4. “Folkevrøvl”

Nu bliver det interessant. Hvad sker der dog?

4. august 1905

…du skriver at din bror ikke ville hilse far fra dig, fordi han havde hørt så meget sludder i de sidste 14 dage. Nu har jeg været sammen med Julie i tre dage, og hun har snart stoppet mig sådan med alt det sludder, de siger i Askov, så jeg er begyndt at blive helt bange for at komme hjem igen. Jeg synes ellers, jeg er sådan temmelig tapper, men det er lige ved at nå mig til op over begge ører, for jeg synes snart, det går for vidt. Jeg skulle nok hellere lade være med at skrive sådan til dig, for ikke at gøre dig ked af det. Men i stedet for at få det afsluttet,  bliver det værre og værre med det folkevrøvl…

Gennem flere breve refererer Ellen Kirstine til “noget sludder”, der bliver sagt om hendes elskede Povl Fog. Vi får ikke at vide, hvad det er, der sladres om. Men det kunne være hans forhold til en vis Ellen Fog, som han måske har givet falske forhåbninger?

I et brev fra maj 1908, det vil sige tre år senere, skriver Ellen Kirstine i hvert fald:

… Jeg har en nyhed, ja måske har du allerede fået den at vide. Ellen Fog er blevet forlovet med en stud. teol. Poulsen. Det er da godt, så har hun da  endelig kunnet glemme dig…


Samme sommer sladrer folk om storesøster Julie, som skal til Norge.   Povl Fog spørger om rygterne om årsagen til storesøster Julies ophold i Norge har noget på sig. Igen må vi gætte, hvad sladderen går på.

Julie la Cour

… du skriver i dit sidste brev, om sladderen om min søster, der skulle være blevet sendt til Norge, har noget på sig. Nej, jeg forsikrer dig for, at det var ikke årsagen. Det har  været bestemt, at hun skulle til Norge mindst et års tid eller to i forvejen. Jeg ved nok at folk sagde det og siger det, men det  vrøvl bryder jeg mig ikke for to øre om. En dag har jeg spurgt Julie selv om det, og da var hun nær gået bagover, hvordan jeg dog kunne komme i tanker om det, og om jeg troede det,  for sligt havde hun aldrig selv tænkt på. Jeg ved da jeg også, at når vi rejser hjemmefra, er det med vores egen gode vilje, og ingen er det, som skal tvinges til det. Hvad  der heller ikke er nogen, der gør. Du må derfor love mig, at du ikke tror, at jeg bliver sendt til England. Mor har også flere gange sagt til mig, når vi har talt om det: “Ja, hvis du ikke bryder dig om det, er der jo ingen mening i, at du tager der over”. Men jeg vil gerne, jeg vil bare vente lidt endnu. Men ellers –  er der noget, man har godt af, så er det at komme ud i verden og se sig om…

Udfra mange forskellige små stumper af oplysninger om Julie i brevene, drejer det sig sikkert om, at Julie skulle være blevet sendt til Norge for at glemme en stormende, men ulykkelig forelskelse i en vis Johannes Richter. Når han er i nærheden opfører Julie sig helt tosset efter Ellen Kirstines mening. Engang gemmer hun sig , for ikke at møde ham, da han har ærinde på skolen. “På den måde får du ham jo aldrig”, konstaterer Ellen Kirstine. Johannes viser en vis interesse for Julie, men ender alligevel med at forlove sig med en anden, nogenlunde samtidig med faderens, Poul la Cours død i 1908. “En ulykke kommer sjældent alene!” siger Julie og sidestiller dermed de to ulykkelige hændelser.