7. Religionen

Askovhus d. 13. september 1905

Kære Povl

Tak for dit brev.

Michelangelos Skabelsen

Jo. jeg indrømmer så villigt, at det er en stor fejl hos menneskene, at de taler så lidt om de religiøse ting.  Jeg ved ikke, om du mindes, at du flere gange i vinter berørte det emne, men at jeg næsten ingenting sagde. Jeg skal fortælle dig hvorfor. Der er ingen der har talt med mig om de ting, siden jeg gik til præst. Jeg har altid selv måttet tumle med det   Og når det så endelig er en, der vil tale med en om det, så føler man sig så lille og uvidende, så alt står helt stille. Og det var så det, det gjorde. Nu har jeg hørt og levet så meget med i sommer på Testrup, det har hjulpet mig meget, og derfor ved jeg ikke, hvordan jeg skal være taknemmelig nok for, at jeg kom der.

Så skriver du, at det er en skam, at vi, der har så alvorligt kristne forældre, vi skulle ikke forsømme at tale med dem om det og nyde godt af deres trøst. Jeg ser op til min far som til en afgud i den retning. Jeg ser på, hvor inderlig god han er, og ønsker tit at far ville tale noget mere med os, end han gør, men far har altid så travlt og så meget andet at tænke på, men kunne vi hjælpe hinanden lidt, om vi så bare har små midler til at begynde med…

Og mere om religion i et brev fra London et år senere

London d. 7. september 1906

Perugino: Bedende kvinde

…Du skrev i dit sidste brev, at det var som om, du kom længere og længere bort fra Gud, og der godt kunne gå dage, uden du tænkte på ham. Du skulle prøve at give dig selv en lille tid til at bede hver dag, så er jeg sikker på, at du med en god vilje efterhånden ville komme ham nærmere, og tilsidst behøvede du slet ikke anstrenge dig, men du ville gøre det helt naturligt…


Askovkovhus d. 13. juni 1908

…Ja, du er kæreste lille ven du er ikke den eneste, der er langsom til at komme frem ad den vej, der peger imod Gud. Det er vist kun få, der er så stærke i troen, så de aldrig svigter. Far, tror jeg, var stærk, voldsom stærk, sådan en tro far havde, der var jo ikke tvivl blandet imellem. I vinter da jeg hørte fars foredrag, hvor kunne vi andet end beundre sådan tro og sådant et vidnesbyrd, som far har givet os. Ja du kære, lad os hige frem imod det far viste os. Jeg tror, vi kan, for vi holder af hinanden på rette måde. Tror du ikke du kan…


Ellen Kirstine og Povl kæmper begge to med deres tro og især deres tvivl, og de er fulde af selvbebrejdelser fordi, de ikke tror nok.

Askovshus d. 11. november 1908

… Jeg spørger mig selv: Hvorfor er du så ond, når jeg godt ved, at jeg er det. Hvorfor kan jeg ikke sige til mig selv en gang for alle, at du ved, hvem der er den rette at følge, du ved, at der er en gud, og du tror jo også på ham. Du ved, at han er så usigelig god og barmhjertig, han har hjulpet dig så tit, vist dig sin godhed imod dig, når bare du troede sandt og inderligt. Hvorfor holder du dig dog ikke altid nær til ham og beflitter dig på at gøre, hvad du ved, du må gøre for rigtig at være en af hans, og stadig holde dig nær. Ja stadig, fordi du er et stakkels armt menneske, der altid trænger til noget nyt. Du kan ikke blive ved med at leve på det samme, og det er også, når noget nyt stort kommer op i dig om gud, at du er så glad, så du udbryder i lov og tak. Oh herre, hjælp mig  med stadig at kunne finde nye ting fra dig, som jeg kan glæde mig over, så jeg rigtig  kunne  få øjnene op for din store herlighed og glæde og din fornyede godhed mod os hver dag, der skrider. Og måtte jeg lære det, da ville jeg også stadig kunne holde fast ved dig. Ja Herre hjælp mig, lær mig, tugt mig, om det gøres nødigt – når bare jeg rigtig kunne finde dig helt og sandt…

Hun kunne være blevet præst!!