Sorgen

Skanderborg Slotskirke

Uddrag af breve til Povl, for at trøste ham i sorgen.

Fra hans far:

D. 11. december 1913

Kære lille Povl, min egen gode dreng! Åh, hvor gør det mig ondt for dig. Kunne jeg kun tage dig, som da du var lille, når du blev bedrøvet, op på mit skød og klappe din kind og tørre dine tårer og

Povls far

trøste dig, så din sorg stilnede, og  du kunne græde ud til fred og smile igennem gråden. Du kunne græde så dybt, min søde lille Pollemand.  Du har mistet meget. Hun var så sød, så god, så trofast en støtte, så yndig en hustru, så velsignet en mor. Vi er nu bedrøvet over, at vi har set hende så sjældent og haft hende i vores hjem og rigtig fået talt med hende. For vi var så glade for hende og holdt så meget af hende. Hun var så nem at kende, så naturligt ligefrem så kærlig ligetil. Vi var så glade for, at vi så hende i Skanderborg, da vi rejste hjem fra Aarhus. Det var jo tidligt om morgenen. Hun blev stående længe og viftede og bøjede sig ned over Vagn for at få ham til at vifte. Det var så det sidste, vi så hende under denne sol…

Næste dag Skriver Povls far igen.

Den 12. december 1913 klokken 11.30

Kære lille Povl. Jeg er så meget hos dig i mine tanker i dag. Jeg vil nu ikke gå til sengs, før jeg sender dig et godnat og Guds fred med kærligt kys. Det står så levende for mig de tunge vemodsfyldte , men så minderige aftentimer efter din moders bortgang. Da jeg samlede jer fem små til aftenbøn og lagde jer med mig selv ind i Gudfaders favn.  Det var i det nordre kammer på gården. Det står endnu levende for mig. Og da oplevede jeg et underfuldt velsignet møde med din mor, som var til stor trøst for mig….

…Vi er glade ved at høre, du har fået en til at tage sig af den lille. Godnat Guds fred kære lille Povl.


Povls “mor” (Nanna Dahlerup) skriver

Kære Povl

“Mor” Nanna

Ja,  det er jo med usigelig sorg, at vi hørte, at din lille søde Ellen Kirstine er kaldt bort fra dig og de små, ja fra os alle sammen, kan vi vist roligt sige, for vi holdt alle så meget af hende, hvor kunne man andet! Det er så sørgeligt, at tænke på, at hun, som var sådan en blid og yndig moder, aldrig vil kunne blive husket at sine små børn. Der har du en kærlighedsgerning at gøre mod hende: Du må ikke lukke sorgen og minderne inde i dig selv, men tale med Vagn om hende, for om muligt dog hos ham at holde om end det svageste minde levende. Jeg er så glad over det sidste syn, jeg har af hende  i denne verden, da hun sød og mild som altid, kom op til stationen og hilste på os, da vi kørte igennem fra Svends bryllup. Da stod hun der så moderligt med sine små og viftede til os. Hvor lidt tænkte man på, at det blev det sidste farvel! For mig vil hun altid stå som et af de elskeligste menneske, jeg har kendt. Hvor er det sørgeligt, at vi så tidligt skulle miste hende. Kun Gud kan trøste dig i denne store sorg, og han give dig  at kunne sige: Herren gav, Herren tog, Herrens navn være Lovet.

Gud glæde hendes sjæl i himmerig! Kærlig hilsen fra mig og alle dine søskende herhjemme, de er alle meget betagede af, hvad der er sket, måske mest Helge, som var oppe hos jer i sommer.

Din moder Nanna Dahlerup Petersen (stedmor)


De fem brødre mistede deres mor Anna Susanne Fog, da de var ganske små.


Bror Svend, politimester i Nibe,  skriver

Kære Povl

Svend

Hvor blev vi dog bedrøvede over at høre, at Ellen Kirstine er død. Ja Povl, hvor jeg forstår dig, når du sagde i telefonen: “Jeg ved jo slet ikke, hvad jeg skal gøre, nu er jeg ganske alene med tre små børn”. Hvor  jeg gerne ville gøre noget for dig, hvis jeg kunne, men jeg ved godt, jeg kan ikke.

Ingen kan jo forstå dig som vores far, der har oplevet det samme.  Jeg har lige nu set på de taler, han holdt om mor. Det kan jeg ikke gøre uden at komme til at græde. Jeg har ikke tænkt over det før, men jeg tror, Ellen Kirstine mindede meget om mor.  Ja, hvor var hun vist et godt menneske i ordets dybeste forstand. Men derfor kan man jo slet ikke forstå, at hun skulle tages bort fra dig, som jeg ved, holdt så meget af hende og jeres tre små børn. Men selvom jeg slet ikke kan forstå det, så har vi Lov at tro, at hun har det godt, der hvor hun er, og det tror jeg også, at du tror og er glad ved at tro. Hun skal vel begraves i Skanderborg, Marie og jeg kommer der ned. Ja Povl, jeg ved ikke andet, men det tror jeg også er det bedste lige nu at bede Gud styrker dig i din store sorg.

Kærlig hilsen din Svend


Og fra bror Johannes der er præst ligesom faderen.

Kære Povl

Johannes

Jeg tænker så meget på dig, lever så meget med dig, at jeg må sende dig en hilsen. Det er mig en stor skuffelse, at jeg ikke kunne komme over til dig. Søndag og lørdag er jeg optaget. Jeg ville gerne gøre alt hvad jeg kunne for at hjælpe dig. Ord hjælper så lidt. Det gør mig så inderligt inderligt ondt, at du er ramt så hårdt. Dette er sådan, at det  kommer man ikke igennem uden hjælp fra Gud og tro på det evige liv. Det er det, vi har lov at sige overfor  Døden: Vi tror på det evige liv. Den tro er virkelighed for os, og den giver os kraft. Det er kristendommens første og sidste. Jeg ved det vel, at den tro udsletter ikke sorgen, men den kan mildne den. Skønt sorgen bliver lige stor, når den vi mister var os så kær, som hun var. Men så kommer sorgen også ifølge med taknemmelighed, for alt hvad man har fået. Og hvad har du og dine børn ikke af lyse og rige minder. Du må dele det med børnene. Ellen Kirstine passede ind i vores flok, hun var for os brødre, som en der hørte til os. Vi vil, så godt vi formår, hjælpe dig og jeres børn i dagene som  kommer. Jeg sagde til dig i telefonen: Det skal gå. Du er ramt så hårdt, som jeg tror, en mand kan rammes. Men jeg er sikker på, at du har kræfter  til at komme igennem dette. Ellen Kirstine ville sige til dig: “Tab ikke modet”,  hvor bedrøvet du er, og hvor bedrøvede vi alle er, det må vi ikke.

Gud giv dig  styrke og gode råd. Sin nådes lys han tilsende.

Din Johannes.


Bror Gunnar, der er gårdejer, redaktør og medlem af Rigsdagen

Gunnar

Kære Povl

Du skal have et par ord fra mig og en kærlig hilsen fra Ausa og mig i disse for dig og os alle der holder sammen og holder af hinanden, så mørke og vanskelige dage. Om Ellen Kirstine er jo aldrig hørt andet end godt. For mig står hendes billede tydeligt og fast som den fine og friske og gode kvinde, hun var. Jeg tænker hele tiden på Lille Vagn og Ingrid og nu  den aller mindste. De vil, når de vokser til, ikke huske eller kende deres mor. Dog måske Vagn kan komme til at kende hende. Men det vil de opleve, at hvem de end møder, der har kendt hende, vil fortælle dem, hvor god hun var og vil glæde sig over at kunne fortælle dem det. Vi drenge har oplevet noget lignende, som det der nu hænder dine små børn. Og vi ved netop, hvad det vil sige at møde mor i et godt eftermæle.

Gid du nu kunne lære snart at blive glad igen i mindet om Ellen Kirstine. og i samlivet med dine små søde børn, hvor fattigt det til at begynde med må blive, så husk på, det er bedre at have elsket og tabt end aldrig at have elsket en gang

Mange hilsner fra Ausa og Gunnar


Vennen Harald Axelsen Dreyer, der  selv har mistet sin unge kone skriver:

…Denne sorg kommer hverken du eller jeg nogensinde over, aldrig, og det skal vi heller ikke. Men vi må heller ikke fortvivle. I de første dage havde jeg mest lyst til at smide det hele og rejse til Amerika, hvor jeg just var blevet tilbudt en plads, men børnene, hendes børn bandt mig, og så senere mærkeligt nok hendes grav. Børnene, som i en kort tid endog syntes mig en byrde, de blev nu min bedste daglige trøst. Og så de mange lyse minder om hende. Jeg ved, hvor lykkelig, du har gjort Ellen Kirstine. Det er nok den bedste jordiske trøst at tænke på…


Vennen Sigurd Andersen har også oplevet at miste sin kone

…ja jeg har jo gennemgået det samme, føler måske derfor bedre end mange hvor dyb og inderlig sorg det er således at miste, den man har kær.  Vel ved jeg, at det er noget, som man selv må se at komme igennem, men jeg ved også, at der er trøst og hjælp i den opgave, man af hende er betroet i børnene. Der er dog noget at leve for…


Karen og Troels Trier skriver

…Vi føler trang til at lade dig vide, at vi tager del i din store sorg over Ellen Kirstines pludselige død. Vi tænker stadig snart på de tre små, der har mistet deres mor og snart på dig, der har mistet, den du ikke har kunne tænke dig at skulle miste, for hun var dig så inderlig kær. Gid Gud vil trøste dig og være  dig særlig nær i disse tider og bevare dig og dine små børn…


Efterskrift

De tre små børn blev de første år efter deres mors død passet af skiftende husbestyrinder. Den sidste, som var hos dem i flere år var den elskelige “Tante Maren”. I 1921 måtte hun vige pladsen, da Povl giftede sig med Ellen Kirstines storesøster Charlotte, som i følge familiens mundtlige overleveringer var en følelseskold intrigant heks, som forpestede børnenes liv.

Moderskab

Drengen bliver født d. 31.juli, et par dage efter skriver Bis til sin mor.

Far og søn

Kære lille mor

Ja nu ligger jeg her og har det så godt så godt. De er allesammen så søde mod mig. Det var jo en helt overraskelse, at det blev så tidligt, men det er da bedre end at gå og vente. Nu ligger han i sin lille vugge og er så sød så sød, så der ingen ende er på det. Man siger, at man ikke kan se, hvem sådan en lille en ligner, men her er der ingen tvivl. Han ligner sin far op af dage. Han har allerede små fine krøller. Øjnene ser man kun sjældent.

Tusinder af kærlige hilsner til morbrødrene og mormor og fra os alle


Aarhus d.7. August 1910

Der er gået 8 dage siden drengen blev født,  og der skal gå endnu en 3 – 4 dage, før hun må komme en smule op.

kæreste lille mor

Ja nu rejser Julie hjem til dig i dag, og selvfølgelig under jeg dig at få hende hjem. Men det er skam hårdt at skulle af med hende for os begge to. Du skulle vel ikke have lyst til at se drengen, han er så sød, for så skulle du blive modtaget med åbne arme og tak og stort kys, men jeg mener jo det er umuligt for dig det.  Julie synes ikke, det er så umuligt. Så jeg fik ligefrem mod til at spørge dig om det, da hun sagde det, ellers havde jeg ikke turdet. Sygeplejersken er meget flink, men vi vil jo gerne af med hende, så snart vi kan. Vi har det udmærket og er glade for, at det går så godt. Måske må jeg komme op på tirsdag en lille smule. Julie går og pakker, det er så kedeligt at ligge og se på, og manden ser helt sort ud, han skal arbejde hele søndag, siger han med regnskab. Og nu er Julie lige begyndt at komme ind i det, han er ikke ret glad, han savner også en at sludre lidt med, han bliver så ene der inde i stuerne, og det er noget han ikke ret godt kan døje …


Povl har fået sit eget firma i Aarhus, som en filial til det firma, han har arbejdet for i København.


Bis tilbringer stadig en del tid hjemme hos mor på Askovhus.

Dengse, som skal hedde Vagn, skriver med ført hånd brev til sin far.

Askovhus den 25. August 1910

Kæreste lille far,  mor siger, at jeg skal skrive til dig, for det har du selv bedt om, og det vil jeg også gerne.

Først vil jeg fortælle dig, at jeg har det udmærket, Jeg er snart så stor, så jeg ikke kan være i den lille kurv, de lægger mig i her, og baljen, jeg bader i om morgenen, er jeg lige ved at slå begge ender ud af. Mor kan næsten ikke holde mig under vandet, for jeg sætter bare fra med benene, og så er jeg højt op i luften og griber fat i mors tørklæde, det  hun har fået af dig far. Der er en masse små huller i, som lige passer til mine finger.

I nat kan du ellers tro vi havde sjov. Mor ville have, at jeg skulle sove mindst 5 timer i træk, fra klokken 10 til klokken 3, var det ike rædsomt. Men det ville jeg nu heller ikke. Jeg vågnede klokken 2,  ja, jeg ville ellers gerne have vågnet klokken 1, for det plejer jeg, og så begyndte jeg også at skråle, alt det jeg kunne. For nattero skulle mor nu ikke have, når hun ikke engang ville give mig noget at spise. Hun har det endda lige ved hånden, behøver ikke engang at gå ud af sengen for at varme en flaske, for så kunne jeg da bedre forstå det. Nå, men så skreg jeg, ligeså længe jeg kunne,  og så holdt jeg op lidt og tog så fat igen til klokken 3. Så der fik jeg da endelig noget at drikke, blev puttet i seng igen, men jeg ville da drille lidt mere, når jeg ikke måtte få mad før og så lå jeg og kastede op, så jeg ikke sov før klokken 4. Men tænk, så ville jeg alligevel være sød, og så sov jeg lige til klokken halv otte.  Var det ikke pænt gjort af mig, for jeg holder nu alligevel lidt af mor, især når hun vil give mig noget at drikke. Men bare vent lidt, så skal jeg nok selv skaffe mig noget at spise, så jeg kan blive rigtig stor, lige så stor som dig far. Mormor siger også, at jeg skal nok blive en stor Dreng. Lige så stor som dig far.  Kommer du ikke snart her ned, jeg længes sådan efter dig.

Hilsen din lille Dreng.


1911

Det følgende  år, drejer alle brevene sig om Dengse, som bliver døbt Vagn.

De er igennem de fleste problemer, der er med småbørn. Problemer med at få ham til at sove om natten, problemer med forstoppelse, forkølelse, angsten for smitte, mellemørebetændelse, moderens  brystbetændelse, de første skridt, de første ord og så videre.

Og på hveranden linje “Han er så forfærdelig sød”.

Omkring november flytter de til Skanderborg. Det kneb med aktietegningen i betonfirmaet i Aarhus, så nu er Povl igang med et nyt fabriksprojekt i Skanderborg med økonomisk støtte fra sin svigermor.

…Fabrikken er etableret som  et aktieselskab og hedder: “Skanderborg kapsko fabrik”, og “manden” skal være Direktør…


1912

Den 16. december 1911 fødte Biss en datter,  min mor, som kom til at hedde Ingrid. Graviditeten nævnes ikke i brevene, ligesom der heller ikke er noget om fødslen.  Først til januar skriver Biss igen.

8. januar 1912

…Jeg kan måske tænke, du længes efter at høre lidt her oppefra, vi har det godt. Jeg har det helt ualmindelig godt. Dengse derimod er lidt pylret her til morgen, det kniber, at han bliver helt rask igen, men det kommer forhåbentlig snart. I lørdags aften havde vi juletræ. Dengse var helt stum af forundring og forfærdelig sød. Han fik en gyngehest af sin far, som han var henrykt for, han var bare ikke helt dristig ved at røre ved den i begyndelsen. Jeg har ikke fået skrevet før, fordi der har været så meget andet at gøre. Der er jo meget, når man har ligget i sengen i 14 dage, og så har sådan to små tingester at passe dagen igen og forresten også om natten…

…Jeg er forfærdelig glad for, at jeg har det så godt. Lille pige er sød og god som sædvanlig…


Næringssorger

Skanderborg 8. juli 1912

…Ja, lille mor, du spørger om fabrikkens status. Den er ikke helt let at skrive om, der kan så let noget misforstås i et brev, og der er så meget at sige om den. Jeg skal fortælle, så godt jeg kan, så må du vente med resten til vi ses, for vi kommer nok i August. Men kommer vi, så slipper du ikke af med os de første tre til fire uger, så må du selv sige, om du vil have os eller ej. Vi bliver slet ikke fornærmet, fordi du siger nej…

…Det var statusen: Der er ikke noget hensat.  Men det kan nu heller ikke være anderledes, da de har kørt med underskud på træskoene indtil  maj måned. Nu har der været en revisor og set regnskabet efter, og han siger, at hvis fabrikken kører året rundt, som den har kørt fra maj til sidst i juni, altså fra træskolønnen blev sat ned, indtil kedelen blev helt rebelsk, og de måtte holde hver anden dag for at sætte den i stand, så kan det gå.  Der er mange andre småting, jeg skal fortælle, når jeg kommer, men jeg tror det går helt godt. Der er aldrig nogen,  der har kunne få den fabrik til at gå før. Tænk hvor morsomt om manden kunne. Hans fingre klør efter at få begyndt igen. Men kedelen er ikke kommet endnu. Manden er i Aarhus i dag for at høre, om den er sendt fra København, for ellers vil han der over…


Det er nemt at gå i stå…

Askovhus d. 20. August 1912

Kære lille mand

… Du, skal vi ikke bestemme, at når vi kommer hjem igen, så skal vi læse noget om aftenen. Jeg tror det er nødvendigt for os, det er det eneste vi kan få ud over vores daglige trummerum. Jeg tror, vi forfalder helt, om vi ikke tager os sammen og læser noget. Høre noget hernede er jo omtrent udelukket…


Lille Ingrid

Skanderborg den 3. oktober 1912

…Lille og kravlede for første gang i dag, det er helt morsomt, men jo nok ikke helt let, når hun begynder at kravle rundt i alle mine urtepotter. Hun er et voldsomt lille levende væsen hun er med på alt…

Vagn og Ingrid julen 1912

 

Bryllupsforberedelser

Der er stadig usikkerhed om Bryllupsdatoen, men nu håber og tror Biss, at det bliver d. 23. juli.

Askovhus s. 22. juni 1909 -Så skulle det jo være i morgen om en måned – ikke?-

…Kæreste egen lille ven

… Gunnar telefonerede fra Kolding i aften. Han ville lige hilse på mig og blandt andet spørge, om vi snart skulle giftes. Det vidste jeg ikke, sagde jeg, men han pumpede løs… om det kunne være, at det skulle være inden august. Hvortil jeg svarede: Ja måske, hvis vi kunne få lejlighed. Det mente han jo sagtens, vi kunne. Det kunne man da i alle større byer. Nå ja, Forhåbentlig kan vi, men det vil nok en nær fremtid vise.


Nu ligger bryllupsdatoen endelig fast. den 23. juli er den store dag, men meget skal ordnes inden. Biss’ mor har givet 3000, kroner til køb af møbler mm.

Brudekiste

Askovhus d. 25. juni 1909

…Mor siger, at i løbet af to måneder, vil vi kunne få et pænt hjem i stand, med møbler og det hele. Møbler er jo noget, vi ikke har tænkt meget på før, men mor siger, at vi kan godt blive færdige, men det bliver jo nok ikke så fuldkommen lige straks….


Povl bliver holdt orienteret og får tildelt forskellige arbejdsopgaver. Povl har set på en spisestue i Aarhus, og Biss har forelsket sig i en spisestue i Kolding.

… Mor siger, at hvis det i Aarhus er lige så godt som det andet, så skulle vi rigtignok spare de penge. Men har du set, er skabet ligeså kønt som det andet, for det var kønt, og er der også et anretterbord? Buffeten vil vi ikke have, men det andet og otte stole for 350 kr. Det synes jeg sandelig er godt.  Jeg synes, du skulle gå hen og bestille det. Vi får ingenting, der er billigere og kønnere   Mor synes også du skulle se på bordet, om der var et par plader til ligesom det andet. I morgen rejser jeg til Åbenrå for at besøge Fink og Esther og se på det chatol…


….Vil du ikke også se de rullegardiner efter, når du går op i Bruunsgade 44 i morgen…


…Vil du ikke være så god at gå hen og få en lille prøve af det tapet, der skal være i din stue, blot en lille bitte en. Jeg er ved at købe Gardiner, men tør ikke før jeg har set farven…


…Vi har været oppe hos pastor Hjorkær i dag. Han var ikke hjemme, men fruen mente, blot du fik dine papirer i orden med den præst, der skal vie os. Han skulle bare have min dåbsattest og konfirmationsattest og din bopæl og navn for at kunne lyse. så nu bliver der lyst i Malt Kirke på søndag, og formodentlig undgår vi heller ikke, at der bliver lyst her i Askov, hvor nødigt jeg end vil have det…


Lysning af bryllup, bekendtgørelse fra prædikestolen af et forestående bryllup. Tidligere skulle præsten tre søndage i træk bekendtgøre, at et par skulle vies, for derigennem at sikre at der ingen protester var. Den obligatoriske lysning blev afskaffet i Danmark i 1969, men lysning kan stadig foretages, hvis brudeparret ønsker det.

Askovhus d.9. juli

…I går i København rendte vi byen rundt efter stole. De skulle passe til din sofa. Vi fandt et sted en sofa, der var akkurat magen til den i Brørup, og stole der svarede  til. Vi købte dem. Der var fire mindre stole og to armstole. Særlig armestolene var fine. Vi var også inde og se på klaver og købte det til 700 kroner et ualmindelig kønt klaver både i udseende og toner. Du kan godt glæde dig til at se det, men det er jo også en del penge at give ud på det, ikke…


P.N.Petersen, præst ved Trinitatis kirke

…Jeg spurgte din far, om han ville vie os. Han troede, Pastor Helveg skulle vie os. Men jeg sagde, at de unge havde ikke meget med pastor Helveg at gøre, så om han ville, så ville vi forfærdelig gerne have det…


Her slutter Biss´ kærestebreve, men hun fortsætter med breve til sin mor og til Povl, når han er ude på forretningsrejse.  Efter brylluppet kalder hun ham nu konsekvent for “manden”.

Vinter 1908 – 1909

Biss er hjemme igen på Askovhus. Vinteren går med huslige gøremål,  hun står for madlavningen til de syv pigeelever, der bor hos dem vinteren 1908/9. Julie er også hjemme for at hjælpe til med husarbejdet.  Men Biss er ikke imponeret over hendes huslighed. Biss er også irriteret over, at hendes underlige forhold til Johannes Richter  fortsætter.

Povls far Peter N Petersen og Nanna Dahlerup får også en omgang: De er henholdsvis 61 0g 44 år og har i forvejen 5 børn, og nu er Nanna gravid igen.

Askovhus d. 21. november 1908

P.N.Petersens børn. Øverst de 5 sønner med Anna Susanne Fog. Povl er den højeste. Nederst Nanna Dahlerup med fem børn.

…ja min lille ven, nu synes jeg også snart, de skulle sige stop ovre på Nørrevold, jeg kan næsten ikke begribe, at de tør.  Tænk på din far, han er over 60. Og om det nu skulle ske, at han om nogle år gik hen og døde, så sad din mor der med hele den børnevrimmel.  Og forresten synes jeg da også, det er nok i forvejen. Men forresten er det ikke noget vi skal blande os i, men vi har vel Lov til at sige, hvad vi synes…

Nanna Dahlerup

Brevene handler denne vinter mest om madlavning, vask og strygning og små kommentarer til livet, som det leves af familie og venner. Indimellem bliver det hele for meget.


..Jeg har gået hele dagen og tænkt på, om jeg ikke alligevel skulle prøve at få den plads (arbejde) i Annas forretning, jeg ved ikke hvad jeg skal – sig hvad du synes…


og da vi når april kan de to piger næsten ikke klare mere. Julie er stadig ikke forlovet og Biss og Povls bryllup bliver hele tiden udsat.

…Julie og jeg har lige siddet og skændes, så det stod efter.  Jeg begyndte med at sige, at når vi nåede juni, så tog jeg mig et arbejde, det første det bedste. Så skulle du bare have hørt Julie. Hun blev ligefrem rasende, og så ville hun rigtig nok ud, hun som skulle gå her hjemme hos mor hele sit liv,  eller hele mors liv, nej så ville hun sandelig afsted. Jeg ved ikke, hvad det skal gøre godt for, at Julie skal gå som et andet lille offerlam herhjemme og gå rent i frø. Mor kan jo da bare flytte til København, der har hun jo både drengene og Anna. Jeg kan slet ikke indse, at man skulle spolere sit liv, for det vil det blive for Julie, som er så forskellig fra mor. Kæreste børn – at hun ikke har lidt mere ben i næsen, det havde jeg alligevel ikke troet….. Nu kom mor lige og talte om, at enten Julie eller jeg skulle tage over og hjælpe Johnna i Hellerup fra nu til maj. Det bliver nok Julie, jeg har ikke tid, jeg skal gøre hovedrent ovenpå og meget andet…


28. april 1909

…nej, det bliver heller ikke mig denne gang, der tager afsted. Jeg slider herhjemme, så det står efter. Det hele skal jo være i stand til de nye elevpiger komme, og der kommer også en lærer, der skal undervise elektrikerne. Mor rejste til Hellerup i stedet for Julie eller mig…

 

 

 

Randers Sygehus

Askovhus d.8. juli 1908

…Mon jeg har fortalt at jeg har fået brev fra Randers sygehus, og der var blevet bestemt, at jeg måtte gerne komme på sygehuset, men på den betingelse, at jeg hverken spiste eller boede der.  Men nu har jeg skrevet og spurgt, om hun ikke kunne skaffe Anna Højmark og mig et værelse, så ville vi selv holde også med  morgen- og aftensmad. Middagsmad kunne vi så spise i byen et sted.


Endelig er alle aftaler på plads, og Biss er begyndt arbejdet på sygehuset.

Randers Sygehus

Randers d 12. August 1908

Du allerbedste lille ven.

Ja, jeg burde vel ikke skrive i aften, for jeg er ikke oplagt. Jeg synes jeg føler mig så utrolig ensom, og dog er jeg glad for, at jeg er her. Jeg tænker også kun, det er i begyndelsen, at den ensomhedsfølelse trykker mig lidt, det kommer jeg nok over…


…Åh, hvor jeg var træt i går. Du så så rigtigt, da du så jeg var træt, som en karklud, jeg har næsten aldrig været så træt. Jeg sidder på hospitalet og skriver på frøken Jensens værelse. Jeg bor ellers lige henne i en anden gade tæt her ved. Jeg vil gå derhen nu. Du sagde noget om at komme på søndag. Jeg tror hellere, du må vente, for jeg ved ikke, om der ikke er lige så meget at gøre om søndagen. Jeg synes det er bedre, at jeg får fri først. Meget skriveri bliver det ikke til denne gang. Jeg er i det hele taget bange for, at mens jeg er her, bliver det ikke meget jeg kommer til at skrive. Jeg har jo kun så lidt tid og i den tid trænger man til hvile. Jeg kommer op klokken 5 og er færdig klokken 8 aften. Jeg tror jeg får fri hver anden eftermiddag fra klokken to til fire. Jeg kan ikke mere nu…


Frederik d.8.

Kongen har lige været på besøg på Askov Højskole, hvor Ellen Kirstine og Julie serverede for ham, og kongen talte venligt med dem. Nu har han også besøgt hospitalet, og igen har han talt til hende.

Randers den 14. august 1908

…I dag har kongen været på sygehuset. Jeg må nok sige, at jeg er heldig. Han snakkede pænt til mig igen. Uha uha, jeg synes mere og mere, at det kongelige væsen er noget skrækkelig stads. Det er det rene hokus pokus. Tænk at man gider…


…Jeg synes, jeg har været her sådan en lang tid, en hel evighed siden jeg kom. Dog har jeg ikke arbejdet mere end tre en halv dag. Men jeg synes det går udmærket for mig nu, bedre end i begyndelsen, og jeg bliver også gladere for det. Jeg går uden ring, mens jeg er her. Den første dag overlægen så mig, sagde han, at den kunne jeg godt tage af, jeg kunne mærke han mente det, så nu går jeg rundt uden ring…


Randers 19. August 1908

…Det har været en temmelig anstrengende dag, jeg tænker meget, det kommer af, at jeg i aftes var ude for at se en lille Dreng, der var kommet til skade med sin arm, blive gjort i stand. Han blev bedøvet, og jeg stod og holdt den ene arm, så jeg var lige over kloroformen, så da der var gået en time, kunne jeg ikke holde det ud mere og gik min vej…


Operationssygeplejerske

Randers 26. August 1908

Kloroform til bedøvelse

…I dag har jeg været med på operationsstuen – en blindtarm. Det gik udmærket både med patienten og mig. Jeg besvimede ikke. Jeg synes, det var nydeligt at se, og hvor er det dog mærkeligt, at man kan gøre sådan en ting…


Jeg skal være på operationsstuen igen i morgen for den nye elev er syg.  Nu får vi så se, hvordan det spænder af…


…Jeg kunne ikke skrive mere forleden aften, jeg var for træt. I går havde jeg ikke et minut fri før over ni, og så gad jeg ikke skrive og gå ned med det. Vi havde ganske ualmindelig travlt på operationsstuen i går. Først havde vi en mand med kræft i brystet, som blev skåret bort, derefter en byld på den ene side af hovedet, ja selvfølgelig på en anden mand. Om eftermiddagen havde vi en stor underlivs operation og om aftenen et brækket ben, knust på det sted hvor det var brækket. I dag skulle vi så igen have et par underlivs operation, men jeg ved ikke, hvad det bliver til …


Randers d. 11.september 1908

…Ja,  det er skrækkeligt med Alberti.  Hvad mon der i det hele taget bliver af vores venstreministerium, jeg synes nok den er slem…


Justitsminister Alberti
Navnet “Alberti” har i det danske sprog for evigt en negativ klang. Mange danskere forbinder navnet med den største svindelsagnogensinde i dansk historie. Peter Adler Alberti blev landets justitsminister i 1901. Den 8. september 1908 meldte han sig selv på Københavns Domhus for bedrageri. Især dagbladet Politiken havde forinden kørt en intens undersøgelse af hans økonomiske aktiviteter. Da sagen blev undersøgt til bunds af Københavns Politi, viste det sig, at der i alt var blevet begået underslæb og dokumentfalsk for i alt 15 millioner kroner, som tidligere nævnt noget der svarer til 900 millioner kroner i nuværende kronekurs – omkring halvdelen af sparekassens kapital. Dette bedrageri havde fundet sted henover ca. 20 år, altså effektivt henover hans periode som justitsminister. Alberti blev idømt otte års tugthus i december 1910, og sad i henholdsvis Horsens Statsfængsel og Vridsløselille Statsfængsel frem til 1917, hvor han blev benådet for god opførsel.

Randers d. 30. september 1908

… Jeg synes, det er så svært, når jeg tænker på, at jeg nu snart skal hjem, og så at det ikke længere er det lyse og glade Askovhus, som jeg ellers er vant til at komme hjem til, når jeg har været ude en tid. Tænk at far ikke er der, jeg synes, det er så rent ud håbløst at tænke på.

Men Vorherre i det høje han lever, han lever.


Uddrag af brev til svigerforældrene

Randers d. 10. oktober 1908

…Jeg er meget glad for at være her, men nu er den tid snart forbi, til november rejser jeg hjem til mor igen, hun kan nok trænge til en huslig datter derhjemme. Vi kan jo nok mærke, at mor har tabt meget af sin kraft siden fars død. I vinter skal vi have en del elever boende, så det bliver jo en del at gøre.

Jeg er på operations stuen for tiden. Overlægen her er en meget dygtig kirurg, så det er meget at bestille, men vældig interessant er det. Jeg er i det hele Taget meget glad ved sygeplejen, så det vil blive et savn, når jeg snart ikke skal have mere at gøre med det. I hvert til fald ikke så meget som jeg har her…

Julie

De to ældre søstre Charlotte og Julie lider begge af ulykkelig kærlighed.

Askovhus d. 25. maj 1908

Julie og Ellen Kirstine

…Vi har fået sådan et trist brev fra Charlotte i dag, det er så trist så trist. Nu havde vi endda håbet, at Charlotte kunne blive rigtig lykkelig engang. Og nu for et øjeblik siden kom Julie, og så begyndte hun:  “Jeg tror Johannes  er ved at forlove sig med en anden, for Jakob Helweg har skrevet efter ham, at han skulle  komme over til England i den sidste måned. Men Johannes har svaret, at han kan ikke løsrive sig fra det herlige danske forår.” Udfra hvad vi ellers har set og hørt, lyder det lidt underligt. Julie fortsatte, “Ja en sorg kommer sjældent alene”. Hun er forfærdelig fortvivlet sidder og siger, at hun dør, og at hun gifter sig med *Even og lignende. Jeg synes, det ser sort ud for begge de to søstre. I aften da vi gik ned på skolen til menighedsmøde, sagde Julie: “Jeg tror, du er blevet forlovet, fordi du er den mest normale af os”. Det lyder lidt underligt, men når jeg tænker over det, er der virkelig noget sandhed i det. Både Julie og Charlotte er alt andet end normale i den retning. Kære lille ven ja undskyld mig, at du ikke har fået andet end om de to, men i øjeblikket ligger det mig stærkt på sinde…


Askovhus d. 23. juni 1908

Julie

…I aften er Julie og jeg bedt op til Dorte Boysen til Sankthansblus. Jeg ville ønske Johannes Richter kom. Forleden da jeg kom hjem og fortalte, at Johannes var kommet hjem, blev Julie aldeles desperat, hun er helt skør. Blandt meget andet sagde hun, at hun umuligt kunne gå og bestille noget her, når han var så tæt på, og jeg skulle sige til hende, hvor hun kunne tage hen. Jeg rådede hende nu til at blive, hvor hun var. Er det ikke godt må jeg spørge, at så snart han viser sig, så flygter hun. Jeg mente også snart, at hun kunne kigge i vejviseren efter ham, når hun bar sig så tosset ad. Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen, hun er ikke rigtig normal på det område…


Askovhus den 27. juni 1908

…Julie går og ser meget forarget ud over, at alle andre mennesker træffer Johannes Richter,  netop hun gør det ikke. Nu skal vi se, om hun kan slippe lidt bedre fra det i morgen i Skibelund, skønt det er meget sandsynligt, at han tager til Esbjerg for at se den engelske flåde…


Askovhus d.1. juli 1908

…Du har spurgt mig, om jeg ville fortælle, hvordan vi havde det til Sankthansblus hos Boysen. Johannes Richter var der slet ikke, og for øvrigt var det hele alt andet end morsomt. Julie traf Johannes R. nede til sangfesten i Skibelund, men hvordan de to mennesker har det, det har jeg snart opgivet at spekulere på. For de er uberegnelige begge to, særlig Julie…

Lærer på Askov Højskole siden præst i Vejen.
Even Nikolaj Marstrand
*Even Nikolaj Marstrand, 22.2.1879-13.12.1949, præst; socialøkonom, forfatter. Han var en vinter på Askov højskole, blev cand. teol. 1903 og cand. polit. 1906. Efter en studierejse i Amerika var han lærer på Askov 1907-12 og skrev med inspiration herfra Poul la Cour, 1912, og Omkring Askov, 1924.

 

Julie blev gift med Aage Møller i 1912.

Aage Møller
Aage Møller  fik sin uddannelse på Askov højskole og gennemgik statens etårige lærerkursus. 1921 købte han en bondegård i Rønshoved på nordkysten af Flensborg fjord, omdannede den til højskole og føjede senere nye bygninger til. Aage Møller ledede denne grænseskole til 1941, hvor han blev frimenighedspræst.

18. Poul la Cour dør

Askovhus d. 22. april 1908

Poul la Cour

…Doktoren var her nu i formiddags for at se til far, og han sagde, at far har lungebetændelse. Den højre lunge er angrebet. Det er jo meget alvorligt. Fars temperatur er 40°, det er jo også højt. I går var den ikke så højt oppe. Vi har fået sygeplejerske fra København. Begyndende lungebetændelse er det. Bare far må have kræfter til at stå imod.  Kærlig hilsen fra os her hjemme din Bis

Askovhus d.24. April 1908

Kære svigerforældre.

Gymnastiksalen på Askov Højskole. Poul la Cours begravelse

I eftermiddags døde vores egen elskede far. Stille og roligt uden nogen lidelse til sidst, for han var helt ubevidst. Far blev syg i lørdags aftes, lægerne mente, at det var influenza, først onsdag viste det sig, at det var lungebetændelse. De sidste par dage var det særlig hjertet, far havde ondt i. Åh det er så strengt for os. Jeg kan ikke skrive i aften, men Povl vil skrive lidt også.

De kærligste hilsner fra jeres egen Ellen Kirstine


Og Povl skriver

Kære far og mor

Nu får i dette brev samtidig med kortet. Jeg fik et telegram om at komme og et lidt senere om døden. Det er forfærdelig tungt

kærlig hilsen Povl

Lungebetændelse var en livsfarlig sygdom i 1908, før man fik penicillin, som ved et tilfælde blev opdaget af Alexander Fleming i 1928. Først i 1943 var man i stand til at fremstille penicillin i større mængder og foretage de nødvendige kliniske forsøg på mennesker. Det betød,at man var i stand til at behandle sårede allierede soldater efter D-dag under 2. verdenskrig.
D-dag var dagen d. 6.juni 1944, hvor de allierede gik i land i Normandiet, hvilket blev begyndelsen på enden af 2. verdenskrig.

Askovhus d. 5.maj 08

Faderen Poul la Cour

…Når jeg tænker på far, tænker på, at han aldrig mere kommer tilbage til os, det er forfærdeligt tungt, slet ikke til at forstå. Far, som vi elskede så højt så højt, hver gang jeg siger fars navn højt, så er jeg lige ved at bøje mig. Jeg synes, det er så stort, at jeg må kalde sådan en dejlig mand, som far var, for min far. Jeg kan jo aldrig blive færdig med at takke for, så god han var ved os, og så meget godt han har gjort os. Men en ting er sikkert, hver gang jeg tænker på dig, så lyser det op inden i mig.

Tænk, kære lille ven, at vi en dag skal holde bryllup uden far, det er næsten ikke til at holde ud at tænke på. Hvor vi vil savne ham den dag,  Far, som var sjælen i alle hjemmets fester – bare vi må beholde vores lille mor, det er så hårdt så hårdt for hende…


Problemerne står i kø for familien, efter Poul la Cours død. Jacob Appel, som er forstander på Højskolen hjælper med at rede trådene ud.

Askovhus d. 18. maj 1908

…Herhjemme står det ikke godt til med pengesagerne. Appel er jo kommet hjem fra København. Idéen med møllen syntes ministeren godt om, men han kunne jo ikke gøre noget særligt ved det straks. Der skal nedsættes en kommission på fem medlemmer, som skal have afgivet sin betænkning inden første August. Med hensyn til mors pension bliver det ikke meget, det kunne vi nok forstå på Appel, men forresten kunne de slet ikke gøre noget ved den sag før til efteråret. Appel havde givet mor et lille håb om, at hun det første år måske kunne få de penge, der kommer ind for elektricitets salget her i byen. Så mor mente, hun kunne klare sig her i huset et års tid, til man fik afklaret situationen. Altså mor står her uden en øre omtrent. Skolen giver ikke en øre. Renten af fars penge er nylig udbetalt i april, så der er ingenting at få foreløbig og pension ikke heller foreløbig . Heldigvis har mor nogen penge liggende herhjemme, så vi klarer os vel nok et års tid med stor sparsommelighed. Det er ikke let for mor, men vi håber jo på, at det skal vende sig til det bedste. Mor spurgte mig i dag, jeg ved ikke hvorfor, hvor meget du havde tænkt, at du skulle have, før vi skulle kunne gifte os. Jeg svarede ikke noget bestemt, hun fortsatte: vi var jo også unge endnu, men på en helt anden måde, end hun før har talt om det. Før har det været på en måde, som om hun nødigt ville af med mig.  Men denne gang lød det på en måde, som om vi fuldstændig selv kunne bestemme, som vi ville… åh ja, lille mor, bare du dog ikke helt går under for os. Det er som om, det næsten bliver sværere og sværere for hende, og vi står hjælpeløse. Det er kun vores kærlighed vi kan give hende, og det vil vi også så gerne…

Det viser sig dog senere, at økonomien ikke er så dårlig endda. Moderen er i stand til at finansiere Ellen Kirstines bryllup og udstyr og låne Poul 5000 kroner, så han kan etablere sig som selvstændig. Selv bliver hun boende på Askovhus indtil sin død.


Askovhus d. 21.juli 1908

I morgen er der kirkeligt møde i Skibelund. Jeg tænker, jeg går derned, men hvor vil jeg savne far, der, som alle andre steder. Far som var sjælen i det møde. Jeg tænker så forfærdelig meget på far i de sidste dage, det er som om, det bliver sværere og sværere at tænke på. Jeg tror ikke det er kun mig, det går sådan. Mor ikke mindst. Al hendes energi er borte, og det er så trist at se på. I går sad mor og jeg og syede hele eftermiddagen, de andre var borte, vi sad og sagde ikke meget til hinanden,  begge tavse, særlig mor. Engang jeg kom til at se over på mor, sad hun og kæmpede med gråden.


Askovhus d. 25. juli 1908

Hele la Cour Familien samles hvert år til møde på Skærsøgaard. Poul la Cours barndomshjem.

Mor tager ikke med til Skærsø. Jeg er så forfærdelig ked af det, men jeg talte med hende om det i dag. Hun havde flere grunde, og så sagde hun, at hun ville jo savne far dobbelt, om hun kom sammen med alle hans søskende, for det var jo far, der havde ført hende ind i hele den kreds – stakkels lille mor, jeg synes hun har det svært, så svært.

Hans Kristensen, elev på højskolen skriver i sin dagbog.
I går 25. april sluttede skolen i Askov, og jeg kom her hjem. Skolen skulde ellers først have sluttet i Mandags, men om Fredagen døde Poul la Cour og lærerne mente da ikke, at de kunde for­sætte skolen længere. Der var jo også kun en skoledag tilbage. Askov Højskole har lidt et meget stort tab ved la Cours bortgang. Han var sikkert den betydeligste af alle lærerne og var afholdt som ingen anden af eleverne. Vi var alle glade ved at høre hans foredrag over naturlæren og var ligeså glade ved at høre hans aftenforedrag - en gang om ugen- der altid var stærkt religiøse og prægede af hans dybe kristne tro på kærlighedens magt. Flere af dem var rent bibelske foredrag. Vi så, at for den store videnskabsmand, der med iver og glæde granskede naturens love og med klarhed frem­stillede dem for os andre, for ham var alt dette dog kun nummer 2, medens hans gudsforhold var det, der gik forud for alt andet. Og i naturens love så han altid udtryk for Guds kærlighed og storhed. Han var 62 år gammel og kraftig og rask på sjæl og legeme. Hans død kom derfor så brat og uven­tet. Man havde jo håbet at han endnu i mange år skulde have fortsat sin store og velsignelsesrige virksomhed, der spændte vidt omkring på mange områder; men i særdeleshed som lærer på Asksov Højskole håbede man, at han endnu længe skulde deltage i arbejdet. Så blev han syg af influenza, måtte gå til sengs. Blev så angrebet af lungebetændelse og en uge efter han havde lagt sig var han død. Vi vidste han var meget syg, at der var fare for hans liv, men dagen før han døde, blev der meldt, at det rimeligvis vilde vare flere dage, før der skete nogen forandring til det bedre eller værre, rimeligvis vilde der ingen forandring ske, før efter vi var rejst fra skolen, sagde Appel. Men dagen efter meldtes så hans død. I Torsdag blev han begravet naturligvis under stor deltagelse fra alle egne i landet.

På et-årsdagen for faderens død skriver hun:

Askovhus d. 24. april 1909

…Somme tider er det endnu for mig, som jeg ikke kan forstå, at far ikke snart kommer hjem igen. Ja man er et stakkels uvidende menneske, der har så svært ved at sætte sig ind i virkeligheden, som den er. Men man ved det også godt, men det er så svært så svært…

…Jeg sidder og tænker på, at når sådan noget sker, når man så tænker frem i tiden, så ved man ikke, hvordan man skal kunne holde det ud, men som tiden går, så er det alligevel, som om man bliver båret igennem af usynlige  kærlige hænder…

17. “Tag mig alvorligt”

Hun vil så gerne lære noget

Ellen Kirstine har været i København til barnedåb og har naturligvis været sammen med Povl, der for tiden arbejder på genopbygningen af Christiansborg efter den store brand.

Efter bare tre dage i København har hendes mor sagt, at hun skulle komme hjem,  fordi hun skal arbejde på Møllen.

Forsøgsmøllerne

Askovhus 9. oktober 1907

…I dag da jeg kom og sagde ðtil far, at jeg jo skulle til at begynde på Møllen, så sagde far:” Ja hverken Bjerre eller Bernsen er hjemme, så der er ingenting at lave, før de kommer”. “Nå”! sagde jeg, “men så vil jeg gå over og øve mig på skrivemaskine”, så sagde far, at den var sendt til København for at blive renset rigtig godt. Den, der nu blev gal, det var mig. Her går de og siger, at jeg skal komme hjem, fordi jeg skal begynde på Møllen, fordi de har så travlt, og så er der ingenting, når man kommer. Jeg sagde det selvfølgelig også, men hvad det var jo for sent, så der var ingenting at gøre…

Møllen er Poul la Cours vindmølle til fremstilling af elektricitet. Der er tilhørende værksted, hvor "Elektrikerne" eksperimenter og udvikler. Ellen Kirstines bror Troels er for eksempel igang med at udvikle en elektrisk boremaskine.

Askovhus oktober 1907

Lærerne på Askov Højskole 1901

…Nu skal du høre, hvad jeg skal til vinter. Klokken 8 til 10 på Møllen, fra 10 til 10.30 spise frokost, fra 10.30 til 11.30 høre foredrag  fire dage i ugen, de to dage med historisk fysik med far og Apple, og de to dage med Axelsen i verdenshistorien. Fra 11.30 til 14.30 fri. Fra 14.30 til 17 på møllen, fra 17 til 18 gymnastik og fra 18 til 19 aftenforedrag. Må jeg så ikke spørge, om den dag ikke er godt besat.

Det mest imponerende er, at planen tilsyneladende bliver holdt, og hun elsker det.


…du kan tro, det er en travl tid på møllen, og det går helt godt med arbejdet, i det hele taget synes jeg, at alt arbejde morer mig.  Kort sagt jeg er så glad så glad for mit arbejde…


…Du kan tro, jeg haft travlt på møllen i går og i dag, vi har nemlig sendt hæfter ud, tidsskrifter, et stort arbejde, men det var helt sjovt…


…Forleden dag kom jeg over på møllen og spurgte, om der var noget at bestille for mig, så sagde Sandbjerg, at jeg kunne få mine penge, og så fik jeg 25 kr. om måneden. Jeg fik for den tid, jeg har været der, en del af oktober og november 41,66 kr. Må jeg spørge, er det ikke helt pænt, for den lille tid af dagen, jeg er der. Og så for sådan en begynder!..

Hun er så glad for arbejdet på møllen, men da Julie kommer hjem, skal hun overtage, og Ellen Kirstine bliver jaget tilbage til “det huslige”, som ikke interesserer hende en døjt. Men, erkender hun lidt trist: ” det er nok det, jeg skal hele livet”.


Når man er tyve år og længes efter kæresten og  keder sig ved de huslige pligter, kan det nogen gange være lidt svært at holde humøret oppe, når man bare skal gå hjemme hos mor.

…Jeg har sagt til mig selv, du må være lidt livligere for mors skyld. Hun er altid så god ved dig, og hvad giver du igen. Intet, du har ikke andet at give end at være rigtig god ved hende. Og så tilmed er hun ikke i så dårligt humør mere, som hun var en gang, så det er meget lettere, og jeg takker for det…


Alt vil blive lettere, hvis hun kan slippe for det evige husarbejde.

18. januar 1908

Jeg vil nu prøve på, om de vil have mig som sygeplejerske nede på skolen. Den gamle sygeplejerske har fået tuberkler. Hun var heller ikke uddannet længere end tre måneder, og sådan noget arbejde vil jeg helst have. For jeg bliver nok nødt til at blive her hjemme, kan jeg indse. Når kun min ryg vil blive rask.

Et lille oprør

Nu skal mor altså ikke koste rundt med hende mere:

Askovhus d. 5. februar 1908

… Jeg har været ganske forfærdelig meget ude i den sidste tid, jeg er helt træt af det selv, men så i aftes da jeg kom hjem, havde mors siddet og fundet ud af, at jeg havde vist ikke godt af at gå så meget ud. Jeg tænkte ikke nok på mine søskende af bare travlhed, sagde hun, og det er bare fordi, jeg ikke havde læst nogle breve, der var kommet frem om aftenen og så videre noget helt meningsløst. Nu var hun i dårligt humør og havde siddet oppe for at se mig hjemme, inden hun gik i seng. Klokken var 11, da jeg kom, så det var jo blevet lidt over hendes sengetid. Far var ikke hjemme, og så var hun gal over det. Jeg fortalte hende også rent ud, at hun var i dårligt humør. Det sagde mor nej til, men det er jo det bedste bevis for, at man er det, når man siger nej.

Ja du, sådan små rivninger må der til, særligt når to så forskellige mennesker som mor og jeg skal bo under ét tag. Det er også mærkeligt at en mor skal have et barn, der næsten ikke har én mening tilfælles med hende. Selvfølgelig overdriver jeg nu, men det er slemt nok endda. Jeg ville ønske, jeg ikke var sådan, men anderledes end jeg er, kan jeg ikke gøre mig.


Uddannelse

Planen er nu, at hun skal i lære på et sygehus. Charlotte har sagt, det bedste sted at lære noget er Randers Sygehus, så det blev besluttet, at det er der, hun skal til. Men nu skriver hun til Povl, og hun er vred.


ASkov d, 25. marts 1908

…Hør kære lille ven har jeg ikke fortalt dig, at jeg måske skal til Randers sygehus i stedet for til København. Dotte  skal afgøre, hvad hun synes er bedst. Mener hun, jeg kan lære mest på Randers, fordi hun kender oversygeplejersken så godt, så kommer jeg der op. Jeg ville i grunden helst til Købenavn, men jeg vil gøre, hvad der er det fornuftigste. Det ville jeg jo selv være bedst tjent med, ikke? Det er jo for at lære noget jeg skal på sygehus…


 Povls reaktion gør hende vred.  Hun vil tages alvorlig.

Askovhus d. 29. marts 1908

…Sikke noget vrøvl at jeg lige så godt kan tage til Thisted eller Ebeltoft. Det er da fordi, I ikke vil tænke over, hvad jeg siger, når jeg siger det: Jeg skal ikke på sygehus for morskabs skyld, men for at lære noget, og når jeg tager til Randers, så er det for at lære noget. Ja det er nok skrevet lidt bøst, men jeg blev også så gal, da jeg læste det. Jeg synes heller ikke, der var nogen mening i at skrive sådan…


1908 3. maj

Julie var på møllen i går i stedet for mig, og det skal hun herefter, og det må hun også gerne. Blot en ting er i disse dage kommet nærmere ind på mig, end det før har været, og det er, hvor det interesserer mig lidt- alt det huslige. Jeg er så led og ked af at gå og dække bord og tage ud igen og vaske op, som en kat af sennep. Det er så trist sådan en opdagelse, når det jo efter al sandsynlighed, er det, jeg skal i hele mit liv. Jeg er så ked af det, det er mig umuligt at skrive, hvor ked af det jeg er. Jeg bliver snart en kedelig gammel tingest, der ingenting kan uden at blive træt i benene og så mukke…


3. Juni 1908

…Jeg har talt lidt med mor om Randers. Jeg tror nok, jeg får Lov til at komme der op. Det lød sådan, da vi talte sammen. Jeg er så forfærdelig glad ved det, så du kan ikke tænke dig det. Så vældig glad…


13.Juni 108

Men da hendes far dør, må hun ofre sig.

…Nu er det bestemt, at jeg skal til Randers til August og dernæst, at jeg skal være stuepige her hjemme i vinter. Det første er jeg henrykt over, hvad du ved, jeg er, men det andet er jeg ikke ret stolt af. Men jeg gik  i mig selv. Jeg synes, det er synd at rejse fra mor, hun trænger sådan til os nu. Jeg vil så gerne gøre det lidt lettere for mor…

 

16. Dannelsesrejse

Poul la Cour skranter. Han skal slappe af, indånde ren bjergluft og nyde sydens sol ved Vierwaldstätersøen i Schweiz. Døtrene Julie og Ellen Kirstine kommer med. For dem skal det være en kulturel dannelsesrejse.  Jeg er dog bange for, at Ellen Kirstine tænker mere på sin Povl end på sin dannelse.

August 1907

Du allerkæreste og eneste Skat.

Hamborg Hovedbanegård

Jeg  længes efter at høre fra dig. Det er jo også en uge siden, vi tog hjemmefra. Her er så vidunderligt dejligt, men når jeg skal rigtig til at nyde det, så føler jeg, at jeg kan ikke helt, og efterhånden går det op for mig, hvorfor. Ja, er det ikke mærkeligt, at jeg holder så meget af dig, at det jeg ser ikke har samme værdi, som hvis du havde været med…


…I Hamborg sov vi på et fint Hotel lige overfor Hovedbanegården. Om aftenen spadserede vi en tur i byen, og far fandt et par nye støvler og købte kirsebær og druer til os. Jeg er helt imponeret over Hamburg. Jeg vidste ikke, den var så stor. Særlig imponerende er banegården…


…I Köln gik vi ind i domkirken. Hvor er den dog herligt sjælden smuk!…

Kölner Dom
Byggeriet af kirken blev påbegyndt i 1248, men først afsluttet i 1880. Kirken blev udsat for bombardementer under 2. verdenskrig, og den blev først genåbnet i 1956.

 

…Om aftenen sad vi inde i den og hørte koncert, og ih hvor jeg dog længtes efter dig, din kære lille Skat, du begriber det ikke. Næste morgen sejlede vi så hele dagen ned ad Rhinen til Rüdersheim, hvor far ville ind for at besøge nogle venner…


Derfra rejser de videre til kurophold på Villa Schiller ved Vierwaldstättersee i Schweiz.

…Far begynder at få det bedre. Han har ellers været sløj og træt. Nu skal du høre, hvad vi foretager os dagen igennem. Vi står op ved otte tiden, så spiser vi, derefter spadserer vi et eller andet sted hen for eksempel ned til vandet, sidder der og skriver eller læser, så spiser vi til middag klokken 12.00, fem retter mad. Derefter går vi ud igen, eller daser til klokken 18.30, så spiser vi aftensmad, igen fem retter og så i seng…

Det lyder ikke særligt ophidsende, man forstår godt hun længes efter sin Povl.


Lidt sker der dog!

…Du skal da lige høre lidt om, hvad vi sidst har bedrevet. En dag var far og jeg oppe på et højt bjerg, 1922 m. Vi spadserede afsted klokken godt seks om morgenen og spadserede uafbrudt i godt fire en halv time, op ad, op ad, op ad. Det var en storslået tur, smukt, jeg skal aldrig glemme den. Vi nåede lige ned igen ved femtiden. Vi var begge henrykte over vores tur, endda vi var møre tre dage efter. Du skulle have været med. Mor og Julie kunne ikke tåle det…


Efter kuropholdet går turen til Venedig, Firenze og Rom. Hun keder sig.

… I dag har vi været henne og se malerierne i Akademiet, i eftermiddag regner det lidt, det er kedeligt. Og ja, der er sådan en masse, jeg ville skrive, men jeg tror ikke jeg ville blive færdig, hvis jeg først fik begyndt. Så du må vente til jeg kommer hjem. Vi rejser nok herfra i morgen aften og til Florenz (Firenze) og så videre efter et par dage til Rom…

…Du kæreste lille ven, i går var vi en gondoltur til Rialto broen for at spørge efter post. Du kan tro jeg blev glad, og min glæde dalede ikke, da jeg læste dit brev, jeg blev så glad ved, at du nu har fået noget arbejde for vinteren, bare du nu vil blive glad for det…


…Vi rejste sidste nat fra Venedig, så det blev ikke mange timers søvn. Nu er vi her i Florenz i pensionat hos to danske damer. Her er der heldigvis pænt og rent, i Venedig var der sådan en masse dyr, Julie var ganske forpint. Uha sikke nogle grise italienerne dog er…

…Vi var ude på et kloster i går. En storartet tur i en skiden vogn, med en krikke for der var så gammel og stiv, så den knap kunne gå og til slut en skrutrygget Kusk med hatten ned over ørerne. Det var flot, kan du tro. En gammel hvidhåret Munk viste os rundt.  Du skulle bare have været med…


Det sixtinske kapel. David

…Nu er vi her i Rom. Det er storartet, men skal jeg først begynde at fortælle om alt, hvad vi oplever, så ville det jo ingen ende få. Derfor vil jeg vente med det, til vi ses. Vi har været i Peterskirken og Colosseum og andre interessante steder. I eftermiddag har vi været i Sankt Paolo-kirken…


…Jeg ville næsten ønske at vi ikke kom til København på hjemvejen. For det er snart temmelig sløjt, at se far gå rundt og have ingenting at gøre andet end at underholde sin familie. Far trænger til at komme hjem, ligesom man siger om drenge og forresten også piger, at de ikke har godt af en lang ferie. Så kan man sige det om min far, for far går og bliver sådan lidt gnaven og tit gider han ikke rigtig gå ud og se noget sammen med os. For det meste må han jo alligevel med, om så lysten er aldrig så lille. Sådan har vi sommetider små familiescener. Nej, så siger jeg, lad os så hellere komme hjem, det er meget sundere at holde op, mens legen er god…

15. Så stor er hendes kærlighed

Biss bliver aldrig træt af at forsikre Povl om sin store kærlighed.

Maj 1907

Min kære bedste lille ven

I de sidste dage har jeg længtes så knusende efter dig, jeg synes næsten så meget som aldrig før, jeg tænker også, at foråret gør meget til det. En anden tanke har også rejst sig så meget som aldrig før i mig: Jeg har tænkt på, hvor herligt det bliver engang at blive gift med dig og altid måtte være sammen med dig. Ja, du har alt magten over mit hjerte i disse dage så stærkt, at jeg tror jeg kunne gøre, hvad det skulle være for dig. Forstå mig nu endelig rigtigt.


Juni 1907

..Jeg kommer sådan til at længes efter dig, når jeg hører musik. Jeg tænker, det er fordi, jeg holder så uendelig meget af dig. Jeg tror godt, jeg kunne forfalde til at høre musik, Hvor er det herligt. Derfor holder jeg også meget af at komme i det kongelige, når der er en opera eller ballet. Jeg er som et helt andet menneske, når jeg høre god musik, et nyt og bedre…


…Du skrev i dine to sidste breve, at nu skulle vi snart se at blive gift. Ja du, bare vi kunne, jeg skulle ikke have noget derimod, men du må da først have en plads, vi kan gifte os på…


Juli 1907

… Det er ligefrem forfærdeligt! Hvordan kan det dog være, at jeg holder så meget af dig, og jeg så godt kan lide dig du kære lille skat…

 


Og videre  i breve skrevet hveranden dag igennem hele sommeren og efteråret.

Kære eneste lille ven.

… 1000 tak for dit brev. Jeg har aldrig været så glad og haft det så godt, som jeg havde det i København denne gang. Hvordan kan det dog være? Ja, det er fordi, jeg kommer til at kunne lide dig bedre og bedre for hver dag, der går. Jeg kan næsten ikke tænke, at jeg skal kunne holde mere af dig, end jeg gør. Jeg savner dig sådan lille ven…..


Kære kære lille ven, bare vi snart skulle ses igen, du min allerkæreste lille ven. KYS fra din egen lille Biss.


I eftersommeren 1907 rejser hun sammen med sin mor og far og søster Julie igennem Europa fra Askovhus til Rom. Men i brevene fra turen hører vi mest om, hvormeget hun savner sin “aller aller kæreste lille Skat”


Men der er en grænse, og mon ikke Povl har overskredet den i sit sidste brev..

…vist må du skrive sådan noget, du må skrive alt, hvad der ligger dig stærkt på sinde- alt -alt, dog tror jeg kære lille ven, at det ikke er værd for os at skrive for meget om sligt. Vi skulle hellere tales ved om det, endskønt vi sikkert, må jeg sande, er lettere at skrive om- Men tænk på om de breve skulle komme i hænderne på andre, det ville ikke være morsomt for nogen af os. Det som dog kun er vores to´s alene. Os to, som holder så meget af hinanden, men kære kære, jeg tror ikke, man hverken skal tale eller tænke for meget på det nu. Den tid kommer forhåbentlig en gang. Troede du virkelig, jeg ville blive vred på dig for det, nej du, jeg kan tværtimod  berolige dig med, at en anden gang behøver du ikke at ængstes, for hvis jeg bliver vred over over det, regner jeg for det første ikke min kærlighed for mange sure sild værd. Og for det andet var jeg hverken dig eller din kærlighed værd…


Askovhus 1. marts 1908

Kære kære lille ven, jeg længes så meget efter dig, så det er en helt gru. Nu kommer det er vel også meget af, at at jeg har været syg. men nu nede til foredrag, jeg har sagt det før, men jeg længes, så jeg næsten ikke kunne sidde roligt, og nu hvor jeg sidder og skriver til dig, kan jeg næsten ikke forstå, jeg kan sidde så roligt og skrive, som jeg gør, for indeni er der ikke roligt. Jeg længes sådan efter dig. Jeg tror det bliver værre og værre, jo mere jeg skriver. Jeg kan godt føle, at jeg ikke er rask. Jeg kan ligefrem ikke tåle at skrive mere. Blot endnu de allerkærligste tanker og hilsner det bedste der gives, sender jeg til dig du kære.

Kys fra din egen lille bis