Rengøring

Noget af det værste – det allerværste var forårsrengøring – værre end efterårsrengøring, der dog trods alt bar bud om kommende hygge med varme, stearinlysning og højtlæsning og helt for enden af forventningstunnellen – JUL.

Nej forårsrengøring. Koldt og uhyggeligt. Billeder bliver taget ned, møbler bliver flyttet, tæpper bliver slæbt ud og banket. Bøger væltes ud af reolen og støvsuges, mor og pigerne farer rundt og vrisser, og hvis man ikke får sig hummet i tide, kan man risikere at blive sat til at pudse kobbertøj. Men hvor pokker skal man humme sig hen, for de er jo over det hele. Det tager fulde tre dage før det hele er på plads og de nyvaskede gardiner hængt op foran de nypudsede vinduer.

”Er det ikke dejligt”, siger mor. ”Nej, det ved Gud det ikke er”, jeg kan bedst lide den smålumre halvbeskidte fortid.

Måske skal man selv have flyttet skidtet for ret at sætte pris på resultatet. Jeg husker i hvert fald en følelse af dyb tilfredshed, da jeg som 20 årig stod op kl. fire om morgenen for at gøre rent i nogle kontorlokaler i Århus. Jeg elskede duften af rengøringsmidler og kaffe som jeg kl. otte kunne møde de ansatte med, når de halvvågne og forsovede mødte på arbejde. Jeg husker derimod ikke, at de udtrykte nogen form for begejstring, endsige taknemmelighed.

Men jeg kan ikke snakke om rengøring uden at komme ind på fænomenet Kitte. Hun har ansvar for den smule kvindelig rengøringsdrift, jeg måtte have.

”Du må ikke larme med tallerknerne, når du vasker op, det er frygtelig ukvindeligt”, belærer hun, mens kluden lynhurtigt smutter fra komfuret til fliserne. Det hele sker med effektive og harmoniske bevægelser, som jeg forgæves forsøger at efterligne, hver gang – og jeg mener hver gang, jeg får en klud i hånden. Ligesom et hvert rengøringstiltag fra min side, har Kittes øjne på sig.

Hun kom engang på uanmeldt besøg, da jeg som ung mor boede i lejlighed i Sjællandsgade. Vi var midt i en af de utallige ombygninger, der har fyldt så meget af mit liv.

Kitte kommer. Kaster et blik rundt: ”Nej Hjørdis, sådan kan du ikke bo. Har du et par gummihandsker”? Handskerne bliver fundet frem og et par timer senere, mener hun godt jeg kan bo der.

Tilbage til barndommens rengøringsrutiner.
Udover de halvårlige hovedrengøringer var der naturligvis også den daglige rengøring på gården. Det foregik efter et nøje fastlagt ritual. Der var nogle ting, man gjorde hver dag, det hed at sysle, hvilket indebar, at man fejede og tørrede støv af møbler og nips. Så var der ”at gøre lørdagsrent”, hvor man vaskede gulv og bonede, pudsede komfur med ovnsværte, polerede messingbeslag og skurede bordplader. Alt nøje fastlagt i helt ufravigelige opgaver. Dertil kom, at alt rengøringsarbejde skulle ske om formiddagen. Om eftermiddagen kunne man pudse vinduer, lave havearbejde, stryge og reparere tøj. Tøjvask var derimod utænkeligt om eftermiddagen, det hørte formiddagen til. Og sådan havde alting sin rette tid og plads.

Kjoler

”Nej, er du virkelig vokset så meget.”, lyder det to gange om året, når vintertøj og sommertøj skal prøves og bringes i orden til den kommende årstid. Mor vurderer om kjole og person, som til lejligheden er placeret stående på en køkkentaburet, stadig kan passe sammen. Kan kjolen lægges ned eller lægges ud, og bruges endnu en sæson? Kan den gå videre til en mindre søster? Er den færdig med at se godt ud, eller kan fodermesterungerne eventuelt arve? Og hvor meget nyt, skal der sys? Modebladet BURDA med snitmønstre bliver studeret grundigt, og modeller bliver valgt.

Så går turen til manufakturhandler Peter Jessen i Åbenrå. At overveje andre butikker var utænkeligt. Der havde vi regning og kunne få tingene med hjem i udvalg. Når mor kom i butikken, blev Peter Jessen eller sønnen Erik Jessen tilkaldt, og de nye nye kjolestoffer præsenteres. Bomuldsstofferne skulle være Gredana. Det var det bedste.

De næste uger var spisestuen omdannet til systue. Mor elskede det, og hun var meget dygtig til at sy. Kjolerne sad godt på vores tynde kroppe og hun vidste, hvem der skulle gå i rødt, og hvem der var pænest i blåt.

Ind imellem faldt hun dog for fristelsen til at klæde os alle fem i ens kjoler. Det var ikke altid lige heldigt. De små var for små og de store for store til den valgte model. Jeg husker specielt en serie lyseblå taftkjoler med pufærmer og fiskeøjneknapper syet til et afdansningsbal. De var ikke lige gode til os alle sammen.

 

Høns og rotter

“Gok gok gok gok” Jeg bryder mig hverken om høns – eller rotter.

Det var mit arbejde at passe hønsene. I hvert fald om sommeren. De skulle have korn og vand, og der skulle samles æg.

Hønsene skræpper og flagrer, ja nøjagtig som forvirrede høns. Rotter er bare ekstremt ulækre, og der var mange af dem i hønsehuset i almindelighed og i foderkassen i særdeleshed. Foderkassen var høj, og jeg var lille. Så jeg måtte nærmest stå på hovedet i den med fødderne frit svævende, for at hentet korn op.

Rotterne holdt altid fest på hønsefoderet i kassen, så når jeg forstyrrede dem i festlighederne, ved at stikke mit hoved og tynde arme derned for at  fylde mit kar med korn, sprang de fleste op af kassen, lige op i hovedet på mig. Men der var altid en eller anden stædig rad, som ikke sådan lige ville slutte festmåltidet, så den måtte lige have et ekstra rap med kornskovlen. Er der noget at sige til, at jeg først bankede kraftigt på døren til hønsehuset og derefter slog nogen gevaldige slag på foderkassen, for at fortælle rotterne, at jeg var på vej?

 

Køer

Køer lugter godt, og så er de rolige. Hvis de er vant til at gå ad bestemte stier, gør de det – uden svinkeærinder.
Det var mit arbejde, at hente køerne hjem fra marken til aftenmalkning. Nogle marker lå langt væk ad støvede markveje. En kilometers penge eller så var det vel. Men det var et godt job, især når kusine Annette var med. Så var jeg ikke længere en lille splejset 10 årig, men en tapper rødhud på bison jagt, eller Tarzan på nye eventyr i junglen, nåh nej, jeg var Tarzans datter, og den lille røde cykel forvandlede sig villigt til en trofast hest for både cowboy og indianer. Alt imens traskede køerne af sted med mælkespændte yvere, hjem mod stald og malkning, kun vejledt af et lille rap med kæppen i ny og næ.

Hans Scherfig

Anderledes var det, når tyren var med. En periode havde vi en rigtig galsindet en af slagsen, som  viste os, hvem der bestemte, ved at pruste og skrabe i jorden. Og , jo tak, vi blev bange. Så gjaldt det om, at få jaget køerne hen til den, så at sige inddæmme den med køer og på den måde, få hele flokken listet hjem.

Slut med Tarzan, væk med cowboy og indianer bare to små bange piger. Og en olm tyr.

Det galsindede asen endte med at angribe min far. Som konsekvens nedlagde mor forbud mod at vi hentede køer, når tyren var med.