Lange, lange rækker. Det tager timevis at hakke en række roer på å-ageren. De er 100 kilometer lange og giver 50 øre pr styk. Vi er som regel nogen stykker, søstre og kusiner på ferie, som langsomt arbejder os ned gennem rækkerne. Arbejdet består i at hakke ukrudt op og tynde ud i roerne, så der kun står én plante tilbage med ca 20 centimeters mellemrum. Meget tit kommer jeg til at hakke hele skidtet op, så planter jeg en af de små roer igen og håber det bedste. Det bedste er sjældent godt nok. De små svæklinge dør i den tørre jord, før jeg er færdig med rækken.
Roedyrkning var meget arbejdsintensivt. Roerne blev sået tæt i lige rækker med en radsåmaskine, når de og ukrudtet begyndte at vokse, blev der fjernet ukrudt mellem rækkerne med en radrenser. Så kom det manuelle lugearbejde: Roehakningen. Et arbejde, der for en stor del blev udført af børn. Roerne skulle hakkes to gange med tre ugers mellemrum. Derefter formodedes roeplanterne at være stærke nok til kunne tage kampen op mod ukrudtet alene.
For enden af marken er der en å, hvor vi bader efter det hårde slid. Men åen er farlig. I en krumning er der en strømhvirvel, og der kan man blive suget ned og drukne. Og ikke bare en strømhvirvel truer på det farlige sted, nej å-trolden bor der også, og hans livret er små blege og magre piger. Jeg har selv mærket, hvordan han trak i mine ben. Heldigvis fik jeg mig gispet op til overfladen, men det var i sidste øjeblik. “Og det passer”, slutter jeg historien med al den dramatik, jeg kan opbyde.
Jeg er tilbøjelig til selv at tro på mine historier, som hjælper til at underholde på de lange rækker. Og hvis de andre børn udtrykker tvivl om min vederhæftighed, har jeg svar på rede hånd, ”Æ har sjal løjst et i æ blad!” (jeg har selv læst det i avisen).
Se, det kan nok lukke munden på dem.
Roearbejdet er ikke overstået med hakningen. Om efteråret, før frosten går i jorden, skal roerne tages op, men først skal toppen “stikkes af” med et topjern. Mit arbejde er at sidde på traktoren og køre vognen frem i takt med, at en karl stikker toppen af og smider dem på vognen. Hvis jeg står op, kan mine ben godt nå ned til pedalerne samtidig med, at jeg holder i rattet.
Derefter bliver selve roerne taget op efter samme model og kørt sammen i bunker, såkaldte roekuler, som bliver dækket med halm og jord for at holde frosten ude.
Roerne er vintermad til kvæget, men først skal roerne vaskes og raspes. Det vil sige, de skal skæres i mindre stykker i en roerasper, som er en slags tromle med skarpe knive. Mere end én karl har mistet en finger ved at stikke hånden i maskinen for at fjerne en sten eller løsne en roe, der har sat sig fast.