Breve fra 1905 – 1913


Breve fra Ellen Kirstine la Cour, Født 1886 – Død 1913

til Povl Fog-Petersen, Født 1882 – Død  1952

af Hjørdis Beier juni 2018

Min mormor og morfar, Ellen Kirstine og Povl var forlovet i fem år, før de blev gift. De får hurtigt tre børn, et om året, men ved den tredje fødsel går det helt galt, Ellen Kirstine forbløder og dør bare 27 år gammel.

I løbet af den lange forlovelsestid skriver hun over tusinde breve til Povl. Breve som han omhyggeligt gemmer og passer på gennem hele sit omskiftelige liv.

Samlingen indeholder også de breve Ellen Kirstine skriver til sin mor, efter hun er blevet gift.


Da min mor døde overtog jeg brevene og lovede mine søstre, at jeg ville gøre dem tilgængelige på en eller anden måde. Med denne hjemmeside forsøger jeg at holde mit løfte.


Ellen Kirstine vokser op på Askovhus som datter af Professor Poul la Cour og Christine Marstrand. Hendes døbenavn er Ellen Kirstine Marstrand la Cour, men familie og venner kalder hende Biss. Hendes  tre børn kalder hende altid for Lillemor. Alle tre navne forekommer i brevene.

Poul la Cour og Christine Marstrands sølvbryllup

Brevene afslører en meget stærk personlighed, der stiller strenge krav til sig selv for at leve op til idealet for et “godt” menneske, eller måske snarere et godt kvindemenneske.

Kvindeidealet som det er Formuleret 20 år senere i fædrelandssangen "Hvor smiler fager den danske kyst".
Thi dybe minder og gammel agt,
Og milde kvinder, hvor har de magt.
Johannes V.Jensen 1925

Som nittenårig forelsker hun sig voldsomt i Povl, som er en høj flot mand med smukke brune øjne. Han var elev på Askov Højskole, hvor hendes far, Poul la Cour har sit virke.  Da Povl slutter en toårig teknisk uddanelse på højskolen og flytter tilbage til København,  begynder de to unge at skrive til hinanden -flere gange om ugen.

Povl er af præsteslægt og har 4 brødre, som alle er i gang med lovende akademiske karrierer. Povl selv er derimod uddannet tømrer og kæmper med et akademisk mindreværd, som Ellen Kirstine klogt og kærligt forsøger at hjælpe ham ud af, så han kan  finde sin plads i livet.


Jeg har valgt kun at gengive uddrag fra brevene, som jeg har ordnet i temaer med mine kommentarer for at give sammenhæng. Jeg har ikke ændret hverken sprog eller indhold i uddragene.  Desværre har jeg næsten udelukkende Ellen Kirstines breve, og ikke de breve hun har modtaget. Man må derfor indimellem tage fantasien til hjælp for at udfylde hullerne i fortællingen om hende og hendes tid.

Ellen Kirstines CV:

  • Testrup Højskole  – sommer 1905
  • Rejse til Sverige og Norge – efterår 1905
  • Hellerup –  efterår 1905
  • Sorø husholdningdskole efterår 1905 – forår 1906
  • London efterår 1906 – marts 1907
  • Arbejde på Askovhus – sommer 1907
  • Dannelsesrejse i Europa – efterår 1907
  • Arbejde på møllen og følge foredrag på skolen – vinter 1907/08
  • Poul la Cour dør og en planlagt sygeplejerskeuddannelsen sættes på hold, for at Ellen Kirstine kan hjælpe sin mor. Uddannelsen reduceres til et to måneders ophold på Randers sygehus – 1908
  • Gift – forår 1909
  • Hustru og mor – 1909 -1913
  • Død 9. December 19136

Ellen Kirstine fik 3 børn med Povl Fog-Petersen:

Vagn Fog-Petersen født 1910, gift med Karen Pedersen. Børn: Povl, Anders, Niels, Kirsten og Birte

Ingrid Fog-Petersen født 1911 gift med Peter Beier. Børn: Ellen Kirstine (Kitte), Nanna, Birgitte, Hjørdis og Anna Susanne

Ellen Kirstine Fog-Petersen (Dine)født 1913. Børn: Tove og Erik

 

Poul la Cour opnåede verdensberømmelse for sin opfindelse af en vindmølle til produktion af elektricitet.