KitteNanna

KitteNanna: Tvillingerne i ét ord. De er så forskellige, at man skulle tro det var løgn, men de hænger sammen , gør de – KitteNanna.

Kitte elsker at hjælpe mor i huset. Jeg skulle nok snarere sige, at mor hjælper Kitte. For Kitte ved, hvordan alting skal gøres i hus og have og indenfor personlig pleje.

Hun lærer mig, at den bedste creme hedder “Tokalon”. Den kan købes hos købmanden, og med den er jeg sikker på ikke at få rynker i mit otteårige ansigt. Øjenbrynene skal have lidt creme og så skal de redes i facon. Men Kitte er sandelig ikke kun til pynt, hvis de store drenge driller mig henne i skolen, går hun lige i flæsket på dem, og så bliver der ro.

Nanna elsker at hjælpe far. Hun kører traktor med de store maskiner, hjælper til i stalden og ved noget om det hele. Så snart hun bliver gammel nok, får hun en knallert, som hun selv passer og holder ved lige.

Ellen Kirstine la Cour Beier, alias Kitte, og Nanna Fog-Petersen Beier blev født den 29. april 1940.
Kitte er uddannet sygeplejerske og gift med civilingeniør Verner Dahlerup har tre børn.
Nanna er uddannet lærer og var en periode gift med amerikaneren Michael Moser har et barn.

Ligesom Kitte lærer mig takt og tone og andre feminine dyder, sørger Nanna for min moralske habitus. Hun lader ikke slaphed og dovenskab passere, og græmmer sig tydeligt, hvis hun tager mig i en løgn eller i bare at pynte lidt på en historie.

Skriv et svar