Sorgen

Skanderborg Slotskirke

Uddrag af breve til Povl, for at trøste ham i sorgen.

Fra hans far:

D. 11. december 1913

Kære lille Povl, min egen gode dreng! Åh, hvor gør det mig ondt for dig. Kunne jeg kun tage dig, som da du var lille, når du blev bedrøvet, op på mit skød og klappe din kind og tørre dine tårer og

Povls far

trøste dig, så din sorg stilnede, og  du kunne græde ud til fred og smile igennem gråden. Du kunne græde så dybt, min søde lille Pollemand.  Du har mistet meget. Hun var så sød, så god, så trofast en støtte, så yndig en hustru, så velsignet en mor. Vi er nu bedrøvet over, at vi har set hende så sjældent og haft hende i vores hjem og rigtig fået talt med hende. For vi var så glade for hende og holdt så meget af hende. Hun var så nem at kende, så naturligt ligefrem så kærlig ligetil. Vi var så glade for, at vi så hende i Skanderborg, da vi rejste hjem fra Aarhus. Det var jo tidligt om morgenen. Hun blev stående længe og viftede og bøjede sig ned over Vagn for at få ham til at vifte. Det var så det sidste, vi så hende under denne sol…

Næste dag Skriver Povls far igen.

Den 12. december 1913 klokken 11.30

Kære lille Povl. Jeg er så meget hos dig i mine tanker i dag. Jeg vil nu ikke gå til sengs, før jeg sender dig et godnat og Guds fred med kærligt kys. Det står så levende for mig de tunge vemodsfyldte , men så minderige aftentimer efter din moders bortgang. Da jeg samlede jer fem små til aftenbøn og lagde jer med mig selv ind i Gudfaders favn.  Det var i det nordre kammer på gården. Det står endnu levende for mig. Og da oplevede jeg et underfuldt velsignet møde med din mor, som var til stor trøst for mig….

…Vi er glade ved at høre, du har fået en til at tage sig af den lille. Godnat Guds fred kære lille Povl.


Povls “mor” (Nanna Dahlerup) skriver

Kære Povl

“Mor” Nanna

Ja,  det er jo med usigelig sorg, at vi hørte, at din lille søde Ellen Kirstine er kaldt bort fra dig og de små, ja fra os alle sammen, kan vi vist roligt sige, for vi holdt alle så meget af hende, hvor kunne man andet! Det er så sørgeligt, at tænke på, at hun, som var sådan en blid og yndig moder, aldrig vil kunne blive husket at sine små børn. Der har du en kærlighedsgerning at gøre mod hende: Du må ikke lukke sorgen og minderne inde i dig selv, men tale med Vagn om hende, for om muligt dog hos ham at holde om end det svageste minde levende. Jeg er så glad over det sidste syn, jeg har af hende  i denne verden, da hun sød og mild som altid, kom op til stationen og hilste på os, da vi kørte igennem fra Svends bryllup. Da stod hun der så moderligt med sine små og viftede til os. Hvor lidt tænkte man på, at det blev det sidste farvel! For mig vil hun altid stå som et af de elskeligste menneske, jeg har kendt. Hvor er det sørgeligt, at vi så tidligt skulle miste hende. Kun Gud kan trøste dig i denne store sorg, og han give dig  at kunne sige: Herren gav, Herren tog, Herrens navn være Lovet.

Gud glæde hendes sjæl i himmerig! Kærlig hilsen fra mig og alle dine søskende herhjemme, de er alle meget betagede af, hvad der er sket, måske mest Helge, som var oppe hos jer i sommer.

Din moder Nanna Dahlerup Petersen (stedmor)


De fem brødre mistede deres mor Anna Susanne Fog, da de var ganske små.


Bror Svend, politimester i Nibe,  skriver

Kære Povl

Svend

Hvor blev vi dog bedrøvede over at høre, at Ellen Kirstine er død. Ja Povl, hvor jeg forstår dig, når du sagde i telefonen: “Jeg ved jo slet ikke, hvad jeg skal gøre, nu er jeg ganske alene med tre små børn”. Hvor  jeg gerne ville gøre noget for dig, hvis jeg kunne, men jeg ved godt, jeg kan ikke.

Ingen kan jo forstå dig som vores far, der har oplevet det samme.  Jeg har lige nu set på de taler, han holdt om mor. Det kan jeg ikke gøre uden at komme til at græde. Jeg har ikke tænkt over det før, men jeg tror, Ellen Kirstine mindede meget om mor.  Ja, hvor var hun vist et godt menneske i ordets dybeste forstand. Men derfor kan man jo slet ikke forstå, at hun skulle tages bort fra dig, som jeg ved, holdt så meget af hende og jeres tre små børn. Men selvom jeg slet ikke kan forstå det, så har vi Lov at tro, at hun har det godt, der hvor hun er, og det tror jeg også, at du tror og er glad ved at tro. Hun skal vel begraves i Skanderborg, Marie og jeg kommer der ned. Ja Povl, jeg ved ikke andet, men det tror jeg også er det bedste lige nu at bede Gud styrker dig i din store sorg.

Kærlig hilsen din Svend


Og fra bror Johannes der er præst ligesom faderen.

Kære Povl

Johannes

Jeg tænker så meget på dig, lever så meget med dig, at jeg må sende dig en hilsen. Det er mig en stor skuffelse, at jeg ikke kunne komme over til dig. Søndag og lørdag er jeg optaget. Jeg ville gerne gøre alt hvad jeg kunne for at hjælpe dig. Ord hjælper så lidt. Det gør mig så inderligt inderligt ondt, at du er ramt så hårdt. Dette er sådan, at det  kommer man ikke igennem uden hjælp fra Gud og tro på det evige liv. Det er det, vi har lov at sige overfor  Døden: Vi tror på det evige liv. Den tro er virkelighed for os, og den giver os kraft. Det er kristendommens første og sidste. Jeg ved det vel, at den tro udsletter ikke sorgen, men den kan mildne den. Skønt sorgen bliver lige stor, når den vi mister var os så kær, som hun var. Men så kommer sorgen også ifølge med taknemmelighed, for alt hvad man har fået. Og hvad har du og dine børn ikke af lyse og rige minder. Du må dele det med børnene. Ellen Kirstine passede ind i vores flok, hun var for os brødre, som en der hørte til os. Vi vil, så godt vi formår, hjælpe dig og jeres børn i dagene som  kommer. Jeg sagde til dig i telefonen: Det skal gå. Du er ramt så hårdt, som jeg tror, en mand kan rammes. Men jeg er sikker på, at du har kræfter  til at komme igennem dette. Ellen Kirstine ville sige til dig: “Tab ikke modet”,  hvor bedrøvet du er, og hvor bedrøvede vi alle er, det må vi ikke.

Gud giv dig  styrke og gode råd. Sin nådes lys han tilsende.

Din Johannes.


Bror Gunnar, der er gårdejer, redaktør og medlem af Rigsdagen

Gunnar

Kære Povl

Du skal have et par ord fra mig og en kærlig hilsen fra Ausa og mig i disse for dig og os alle der holder sammen og holder af hinanden, så mørke og vanskelige dage. Om Ellen Kirstine er jo aldrig hørt andet end godt. For mig står hendes billede tydeligt og fast som den fine og friske og gode kvinde, hun var. Jeg tænker hele tiden på Lille Vagn og Ingrid og nu  den aller mindste. De vil, når de vokser til, ikke huske eller kende deres mor. Dog måske Vagn kan komme til at kende hende. Men det vil de opleve, at hvem de end møder, der har kendt hende, vil fortælle dem, hvor god hun var og vil glæde sig over at kunne fortælle dem det. Vi drenge har oplevet noget lignende, som det der nu hænder dine små børn. Og vi ved netop, hvad det vil sige at møde mor i et godt eftermæle.

Gid du nu kunne lære snart at blive glad igen i mindet om Ellen Kirstine. og i samlivet med dine små søde børn, hvor fattigt det til at begynde med må blive, så husk på, det er bedre at have elsket og tabt end aldrig at have elsket en gang

Mange hilsner fra Ausa og Gunnar


Vennen Harald Axelsen Dreyer, der  selv har mistet sin unge kone skriver:

…Denne sorg kommer hverken du eller jeg nogensinde over, aldrig, og det skal vi heller ikke. Men vi må heller ikke fortvivle. I de første dage havde jeg mest lyst til at smide det hele og rejse til Amerika, hvor jeg just var blevet tilbudt en plads, men børnene, hendes børn bandt mig, og så senere mærkeligt nok hendes grav. Børnene, som i en kort tid endog syntes mig en byrde, de blev nu min bedste daglige trøst. Og så de mange lyse minder om hende. Jeg ved, hvor lykkelig, du har gjort Ellen Kirstine. Det er nok den bedste jordiske trøst at tænke på…


Vennen Sigurd Andersen har også oplevet at miste sin kone

…ja jeg har jo gennemgået det samme, føler måske derfor bedre end mange hvor dyb og inderlig sorg det er således at miste, den man har kær.  Vel ved jeg, at det er noget, som man selv må se at komme igennem, men jeg ved også, at der er trøst og hjælp i den opgave, man af hende er betroet i børnene. Der er dog noget at leve for…


Karen og Troels Trier skriver

…Vi føler trang til at lade dig vide, at vi tager del i din store sorg over Ellen Kirstines pludselige død. Vi tænker stadig snart på de tre små, der har mistet deres mor og snart på dig, der har mistet, den du ikke har kunne tænke dig at skulle miste, for hun var dig så inderlig kær. Gid Gud vil trøste dig og være  dig særlig nær i disse tider og bevare dig og dine små børn…


Efterskrift

De tre små børn blev de første år efter deres mors død passet af skiftende husbestyrinder. Den sidste, som var hos dem i flere år var den elskelige “Tante Maren”. I 1921 måtte hun vige pladsen, da Povl giftede sig med Ellen Kirstines storesøster Charlotte, som i følge familiens mundtlige overleveringer var en følelseskold intrigant heks, som forpestede børnenes liv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *