4. “Folkevrøvl”

Nu bliver det interessant. Hvad sker der dog?

4. august 1905

…du skriver at din bror ikke ville hilse far fra dig, fordi han havde hørt så meget sludder i de sidste 14 dage. Nu har jeg været sammen med Julie i tre dage, og hun har snart stoppet mig sådan med alt det sludder, de siger i Askov, så jeg er begyndt at blive helt bange for at komme hjem igen. Jeg synes ellers, jeg er sådan temmelig tapper, men det er lige ved at nå mig til op over begge ører, for jeg synes snart, det går for vidt. Jeg skulle nok hellere lade være med at skrive sådan til dig, for ikke at gøre dig ked af det. Men i stedet for at få det afsluttet,  bliver det værre og værre med det folkevrøvl…

Gennem flere breve refererer Ellen Kirstine til “noget sludder”, der bliver sagt om hendes elskede Povl Fog. Vi får ikke at vide, hvad det er, der sladres om. Men det kunne være hans forhold til en vis Ellen Fog, som han måske har givet falske forhåbninger?

I et brev fra maj 1908, det vil sige tre år senere, skriver Ellen Kirstine i hvert fald:

… Jeg har en nyhed, ja måske har du allerede fået den at vide. Ellen Fog er blevet forlovet med en stud. teol. Poulsen. Det er da godt, så har hun da  endelig kunnet glemme dig…


Samme sommer sladrer folk om storesøster Julie, som skal til Norge.   Povl Fog spørger om rygterne om årsagen til storesøster Julies ophold i Norge har noget på sig. Igen må vi gætte, hvad sladderen går på.

Julie la Cour

… du skriver i dit sidste brev, om sladderen om min søster, der skulle være blevet sendt til Norge, har noget på sig. Nej, jeg forsikrer dig for, at det var ikke årsagen. Det har  været bestemt, at hun skulle til Norge mindst et års tid eller to i forvejen. Jeg ved nok at folk sagde det og siger det, men det  vrøvl bryder jeg mig ikke for to øre om. En dag har jeg spurgt Julie selv om det, og da var hun nær gået bagover, hvordan jeg dog kunne komme i tanker om det, og om jeg troede det,  for sligt havde hun aldrig selv tænkt på. Jeg ved da jeg også, at når vi rejser hjemmefra, er det med vores egen gode vilje, og ingen er det, som skal tvinges til det. Hvad  der heller ikke er nogen, der gør. Du må derfor love mig, at du ikke tror, at jeg bliver sendt til England. Mor har også flere gange sagt til mig, når vi har talt om det: “Ja, hvis du ikke bryder dig om det, er der jo ingen mening i, at du tager der over”. Men jeg vil gerne, jeg vil bare vente lidt endnu. Men ellers –  er der noget, man har godt af, så er det at komme ud i verden og se sig om…

Udfra mange forskellige små stumper af oplysninger om Julie i brevene, drejer det sig sikkert om, at Julie skulle være blevet sendt til Norge for at glemme en stormende, men ulykkelig forelskelse i en vis Johannes Richter. Når han er i nærheden opfører Julie sig helt tosset efter Ellen Kirstines mening. Engang gemmer hun sig , for ikke at møde ham, da han har ærinde på skolen. “På den måde får du ham jo aldrig”, konstaterer Ellen Kirstine. Johannes viser en vis interesse for Julie, men ender alligevel med at forlove sig med en anden, nogenlunde samtidig med faderens, Poul la Cours død i 1908. “En ulykke kommer sjældent alene!” siger Julie og sidestiller dermed de to ulykkelige hændelser.

3. På Valsen

Povl Fog, Willemoes og Bent Andersen er draget “på valsen”. Det betyder, at de skal vandre rundt i Europa og lære fra de forskellige landes håndværk. Det var en slags obligatorisk efteruddannelse, som alle håndværkssvende skulle gennemføre for at kunne blive mester. De kaldtes navere, fordi de var Skandinaver.

Målet er Rom til fods.

26. juni 1905

Naver 1901

Kære Povl

Tak for dit brev. Det er vældig morsomt at høre om, hvordan I ter jer. Arme Bent, han må følge med hvadenten han kan eller ej, ingen nåde eller barmhjertighed, men han skulle vel også kunne følge med, når I bare går seks mil. Sidste sommer gik vi da mange gange 36 km. Nå lige fedt med det, men jeg ser dig og Willemoes på jeres lange ben og lille  Bent hastende bagefter……


Testrup 3. Juli 1905

…Jeg er bange for, at I sulter jer selv helt ihjel dernede. I gjorde ellers bedst i at se og få noget ordentlig mad, inden I helt går til. Jeg kan  ikke forstå, at I kan holde ud at få så lidt mad, når I går så meget. At Bent Andersen ikke kan holde det ud, kan jeg godt forstå, særligt fordi han er mere forvænt end Willemoes og dig. Har I da ikke snart gjort ham ked af, at han ville komme med jer, for at det ikke er morsomt, at have ham med, det kan jeg også godt sætte mig ind i…

12. juli

Povl er stadig på valsen. I sit seneste brev  til Ellen Kirstine har han skrevet, at han savner en mor og hjemmets tryghed og kærlighed. Hun svarer, at hun har et dejligt hjem, der accepterer alt, hvad hun gør, og hvor ville hun gerne dele det, hvis hun kunne….

…Jeg kan godt mærke på dit sidste brev, at du ligefrem har været overtræt, den aften du har skrevet det. Og af træthed følger altid, at man bliver tungsindig.  Man synes, man er et skumpelskud her i verden, og man ved ikke, hvad det ender med. Jeg kender det desværre så godt fra mig selv. Du skulle have hørt Dr Nørregaard tale om ungdom forleden dag. Han sagde, at han regnede ikke dem med til ungdommen, som når et håb blev brudt ikke straks satte sig et andet. Du spørger om, hvor jeg skal være til vinter. Jeg aner det ikke, desværre, og jeg tåler næsten ikke at tale om det.

 De tre “farende svende” har måttet afbryde deres rejse.

….Hvor må det dog være ærgerligt for jer, når I nu er så tæt på Rom, at I ikke kan komme helt derned. Når I nu rejser tilbage, har I så i sinde at tage til Berlin og se at få arbejde der?

 

2. Stævnemøde

Ellen KIrstines håndskrit

Povl og Ellen Kirstine har aftalt at mødes i Aarhus.

Testrup d. 27. maj 1905 

Kære Poul Fog

Nu vil jeg straks begynde at fortælle dig, hvordan hele den tur er gået til. Ja, nu begynder jeg med tilladelse at skrive du, jeg synes også, at det er meget naturligt.

Lørdag aften fik jeg brev om at komme til Århus til damperen klokken 7 om morgenen. Søndag morgen klokken 6 cyklede jeg så herfra, men jeg må have drevet slemt, for jeg var først ved Århus havn klokken 07.30. Jeg traf der en af matroserne, som jeg spurgte om damperen fra København var kommet, men han begyndte straks:

Damperen Aarhus København 1908

“Nej nej lille frøken, der kommer skam ingen damper fra København i dag, den kommer først tirsdag morgen, men der kommer en fra Kalundborg i eftermiddag”, og sådan fortsatte han en tid i den dur.

Nå, jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle gøre, men da jeg havde været i Århus en halv times tid, cyklede jeg hjem til Testrup igen.

Da klokken så blev tre om eftermiddagen, og vi var midt i at danse folkedans, kom en af pigerne over fra køkkenet og sagde, at der var nogen, der ville tale med mig i telefonen. Men det var en tid siden, at der var kommet bud henne fra købmanden, men de havde glemt at sige det.

Jeg for jo straks derover, men klokken var tre, så jeg kunne ikke telefonere, og de havde ikke taget mod nogen besked. Jeg tænkte straks, at det var dig, så jeg gik hjem og tog min cykel og ville cykle til Århus, for det regnede ikke den gang, det var holdt op, for siden at blive meget værre. Da jeg kom halvvejs ind til Århus punkterede min cykel, og imidlertid var det blevet sådan et regnvejr, så jeg indså, hvis jeg tog til Århus på den cykel, blev jeg gennemblødt, og hvis jeg tog hjem, blev jeg også gennemblødt. Men jeg kunne da få noget tørt tøj på, når jeg tog tilbage, og desuden var jeg sikker på, at jeg ikke kunne finde dig. Så jeg vendte om og tog hjem igen til Testrup og tog med tog, som gik kort efter ind til Århus for at komme tør derud og muligvis træffe dig.

Hun er forelsket og sej, den lille Ellen Kirstine. Der er mindst 15 km fra Testrup til Aarhus ad dårlige grusveje og på en tung damecykel. For slet ikke at tale om det dårlige vejr.

Men pyt jeg traf ingen og måtte rejse hjem med ti-toget med uforrettet sag. Det var nydeligt. Jeg hører, vi har været lige snedige begge to og har ingenting at lade hinanden høre. Vi må se, om vi ikke kan være lidt fiffigere en anden gang.

Jeg kan godt forstå, at vi ikke kan lade være med at le af det nu, men den dag syntes jeg ikke, det var morsomt.

Den næste dag gik jeg hen til købmanden og telefonerede til den kiosk, som du havde telefoneret fra, og jeg fik så at vide, at jeg skulle have været derude med middagstoget. De havde intet navn fået at vide, hvad der også var meget naturligt, men de sagde, at det var en herre med brune øjne, og så var han høj, så jeg kunne jo nok begribe, at det var dig.


Kæresteriet er åbenbart stadig lidt hemmeligt.

Jeg havde nær fået latterkrampe, da jeg læste det sted i brevet, hvor du skriver at Bjerre havde spurgt, om du ikke skulle til Testrup først, hvor det ligner ham, han er akkurat lige kejtet, hvor han så siden kommer.  Han er ikke ked af det den gode mand. Tak for brevet og for hele udlæggelsen, nu håber vi, at det går bedre, når vi næste gang skal mødes, for det her var ikke meget morsomt.

Så til slut en venlig hilsen fra din Ellen Kirstine la Cour

 

 

1. Testrup Højskole

Povl Fog-Petersen

Povl og Ellen Kirstine mødte hinanden på Askov Højskole vinteren 1904/05. Skolen er slut, og Povl er rejst til København, mens Ellen Kirstine forbereder sig til et tre måneders sommerkursus på Testrup Højskole.

Hun er meget formel og på efternavn med “kæresten”

Askovhus den 1. maj 1905

Kære Fog-Petersen

Mange tak for kortet i søndags. Jeg må sige, at jeg beundrer Dem, at De ikke har været i dårligt humør endnu. Mit har været nede på 0°. Lige nu håber jeg, det hjælper, når jeg rejser til Testrup i morgen. De skulle lige se Askov nu, jeg er vis på, De slet ikke kunne kende den igen, når man går ned i byen er der tomt, og på skolen er der også så tomt og væmmeligt…


Testrup Højskole søndag d. 7.maj  1905

…Åh ja så kom man til Testrup. Det er langt fra, som jeg havde tænkt mig det. Vi er så forfærdeligt bundne. Vi må ikke tage ud af skolen uden at sige det til Nørregaard først, og når man ikke er vant til det, så synes man, det er akkurat ligesom, man er tøjret. Sommetider når jeg rigtig tænker over det, kan jeg næsten ikke holde det ud, men man skal jo finde sig i det, når man vil være her…


En uge senere:

…. Man kan på en måde nok sige, at vi oplever meget, men på en anden måde oplever vi ingenting andet end at gå i skoven, når vi har tid og så sidde og kukke på en bænk inde på skolen. Vi kan jo ingen steder tage, uden at vi skal spørge om det, og vi skal nok sørge for, at det ikke kommer til at hedde, at vi “Askovere” morer os for meget. Så vi holder os i skindet…

Hu, det er godt man ikke skal være her længere end tre måneder. Ikke fordi jeg er ked af at være her, for det er jeg slet ikke, men alligevel: nej tak!…

…De må endelig ikke tro, at fordi jeg skrev det om, at vi er så bundne, at jeg så ikke kan komme til Århus som planlagt. Vi må selvfølgelig tage der hen, vi vil, når vi bare siger det til Nørregaard, når vi tager bort. Så jeg skal nok være der, jeg har heldigviis ikke nogen, der passer så godt på mig.


Men Nørregårds foredrag  kompenserer for alt det, hun ikke kan lide.

… Nå men så er der en ting, som kan stikke alt det, man ikke er så henrykt over, og det er Nørregaards foredrag. Jeg siger ikke for meget, når jeg siger, at jeg har aldrig hørt noget så udmærket. Vi har ikke hørt mere end fire foredrag af ham endnu, men det kan ellers nok være, at vi har fået at vide, hvad for nogle pjalter vi er, og hvad man må gøre for at blive ordentlige mennesker. Ja han har jo ikke sagt det sådan, men vi har følt os mere eller mindre trufne, jeg for mit vedkommende har følt mig stærkt truffet…

Om det faglige niveau i regning.

… vi er begyndt på at lære at trække fra og lægge til og gange, det er “vældig interessant”.


‎‎Hvordan gik turen til stævnemødet i Aarhus så:


 

Testrup 3. juni 1905

Hendes elskede Povl har nogen problemer, og hun trøster.

…Ja, jeg siger også: “Frisk mod Antonius du haver intet ondt bedrevet” op med humøret, det kan ikke hjælpe at tabe modet for så lidt, særlig når man er ung og stærk, som du er. Det kommer nok…

 

Ærgerligt at vi ikke ved, hvad hun snakker om, da vi ikke har Povls breve til hende. Men mon ikke han har søgt en stilling og fået afslag.


Hun er også selv i vildrede med hensyn til, hvad hun skal til vinter. når højskoleopholdet er slut.

… lige nu har man det godt, mens man er her, og så bliver man fri så længe for at sige, hvad man skal til vinter. Mor vil have mig over til England for at lære sproget, men det vil jeg ikke endnu. Jeg vil lære noget mere først og ikke komme derover som et rent lille fæhovede…


Hun har været til folkemøde i Skibelund med Nørregaard som foredragsholder:

…Det er det bedste foredrag, jeg endnu har hørt ham holde.

Forstander Jens Nørregaard

Emnet var særligt om troskab og kærlighed til sit arbejde, du skulle have set alle menneskene, de sad lige frem og gabte og strakte hals for at ikke et ord skulle slippe uden om dem. Det var vældig morsomt at se sådan et par tusinde mennesker høre så godt efter. Noget som sjældent sker, og så var der blikstille, så man kunne høre en knappenål falde til gulvet. Nørregaard kan virkelig tale energi op i os, hvis vi bare vil rette os efter, hvad han siger, men det er lettere sagt end gjort. Men en ting ved jeg, at vi skal passe på ikke at miste vores Vilje!

Nu har vi snart været her den halve tid, det er sørgeligt at tænke på, og hvordan skal man dog kunne undvære Nørregaards foredrag, når man rejser. Det hjælper, at jeg lige herfra skal rejse til Sverige sammen med søster. Hvor har jeg det dog godt, ingen kunne forlange det bedre. Bare jeg rigtig forstod at skønne tilstrækkeligt på det, og så frem for alt et godt hjem. Nu vil jeg slutte med at ønske dig en glædelig pinse og lykkelig rejse til dig og lange Villemoes.

Så kun en venlig hilsen fra din Ellen Kirstine la Cour

"Det levende ord", der som noget nyt blev leveret om faglige emner, så almindelige mennesker kunne forstå det, var den eneste kilde til viden og kultur for "folket". De gode foredragsholdere var utrolig populære, og folk rejste  gerne langt for at høre og opleve dem.

Om afskeden fra Testrup Højskole

…De græd allesammen, så tårerne trillede ned af kinderne, undtagen Elisabeth og jeg. Jeg har aldrig set noget lignende, det var aldrig hændt på Askov. Jeg er sikker på, at meget af det var skaberi, ellers smittede de hinanden. Nå det er vel bedst at lade være med at dømme, for det kan jeg jo alligevel ikke,  men sikkert er det, at jeg har været så umådelig glad for at være på Testrup og har haft vældig godt af det,  og jeg er ked af at tage derfra…

Testrup Højskole er en dansk grundtvigsk folkehøjskole grundlagt i 1866 af højskolemanden Jens Nørregaard (1838-1913). Sammen med en række engagerede medarbejdere (Christoffer Baagø med flere) gjorde han Testrup Højskole til en succesfuld skole. Testrup Højskole ligger i Testrup ved Mårslet ca.13 km syd for Aarhus.
Ligesom på alle andre højskoler dengang var der et 6 måneders vinterkursus for "Karle" og et 3 måneders sommerkursus for piger.
På trods af den relativt korte tid var et Højskoleophold en kæmpemæssig løftelse af landboungdommens uddannelse, og det faglige niveau i regning har helt sikkert passet til mange af de unge piger fra landet.
Det ville sikkert have glædet Ellen Kirstine, at to af hendes oldebørn, nemlig Anna Susannes sønner Hans og Mathis, begge har været utrolig glade for et ophold på Testrup næsten 100 år senere.