18. Poul la Cour dør

Askovhus d. 22. april 1908

Poul la Cour

…Doktoren var her nu i formiddags for at se til far, og han sagde, at far har lungebetændelse. Den højre lunge er angrebet. Det er jo meget alvorligt. Fars temperatur er 40°, det er jo også højt. I går var den ikke så højt oppe. Vi har fået sygeplejerske fra København. Begyndende lungebetændelse er det. Bare far må have kræfter til at stå imod.  Kærlig hilsen fra os her hjemme din Bis

Askovhus d.24. April 1908

Kære svigerforældre.

Gymnastiksalen på Askov Højskole. Poul la Cours begravelse

I eftermiddags døde vores egen elskede far. Stille og roligt uden nogen lidelse til sidst, for han var helt ubevidst. Far blev syg i lørdags aftes, lægerne mente, at det var influenza, først onsdag viste det sig, at det var lungebetændelse. De sidste par dage var det særlig hjertet, far havde ondt i. Åh det er så strengt for os. Jeg kan ikke skrive i aften, men Povl vil skrive lidt også.

De kærligste hilsner fra jeres egen Ellen Kirstine


Og Povl skriver

Kære far og mor

Nu får i dette brev samtidig med kortet. Jeg fik et telegram om at komme og et lidt senere om døden. Det er forfærdelig tungt

kærlig hilsen Povl

Lungebetændelse var en livsfarlig sygdom i 1908, før man fik penicillin, som ved et tilfælde blev opdaget af Alexander Fleming i 1928. Først i 1943 var man i stand til at fremstille penicillin i større mængder og foretage de nødvendige kliniske forsøg på mennesker. Det betød,at man var i stand til at behandle sårede allierede soldater efter D-dag under 2. verdenskrig.
D-dag var dagen d. 6.juni 1944, hvor de allierede gik i land i Normandiet, hvilket blev begyndelsen på enden af 2. verdenskrig.

Askovhus d. 5.maj 08

Faderen Poul la Cour

…Når jeg tænker på far, tænker på, at han aldrig mere kommer tilbage til os, det er forfærdeligt tungt, slet ikke til at forstå. Far, som vi elskede så højt så højt, hver gang jeg siger fars navn højt, så er jeg lige ved at bøje mig. Jeg synes, det er så stort, at jeg må kalde sådan en dejlig mand, som far var, for min far. Jeg kan jo aldrig blive færdig med at takke for, så god han var ved os, og så meget godt han har gjort os. Men en ting er sikkert, hver gang jeg tænker på dig, så lyser det op inden i mig.

Tænk, kære lille ven, at vi en dag skal holde bryllup uden far, det er næsten ikke til at holde ud at tænke på. Hvor vi vil savne ham den dag,  Far, som var sjælen i alle hjemmets fester – bare vi må beholde vores lille mor, det er så hårdt så hårdt for hende…


Problemerne står i kø for familien, efter Poul la Cours død. Jacob Appel, som er forstander på Højskolen hjælper med at rede trådene ud.

Askovhus d. 18. maj 1908

…Herhjemme står det ikke godt til med pengesagerne. Appel er jo kommet hjem fra København. Idéen med møllen syntes ministeren godt om, men han kunne jo ikke gøre noget særligt ved det straks. Der skal nedsættes en kommission på fem medlemmer, som skal have afgivet sin betænkning inden første August. Med hensyn til mors pension bliver det ikke meget, det kunne vi nok forstå på Appel, men forresten kunne de slet ikke gøre noget ved den sag før til efteråret. Appel havde givet mor et lille håb om, at hun det første år måske kunne få de penge, der kommer ind for elektricitets salget her i byen. Så mor mente, hun kunne klare sig her i huset et års tid, til man fik afklaret situationen. Altså mor står her uden en øre omtrent. Skolen giver ikke en øre. Renten af fars penge er nylig udbetalt i april, så der er ingenting at få foreløbig og pension ikke heller foreløbig . Heldigvis har mor nogen penge liggende herhjemme, så vi klarer os vel nok et års tid med stor sparsommelighed. Det er ikke let for mor, men vi håber jo på, at det skal vende sig til det bedste. Mor spurgte mig i dag, jeg ved ikke hvorfor, hvor meget du havde tænkt, at du skulle have, før vi skulle kunne gifte os. Jeg svarede ikke noget bestemt, hun fortsatte: vi var jo også unge endnu, men på en helt anden måde, end hun før har talt om det. Før har det været på en måde, som om hun nødigt ville af med mig.  Men denne gang lød det på en måde, som om vi fuldstændig selv kunne bestemme, som vi ville… åh ja, lille mor, bare du dog ikke helt går under for os. Det er som om, det næsten bliver sværere og sværere for hende, og vi står hjælpeløse. Det er kun vores kærlighed vi kan give hende, og det vil vi også så gerne…

Det viser sig dog senere, at økonomien ikke er så dårlig endda. Moderen er i stand til at finansiere Ellen Kirstines bryllup og udstyr og låne Poul 5000 kroner, så han kan etablere sig som selvstændig. Selv bliver hun boende på Askovhus indtil sin død.


Askovhus d. 21.juli 1908

I morgen er der kirkeligt møde i Skibelund. Jeg tænker, jeg går derned, men hvor vil jeg savne far, der, som alle andre steder. Far som var sjælen i det møde. Jeg tænker så forfærdelig meget på far i de sidste dage, det er som om, det bliver sværere og sværere at tænke på. Jeg tror ikke det er kun mig, det går sådan. Mor ikke mindst. Al hendes energi er borte, og det er så trist at se på. I går sad mor og jeg og syede hele eftermiddagen, de andre var borte, vi sad og sagde ikke meget til hinanden,  begge tavse, særlig mor. Engang jeg kom til at se over på mor, sad hun og kæmpede med gråden.


Askovhus d. 25. juli 1908

Hele la Cour Familien samles hvert år til møde på Skærsøgaard. Poul la Cours barndomshjem.

Mor tager ikke med til Skærsø. Jeg er så forfærdelig ked af det, men jeg talte med hende om det i dag. Hun havde flere grunde, og så sagde hun, at hun ville jo savne far dobbelt, om hun kom sammen med alle hans søskende, for det var jo far, der havde ført hende ind i hele den kreds – stakkels lille mor, jeg synes hun har det svært, så svært.

Hans Kristensen, elev på højskolen skriver i sin dagbog.
I går 25. april sluttede skolen i Askov, og jeg kom her hjem. Skolen skulde ellers først have sluttet i Mandags, men om Fredagen døde Poul la Cour og lærerne mente da ikke, at de kunde for­sætte skolen længere. Der var jo også kun en skoledag tilbage. Askov Højskole har lidt et meget stort tab ved la Cours bortgang. Han var sikkert den betydeligste af alle lærerne og var afholdt som ingen anden af eleverne. Vi var alle glade ved at høre hans foredrag over naturlæren og var ligeså glade ved at høre hans aftenforedrag - en gang om ugen- der altid var stærkt religiøse og prægede af hans dybe kristne tro på kærlighedens magt. Flere af dem var rent bibelske foredrag. Vi så, at for den store videnskabsmand, der med iver og glæde granskede naturens love og med klarhed frem­stillede dem for os andre, for ham var alt dette dog kun nummer 2, medens hans gudsforhold var det, der gik forud for alt andet. Og i naturens love så han altid udtryk for Guds kærlighed og storhed. Han var 62 år gammel og kraftig og rask på sjæl og legeme. Hans død kom derfor så brat og uven­tet. Man havde jo håbet at han endnu i mange år skulde have fortsat sin store og velsignelsesrige virksomhed, der spændte vidt omkring på mange områder; men i særdeleshed som lærer på Asksov Højskole håbede man, at han endnu længe skulde deltage i arbejdet. Så blev han syg af influenza, måtte gå til sengs. Blev så angrebet af lungebetændelse og en uge efter han havde lagt sig var han død. Vi vidste han var meget syg, at der var fare for hans liv, men dagen før han døde, blev der meldt, at det rimeligvis vilde vare flere dage, før der skete nogen forandring til det bedre eller værre, rimeligvis vilde der ingen forandring ske, før efter vi var rejst fra skolen, sagde Appel. Men dagen efter meldtes så hans død. I Torsdag blev han begravet naturligvis under stor deltagelse fra alle egne i landet.

På et-årsdagen for faderens død skriver hun:

Askovhus d. 24. april 1909

…Somme tider er det endnu for mig, som jeg ikke kan forstå, at far ikke snart kommer hjem igen. Ja man er et stakkels uvidende menneske, der har så svært ved at sætte sig ind i virkeligheden, som den er. Men man ved det også godt, men det er så svært så svært…

…Jeg sidder og tænker på, at når sådan noget sker, når man så tænker frem i tiden, så ved man ikke, hvordan man skal kunne holde det ud, men som tiden går, så er det alligevel, som om man bliver båret igennem af usynlige  kærlige hænder…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *