har Kittes øjne på sig.

Hun kom engang på uanmeldt besøg, da jeg som ung mor boede i lejlighed i Sjællandsgade. Vi var midt i en af de utallige ombygninger, der har fyldt så meget af mit liv.

Kitte kommer. Kaster et blik rundt: ”Nej Hjørdis, sådan kan du ikke bo. Har du et par gummihandsker”? Handskerne bliver fundet frem og et par timer senere, mener hun godt jeg kan bo der.

Tilbage til barndommens rengøringsrutiner.
Udover de halvårlige hovedrengøringer var der naturligvis også den daglige rengøring på gården. Det foregik efter et nøje fastlagt ritual. Der var nogle ting, man gjorde hver dag, det hed at sysle, hvilket indebar, at man fejede og tørrede støv af møbler og nips. Så var der ”at gøre lørdagsrent”, hvor man vaskede gulv og bonede, pudsede komfur med ovnsværte, polerede messingbeslag og skurede bordplader. Alt nøje fastlagt i helt ufravigelige opgaver. Dertil kom, at alt rengøringsarbejde skulle ske om formiddagen. Om eftermiddagen kunne man pudse vinduer, lave havearbejde, stryge og reparere tøj. Tøjvask var derimod utænkeligt om eftermiddagen, det hørte formiddagen til. Og sådan havde alting sin rette tid og plads.